
20 år efter Cristiano Ronaldos første VM er eventyret slut.
Det står klart efter Portugals 0-1-nederlag til Spanien mandag aften.
Dermed er Portugal ude af VM, og for Cristiano Ronaldo bliver det sidste gang, han deltager på VM-fodboldscenen.
Den portugisiske stjerne har tidligere udtalt, at denne VM-slutrunde bliver hans sidste.
Spanien er omvendt klar til kvartfinalen. De spanske stjerner møder vinderen af opgøret mellem USA og Belgien.
Målløst
Det var Spanien og Mikel Oyarzabal, der fik kampens første store chance, da angriberen efter ti minutter blev spillet helt fri midt i feltet, men den spanske angribers flade skud sendte bolden snært forbi den fjerneste stolpe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Også Lamine Yamal og Álex Baena kom frem til gode muligheder i løbet af de første 45 minutter, men den portugisiske keeper Diogo Costa reddede flot.
I den anden ende testede Cristiano Ronaldo et par gange den spanske keeper Unai Simón, og på et afrettet skud fra Nuno Mendes måtte overliggeren tage fra kort før pausen.
Dermed gik de to mandskaber til pausen uden scoringer.
Ti minutter inde i anden halvleg blev Portugal ramt af en kæmpe bet, da backen Nuno Mendes satte sig ned og modtog behandling.
Den portugisiske venstreback, der ellers havde haft godt styr på Lamine Yamal i defensiven og budt fint ind i offensiven, blev kort efter erstattet af Nélson Semedo.
Få minutter senere fik Cristiano Ronaldo anden halvlegs første chance.
Portugals stjerne flugtede bolden mod kassen, men skuddet fik ikke nok kraft til for alvor at udfordre Unai Simón i det spanske mål.
Spansk forløsning
Herefter pressede Spanien på.
Lamine Yamal forsøgte sig med et frispark, men Diogo Costa parerede flot.
Spaniens største stjerne var få minutter senere på spil igen, da han løb af sted i en omstilling. Yamal forsøgte at spille bolden over til en fri Álex Baena, men afleveringen blev læst af forsvareren Rúben Dias.
Dani Olmo stod for Spaniens næste mulighed, da han modtog bolden på kanten af det portugisiske felt og skabte plads til et skud mod det lange målhjørne - men Rúben Dias kastede sig heroisk ned og blokerede afslutningen.
Men i kampens tillægstid gik det galt for Portugal.
Indskiftede Ferran Torres modtog bolden med ryggen til målet og sendte den videre i dybden til Mikel Merino.
Midtbanespilleren tog kuglen til sig i feltet og sparkede den køligt ind i netmaskerne.
Det blev kampens eneste scoring, og dermed vandt Spanien 1-0 og sendte Portugal ud i VM-mørket.

VM Morgenbriefing: Norge ror videre - nu venter England
Hattrick | Afsnit 136Norge bliver ved med at skrive VM-historie. Erling Haaland scorer to gange, Brasilien er ude, og nu venter en kvartfinale mod England efter englændernes dramatiske sejr over Mexico.
Læs mere
FIFA VM
Spanien
Portugal






































