

Gustav Isaksen var som vanligt med fra start for Lazio, der søndag aften tørnede sammen med Roma i det italienske hovedstadsderby, ‘Derby della Capitale’.
Landsmanden Oliver Provstgaard indledte opgøret fra bænken, og herfra kunne han hurtigt se Isaksen vise sig glimrende frem.
Isaksen som første halvlegs oplevelse
Den tidligere Midtjylland-profil sendte efter små fem minutters spil et glimrende indlæg ind i panden på Alessio Romagnoli, hvis glimrende forsøg blev puffet over af Roma-keeper Mile Svilar.
Generelt var det første kvarter heftigt præget af hårdt spil fra begge mandskaber, hvilket bestemt ikke er uvant i netop dette indbyrdes opgør.
Gustav Isaksen fortsatte med at give flotte prøver på sit spil, og halvvejs gennem første halvleg kom danskeren tæt på efter et par fikse driblinger.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han, og resten af Lazio-mandskabet, måtte dog bare erkende, at Mile Svilar havde gang i en fremragende kamp og var svær at passere.
Isaksen kom endnu en gang i fokus lige inden pausen, hvor han savede Manu Koné over og modtog en advarsel, hvilket bringer ham i karantæne til næste runde af Serie A, hvor Genoa er modstanderen for Lazio.
Kort inden havde kantspilleren sendt et godt langskud afsted mod krydset, men igen blev forsøget pillet af en storspillende Svilar.
Det forblev dermed ved 0-0 til pausen, men så heller ikke meget længere.
Svilar passeret - drømmemål som modsvar
Lazio var hurtige til at tilspille sig et frispark i en favorabel position under to minutter inde i anden halvleg, og da Luca Pellegrinis indlæg endte i panden på Alessio Romagnoli, var scoringen i hus.
Roma skulle på jagt efter en udligning, og den kom de meget tæt på at finde, da Gianluca Mancini sendte et fladt hovedstød mod mål.
Med en mirakelredning fik Christos Mandas dog vist, at han også havde fundet handskerne frem til dagens anledning.
Efter en periode, hvor spillet bølgede frem og tilbage, kom så Romas udligning – og hvilken kasse, det var.
Alexis Saelemakers fandt en fri Matías Soulé, der fra lang afstand afsluttede første gang med indersiden – sparket ramte undersiden af overlæggeren og hoppede derefter over stregen til stor jubel for det rødklædte mandskab.
Trods flere gode Lazio-tilbud mod kampens afslutning faldt der ikke flere scoringer på Stadio Olimpico, hvorfor det romerske derby endte 1-1.
Resultatet betyder, at Lazio og Roma fortsat huserer side om side som henholdsvis nummer seks og syv i Serie A.
Gustav Isaksen fik 73 minutter på banen, mens Oliver Provstgaard overværede hele opgøret fra bænken.

Lazio
Roma
Serie A




























