
Det var to hold side om side i tabellen, der mødtes lørdag aften i Serie A, da Fiorentina hjemme på Stadio Artemio Franchi tog imod Torino.
Gæsterne lå nummer otte ind til kampen lige foran Fiorentina på en bedre målscore, så der var lagt op til et tæt opgør.
Begge hold var da også begge interesserede i at gribe kampen i første halvleg, men det var gæsterne, der slap bedst fra det.
Allerede efter et kvarter havde Demba Seck bolden i mål bag Pietro Terracciano, men til Violas held blev målet efterfølgende annulleret.
Selvsamme Seck var kort efter på færde igen, da han bankede et skud fra kanten af feltet afsted mod mål, og denne gang kunne han se sit forsøg ramle mod overliggeren.
Fiorentina svarede igen med en afslutning af Cristian Kouame mod nederste, venstre målhjørne, men Vanja Milenkovic-Savic kom hurtigt ned og reddede forsøget ud til hjørnespark.
Det havde dog mest lugtet af et mål til gæsterne i første halvleg, og efter en halv time kom det så også – og det på en forrygende nonchalant afslutning af Aleksey Miranchuk.
Miranchuk modtog bolden i venstre side af Viola-feltet, hvorefter han kælent lagde bolden over i det lange hjørne uden chance for Terracciano i målet.
Efter pausen trak gæsterne sig tilbage, og det resulterede i et massivt spilovertag til hjemmeholdet, der dog ikke kunne finde de helt store åbninger.
Giacomo Bonaventura forsøgte sig med et forsøg udenfor feltbuen ti minutter efter pausen, som tvang Milenkovic-Savic til at give et hjørnespark, men ellers var der langt imellem snapsene for værterne.
Som halvlegen skred frem kom gæsterne også bedre med igen, og det var med ti minutter igen tæt på, at Antonio Sanabria kunne afgøre kampen, da han var lige ved at få prikket bolden forbi Terracciano.
Keeperen reddede imidlertid flot i to omgange.
Luca Jovic havde herefter en mulighed, som han sendte langt over mål, og tiden løb så småt ud for hjemmeholdet til stor skuffelse for hjemmepublikummet, der heller ikke lod til at kunne animere deres helte til et sent comeback.
Sent kom den gyldne chance så alligevel til Fiorentina.
Jonathan Ikone pressede en retur ud af Milenkovic-Savic, som Jovic opsnappede, og angriberen fik driblet sig fri til en afslutning mod det målmandsløse mål, men i absolut sidste øjeblik afværgede en tackling angriberens mulighed.
Det sluttede med en 1-0-sejr til gæsterne fra Torino, der dermed lægger afstand til Viola i tabellen på tre point og sniger sig op på en flot syvendeplads i tabellen.



Fiorentina
Torino
Serie A
































