

Napoli forlangte konsekvenser, og det har episoden nu fået.
Det vakte opsigt, da Napoli for nylig langede ud efter AC Milan-træner Massimiliano Allegri i kølvandet på de to holds møde i Supercoppa Italiana.
Efter slutfløjt opførte Allegri sig ifølge Napoli stødende over for Gabriele Oriali, der er sportslig koordinator i Napoli, og det har syditalienerne nu fået medhold i.
Det italienske disciplinærudvalg har nemlig tildelt Massimiliano Allegri en bøde på 10.000 euro - 75.000 danske kroner - for de ting, han kaldte Napoli-holdlederen.
Ifølge Corriere dello Sport startede skænderiet, da de to var uenige om dommerens afgørelser i kampen, og det fik angiveligt Allegri til at kalde Oriali for 'idiot', 'røvhul' og en '80-årig mand'.
Artiklen fortsætter efter billedet

Gabriele Oriali, der som aktiv spiller vandt VM i 1982 med Italien, er 73 år gammel.
Det italienske disciplinærudvalg bekræfter ikke, hvilke specifikke ting der kom ud af AC Milan-trænerens mund, men begrunder bøden med "provokerende holdning over for en ansat fra modstanderholdet og gentagne brug af stødende vendinger".
Allegri undgår dog karantæne, som der i nogle italienske medier har været spekuleret i kunne være en konsekvens.
Napoli vandt kampen mod AC Milan med 2-0 efter oplæg og mål af Rasmus Højlund.
Mandag spiller Napoli finale i Suppercoppa Italia. Modstanderen er Bologna, og kampen kan ses live med Bold+.

AC Milan
SSC Napoli
Supercoppa Italiana




































