



Der var meget på spil lørdag aften for Union St. Gilloise, der med en udesejr over Royal Antwerp kunne spille sig snublende tæt på det belgiske mesterskab.
Det tog kun favoritterne seks minutter at komme i front, og det var fra foden af en 3F Superliga-kending.
Mohammed Fuseini, der har fortid som lejesvend hos Randers, blev nemlig stukket i dybden, hvorefter han bragte sit mandskab foran med en bred inderside i lange hjørne.
Den lynhurtige angriber fik fordoblet både sin egen og holdets måltotal ti minutter inden pausen, hvor han trykkede et kælent langskud helt op i venstre målhjørne fra kanten af feltet, og så gik der cruise control i den.
Antwerp faldt helt sammen inden pausen og kom også bagud med 0-3 på en straffesparksscoring fra Franjo Ivanović.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter pausen trykkede St. Gilloise en anelse på bremsen, men indskiftede Promise David ville også have en bid af kagen og sørgede i de døende minutter for, at det hele endte med en 4-0-sejr til gæsterne.
Resultatet betyder, at Mohammed Fuseini og company nu er fire point foran Club Brugge i toppen af den bedste belgiske række.
Brugge har endnu ikke spillet i denne runde, mens St. Gilloise blot har én kamp tilbage. Det vil således som minimum kræve to sejre for Brugge i deres to sidste kampe, hvis mesterskabet skal ud af hænderne på dagens vinderhold.
Husk, at du med et abonnement på Bold+ kan se belgisk topfodbold live. Læs mere her.

Royal Antwerp
Union St.Gilloise
Jupiler Pro League





































