Ola Brynhildsen har spillet sin sidste kamp for FC Midtjylland.
Efter små tre år i klubben har han på den sidste dag i det norske transfervindue foretaget et skifte tilbage til hjemlandet.
Han er nemlig vendt tilbage til Bodø/Glimt, som han var udlejet til i efteråret.
Og det har været et stort ønske, at komme tilbage til klubben, der har imponeret i Champions League i denne sæson.
- Det er utrolig dejligt. Jeg har ventet på det i et stykke tid nu, så det er utrolig godt at være tilbage. Det bliver godt at falde lidt til ro, siger Ola Brynhildsen til Bodø/Glimts hjemmeside.
Angriberen nåede blot at spille en enkelt kamp for sidste sæsons andenplads i Eliteserien, inden han blev ramt af en skade.
Han har dog mod på meget mere.
- Det var en kort, men sjov kamp mod Kristiansund. Det var nok til at give mig smag for mere, så da muligheden nu kom, var det ikke svært at komme tilbage. Jeg har ønsket at gøre det her, lige siden jeg kom hertil.
- Kulturen, publikum, trænerstaben, personalet, det er noget helt særligt, og noget jeg gerne vil være en del af. Jeg følte mig ikke færdig her efter bare én kamp.
FC Midtjyllands sportschef, Kristian Bach Bak, har også reageret på salget. Læs hans udtalelse her.


FC Midtjylland
Bodø/Glimt
Norge Eliteserien



































