Jonas Mortensen skiftede i starten af januar Esbjerg fB ud med Rosenborg.
Den 24-årige forsvarspiller var efter adskillige år som først ungdoms- og senere seniorspiller i EfB klar til at skrive et nyt kapitel i karrieren, og da Rosenborg rørte på sig, var han ikke i tvivl.
Det fortæller han i et interview med Bold i Algarve, Portugal, hvor den norske klub aktuelt er på træningslejr.
- Jeg var klar til, at der skulle ske noget nyt og var frisk på et udlandsskifte, så jeg var ikke i tvivl, siger højre backen.
Men én ting er selv at sige ja som spiller. Noget andet er, at sælgende og købende klub skal blive enige.
Den del kan tage længere tid, og det fik Mortensen at mærke.
Lang proces
Jonas Mortensen havde haft juleferie i en uges tid, da han første gang blev orienteret om, at Rosenborg var interesseret i ham.
- Jeg talte med min agent om det og sagde, at det var en mulighed, jeg ikke var i tvivl om, at jeg gerne ville tage, hvis det kunne lade sig gøre, siger Mortensen.
Således var der givet grønt lys til, at Rosenborg kunne tage hul på forhandlingerne med Esbjerg, men det skulle vise sig at blive en anelse mere vanskeligt at få enderne til at mødes her.
- Det var lidt en lang proces. Det tog lidt over en måned, siger højre backen, der blev nødt til at parkere tankerne om Rosenborg en smule.
- I starten var jeg glad, og på en eller anden måde forventede jeg, at det gik hurtigt, men da det så ikke gjorde det, var det sådan lidt: 'Okay...'
- Så jeg prøvede at pakke det lidt væk og bare nyde min ferie, og da det så blev mere konkret igen, gik det pludselig stærkt.
- I sidste ende var det dejligt, at klubberne kunne blive enige, siger Mortensen.
Indbydende Johansson-snak
At Jonas Mortensen i første omgang selv var så hurtig til at vende tommelfingeren opad i forhold til Rosenborg handler ifølge hovedpersonen selv om flere ting.
- Rosenborg er en megafed klub. Det er en stor klub, og det er en klub med ambitioner.
- Derudover havde jeg hørt lidt om Alfred (Johansson, cheftræner, red.), og hvordan han er, som træner. Jeg snakkede også selv med ham, og de ting, han sagde, var indbydende.
Hvad kom han på bordet med?
- Han forklarede, hvordan han gerne vil spille fodbold, og jeg synes, det passede meget godt til mig. De ting, han og de andre fra Rosenborg, havde set i forhold til mig, ramte han meget godt.
- Fra den snak af var vi meget enige om det hele. Han virker til at have et kæmpe drive og være sulten, og det elsker jeg, siger Mortensen.
Svært EfB-farvel
Med skiftet til Rosenborg fulgte der for Jonas Mortensen også et svært farvel til Esbjerg, som han havde tørnet ud for siden tiden som ungdomsspiller.
Hvordan var det at forlade Esbjerg?
- Jeg var med i op og nedture og kender alle i og omkring klubben, og der var og er nogle relationer, der er tætte.
- På den måde var det lidt svært at skulle forlade EfB - især når det er første gang, jeg drager ud - men jeg var klar på det, så jeg var ikke i tvivl. Jeg følte, at der skulle ske noget.
Betyder det noget for dig at efterlade EfB et mere stabilt sted?
- Selvfølgelig gør det det. Jeg kan helt klart tillade mig at efterlade klubben, som jeg gør. Jeg var med nede at vende med Esbjerg i 2. division, og jeg blev der i de sure tider.
- Det er fedt at kunne forlade EfB, når de ligger, som de gør, i 1. division nu, og jeg ønsker dem kun det bedste fremover, afslutter Jonas Mortensen.
Mortensen har kontrakt i Rosenborg til udgangen af 2028.
Fredag eftermiddag tørner Mortensen og resten af Rosenborg-mandskabet sammen med Brøndby i Atlantic Cup.
Kampen kan ses med Bold+. Køb abonnement her.

Esbjerg fB
Rosenborg
Norge Eliteserien




































