
Kolding IF lykkedes søndag eftermiddag med at drille FC København, da de to hold krydsede klinger i den sidste af to kvartfinaler i Oddset Pokalen.
Der stod således 0-0 på måltavlen, da Michael Tykgaard fløjtede til pause i Parken, men allerede fem minutter inde i anden halvleg fik hjemmeholdet netmaskerne til at blafre, da brasilianske Robert slap alene igennem og sendte FCK på 1-0.
Imens lå islandske Ari Leifsson og ømmede sig på græsset efter en duel med Andreas Cornelius, og det fik flere af Kolding-spillerne op i det røde felt – heriblandt 22-årige Casper Jørgensen, der satte ord på episoden efter kampen.
- Det handler ikke så meget om FCK’s mål. Det handler om situationen efter, hvor dommeren vælger at løbe hen til de spillere, der lige har scoret, i stedet for at sørge for at få noget hjælp ind til vores spiller, der ligger ned og har ondt i hovedet.
- Det er ikke fordi, jeg siger, at han skal dømme frisparket, selvom han godt nok dømmer den for FCK i en anden situation. Der vurderede han så, at den var slemmere, så det må jo bare være hans sag.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men at han så vælger at bruge halvandet minut, før han kalder hjælpen ind til en spiller, der ligger og har ondt i hovedet, forstår jeg ikke meget af. Det er det, jeg brokker mig over inde på banen, forklarer han til Bold efter opgøret.
Den omtalte episode kan ses i videoen.
Der blev ikke scoret yderligere i søndagens pokalopgør mellem FC København og Kolding IF, hvilket betyder, at løverne er videre til semifinalen med en samlet sejr på 4-1.
Casper Jørgensen var ikke den eneste, der var utilfreds efter søndagens pokalnederlag. Isak Tånnander sendte således en stikpille i retningen af FCK.
Læs mere om det her.



FC København
Kolding IF
Oddset Pokalen




































