Torsdag brager Vejle Boldklub og FCK sammen i kvartfinalen i den danske pokalturnering.
FCK går ind til kampen med en 2-0-sejr fra det første opgør i bagagen, og derfor er Vejle tvunget til at vinde med to mål for at gøre sig forhåbninger om avancement til semifinalerne.
NordicBet Liga-topholdets midtbaneprofil Azer Busuladzic erkender, at der venter Vejle en svær opgave, men samtidig tror han også på, at holdet kan skabe sensationen.
Det fortæller han i et interview med bold.dk.
- Det bliver svært, men selvfølgelig tror vi på det. Ellers er der ingen grund til at møde op. Hvis vi får et hurtigt mål, kan vi sagtens ryste FCK. Jeg synes også, at vi står styrket og med god selvtillid.
- Jeg synes også, vi gjorde det godt i Parken. Vi stod godt nok defensivt, men vi holdt dem væk fra kæmpe chancer i store dele af kampen, siger Busuladzic.
Den garvede Vejle-spiller udpeger desuden to punkter, hvor holdet kan komme til at gøre ondt på FCK.
- Jeg tror, FCK kommer til at være mest dominerende på bolden, så det er måske i kontraspillet, at vi skal gøre ondt på dem.
- Men det er også vigtigt, at vi ikke kun forsvarer – vi skal kunne tage initiativ på bolden.
- Vi har også set nogle mangler hos dem uden bold, og det er blandt andet der, at vi skal være bedre, end vi var i Parken, siger Vejle-profilen.
Kampen mellem Vejle og FCK fløjtes i gang klokken 19:30.


FC København
Vejle Boldklub
Oddset Pokalen




































