

For anden gang i streg formåede Manchester United ikke at vinde på hjemmebane i Premier League.
Torsdag aften skuffede Ruben Amorims tropper ved at spille 1-1 mod bundholdet West Ham på Old Trafford.
United førte ellers, men efter en sen udligning fra gæsterne blev det til pointdeling.
Resultatet efterlader de røde djævle på ottendepladsen i Premier League med 22 point efter 14 kampe.
West Ham befinder sig på en foreløbig 18. plads med 12 point efter samme antal kampe.
Første halvleg forløb med chancer i begge ender. United var mest på bolden, men West Ham lurede konstant på muligheden for at slå kontra.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter knap en halv times spil var der dømt skydetelt i West Hams felt, hvor Joshua Zirkzee først var tæt på at score med låret, inden Bruno Fernandes lige akkurat sendte bolden forbi mål med en flugter.
Fem minutter senere tog Jarrod Bowen sig en flot dribletur gennem Uniteds passive bagkæde og endte således i en gunstig afslutningsposition.
Bowen skuffede dog ved at sende bolden direkte ind i handskerne på Senne Lammens.
Stillingen var således 0-0 ved pausefløjt.
Efter pausen tog United teten og lagde et tungt pres på gæsterne.
Det var tæt på at give pote i det 50. minut, men Bryan Mbeumo blev lige akkurat tacklet i afslutningsøjeblikket, efter at han ellers var blevet spillet fornemt fri af Zirkzee.
Otte minutter senere gik den så ikke længere for West Ham.
Et langskud fra Casemiro tog en tilfældig afretning og havnede hos Diogo Dalot, der sendte bolden sikkert i mål.
United forsøgte herefter at kontrollere spillet for at holde The Hammers fra fadet, men missionen slog fejl.
Efter 84 minutters spil udlignede London-klubben på mål af Soungoutou Magassa, der var først over en ripost efter et hjørnespark, hvor Mazraoui ellers havde reddet bolden på målstregen.
Det blev ikke til yderligere scoringer, og dermed sluttede kampen 1-1.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
Manchester United
West Ham
Premier League


































