2024-08-14 18:00:00

Premier Manager: Hvor er der dansk værdi?

Flere danske Premier League-spillere kan blive en gevinst i holdet.dk's Premier Manager-spil, som starter fredag aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

PL - 1. runde

FT

MUN

1 - 0

FUL

Starten på den nye sæson af Premier League nærmer sig med hastige skridt. 

En ny sæson betyder også en ny mulighed for at slå venner og bekendte i holdet.dk's udgave af Premier Manager.

Spillet starter 16. august, så du kan stadig nå at sætte det helt perfekte hold frem mod den nye sæson. 

Der er i skrivende stund 17 danske spillere i Premier League.

De fordeler sig over hold, som forventes at kæmpe med i begge ender af tabellen, og flere af dem kan bestemt godt blive en gevinst i Premier Manager.

I denne optakt giver vi syv bud på danske spillere, som kan blive deres pris værd i guld, når managerspillet og Premier League skydes i gang fredag aften.

Jesper Lindstrøm:
Jesper Lindstrøm er ny mand i Premier League.

Den offensive dansker er kommet til Everton, og han koster fire millioner kroner på holdet.dk.

Hvis man kigger på seneste sæson, hvor Lindstrøm slet ikke kunne få det til at fungere i Napoli, så er han måske ikke et oplagt valg.

Men den tidligere Brøndby-stjerne har allerede fået nettet til at blafre i Evertons opstart, og tager man et kig på hans tid i Frankfurt, så viser statistikkerne, at han var involveret i et mål hver tredje Bundesliga-kamp.

Det er derfor ikke utænkeligt, at danskeren kan få gang i målstøvlerne igen, og så kan hans pris på fire millioner bestemt godt forsvares. Specielt hvis han også ender med at være involveret på dødboldene. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Premier League -Premier Manager: Hvor er der dansk værdi?
Foto: Jason Cairnduff/Reuters/Ritzau Scanpix

Filip Jørgensen:
Chelsea har fået dansk målmand hen over sommerferien.

Filip Jørgensen er blevet købt i Villarreal, og det bliver spændende, om han bliver fast mand mellem stængerne hos London-holdet.

Opstarten har ikke givet et tydeligt billede af det, men hvis han får tilkæmpet sig pladsen, så kunne han være et oplagt navn på dit managerhold.

Chelsea har nemlig et godt startprogram, hvis man lige ser bort fra åbneren mod Manchester City.

Efter opgøret mod de engelske mestre venter kampe mod Wolverhampton, Crystal Palace, Bournemouth, West Ham, Brighton og Nottingham Forest.

Ved en del af de kampe kan Chelsea-defensiven drømme om at holde målet rent.

Jørgensen koster 5 millioner.

Foto: Grant Halverson/AFP/Ritzau Scanpix

Rasmus Højlund:
Rasmus Højlund er en anden dansker, som befinder sig i en af de store engelske klubber.

Den danske angriber er godt nok skadet lige nu, og det forventes, der går nogle uger, før han er spilleklar, men han viste i sidste sæson, at han bestemt godt ved, hvor målet står.

I 30 Premier League-kampe scorede han ti gange, mens han også noterede sig for to oplæg.

Udfordringen kan være, at han har fået mere konkurrence i angrebet hen over sommeren.

Joshua Zirkzee er blevet hentet i Bologna, og tiden må vise, om det kommer til at gå ud over Højlunds spilletid.

Højlund koster 6,5 millioner.

Foto: Kiyoshi Mio/Reuters/Ritzau Scanpix

Mads Hermansen:
Leicester er tilbage i Premier League, og det er med en dansk målmand mellem stængerne.

Mads Hermansen vogter målet hos de tidligere Premier League-mestre, og det gjorde han så godt i sidste sæson, at han er blevet kædet sammen med Chelsea denne sommer.

Et skifte blev det dog som bekendt ikke til, og i stedet ser det ud til, at han skal være Leicesters sidste skanse.

Hermansen koster kun 3,5 millioner, og han er dermed et ganske billigt alternativ til målmandsposten.

Det forventes dog, at Leicester kommer til at kæmpe med i den tunge ende af tabellen, og det taler selvfølgelig imod at vælge Hermansen.

Han kan dog blive en god mulighed i perioder, hvor Leicester har et godt kampprogram, og hvis man heller vil bruge sine dyrebare penge længere fremme på banen.

Han kunne være et godt valg i oktober, hvor Leicester møder Bournemouth, Southampton, Nottingham Forest og Ipswich.

Foto: Anna Gowthorpe/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Joachim Andersen:
Den danske landsholdsspiller har udviklet sig til en ganske stabil Premier League-spiller.

Andersen er fast mand i Crystal Palace-forsvaret, og han misser meget sjældent en kamp.

I sidste sæson var han faktisk involveret i alle London-holdets Premier League-kampe, mens han også noterede sig for to mål og tre assists i løbet af sæsonen.

Crystal Palace fik samtidig vind i sejlene i slutningen af sidste sæson, hvor den nye manager Oliver Glasner virkelig fik gang i sit mandskab.

I de sidste seks kampe scorede de 20 mål, mens de også holdt buret rent i tre af kampene.

Andersen, som lige nu rygtes til Fulham, koster 3,5 millioner kroner.

Foto: Craig Brough/Reuters/Ritzau Scanpix

Jannik Vestergaard:
Joachim Andersens landsholdskollega Jannik Vestergaard er også tilbage i Premier League.

Den danske forsvarskæmpe rykkede også op med Leicester, hvor han var en vigtig del af forsvaret. 

Vestergaard var fast mand på Leicester-holdet i sidste sæson, og tiden må vise, om han også bliver det under Steve Cooper, som er ny manager i klubben. 

Danskeren er i hvert fald et billigt alternativ til dit hold. Han koster kun 2,5 millioner kroner, og han kan derfor være et godt valg, hvis pengene er ved at slippe op.

Hans højde gør ham også farlig på dødbolde, men ligesom med Hermansen gælder det nok, at man skal vælge ham i perioder, hvor Leicester ikke møder de bedste hold i Premier League.

Det samme kan i øvrigt siges om Victor Kristiansen, som ser ud til at skulle prøve lykken i Leicester efter et lejeophold i Bologna. Venstrebacken koster 3 millioner.

Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

Christian Nørgaard:
Den danske rundtur slutter hos Brentford.

Thomas Frank har en lille håndfuld danskere at vælge i mellem, men vi har valgt at fremhæve Christian Nørgaard.

Den danske midtbanespiller er anfører i klubben, og han kan købes for kun 2,5 millioner.

Han er dog ikke den mest målfarlige herre. Nørgaard, som har det med at løbe ind i skader, scorede kun to kasser i sidste sæson.

Derfor kunne man også kigge mod midtbanemakkeren Mathias Jensen, som har det med at have lidt flere mål i støvlerne.

I hans bedste Premier League-sæson scorede Jensen fem mål, mens han også lavede seks oplæg.

Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

PL - 1. runde

FT

MUN

1 - 0

FUL

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce