Marta er en sand legende i Brasilien og kvindefodbold.
Den 38-årige brasilianer har meddelt, at hun stopper karrieren på landsholdet i år, og dermed er OL-turneringen hendes sidste.
Og den kan nu allerede være slut for hende.
I onsdagens møde mod Spanien kom Marta i fokus lige inden pausen, da hun sparkede Olga Carmona i hovedet.
I en duel forsøgte Marta at komme først på bolden med et højt ben, men det gik på ingen måde efter planen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Sparket i hovedet på spanieren endte med, at Marta blev udvist, og derfor forlod hun banen i tårer.
Det røde kort betyder, at Marta kan have spillet sin sidste slutrundekamp for Brasilien, da det blev til et 0-2-nederlag.
Dermed skal Brasilien håbe på, at man kan slutte som bedste treer for at komme videre fra gruppespillet.
Men selv hvis det lykkes, kan det blive uden Marta, som kan risikere at få flere kampes karantæne grundet tacklingen.
Marta fik debut for Brasilien helt tilbage i 2002 og har været med lige siden.
Hun har blandt andet været med i seks VM-slutrunde, mens at sommerens OL også er hendes sjette.

Sommer OL
Brasilien
Spanien

































