Hvilken opvisning!
Hvilken forløsning!
Brøndby er i sandhed tilbage. Og det er i stor stil efter en suveræn opvisning mod Sønderjyske.
6-0 stod der og blinkede på lystavlen oven på en aften, hvor Brøndby på ingen måder lignede et krisemandskab, der ikke havde vundet 11 kampe i træk og blot scoret fire mål i de foregående 11 kampe.
Brøndby har nu indledt bronzejagten, som er det erklærede mål i Vestegnen. Når spillerunden er færdig, vil der minimum være fire point til bronzen og seks, hvis FC Nordsjælland vinder over Viborg.
For to af profilerne hos Brøndby – Ben Godfrey og Bartosz Slisz – var det samtidig den første sejr i niende forsøg.
Her er fem fokuspunkter fra opgøret:
Artiklen fortsætter efter billedet


Ambæks store aften
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Jacob Ambæk. Karrierens første hattrick i Superligaen blev scoret på en aften, hvor han både brugte hovedet og fødderne.
Den 18-årige bomber viste i sandhed vejen i en kamp, der med rette var sidste udkald, hvis Brøndby skal nå det sportslige mål om bronzemedaljer.
Når Jacob Ambæk bliver sat rigtigt op, finder han også vejen til målet.
Slet ikke klar til topfodbold
Spiller fra udeholdet i fokus
Pachanga Kristensen. Den unge stopper fik chancen i fraværet af skadede Magnus Jensen, og det blev lidt af et mareridt for den 19-årige.
For han var stærkt impliceret i to af de tre scoringer før pausen. Han virkede stærkt overmatchet i den direkte duel mod Jacob Ambæk, der tilmed scorede to mål.
En af scoringerne efter pausen så han heller ikke helt uskyldig ud.
Pachanga virker ikke helt klar til topfodbold endnu.
Har ikke svigtet i modgang
Fans i fokus
I august boykottede Brøndbys fans stemningen i en halvleg mod Vejle, fordi holdet havde tabt 0-3 til Vikingur. Fansene krævede, at spillerne kæmpede for trøjen.
I de foregående 11 kampe, hvor Brøndby ikke har vundet, har opbakningen været uovertruffen fra Brøndbys fans. De har i alle kampe stået bag spillerne. Til gengæld har de vist utilfredsheden med GFH-ejerskabet.

Brøndby har styr på Sønderjyske
Statistik i fokus
Brøndby var kun én kamp fra at tangere den negative rekord med 12 kampe uden sejr. Efter 140 dage uden en sejr, kom den mod Sønderjyske.
Brøndby mødte også et hold, der notorisk har det meget svært i Brøndby. For Sønderjyske har ikke vundet i Brøndby siden 2018.
Inden Jacob Ambæk scorede det første mål, havde Brøndby i de foregående 11 kampe kun været foran i samlet 24 minutter, men de dårlige tal blev der lavet om på fredag aften.
Coopers forløsning
Træner i fokus
Steve Cooper kunne omsider smile. For det blev lidt af en forløsning for waliseren, da Brøndby fik den første sejr i 12 kampe.
Steve Cooper fortjener ros for, at Brøndby på intet tidspunkt mod Sønderjyske lignede et hold i stor krise. De kom, de angreb og de blev ved. Da den første scoring kom, røg målene ind som perler på en snor.
Nu er jagten sat ind på bronzemedaljerne, som er sæsonmålet.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Sønderjyske
Brøndby IF
3F Superliga




































