Racistiske og homofobiske tilråb koster tre tilskuere dyrt efter søndagens opgør mellem AGF og Brøndby.
Førstnævnte oplyser således på sin hjemmeside, at man har tildelt de pågældende personer to års karantæne.
Tilråbene kom fra C-tribunen på Ceres Park Vejlby og var rettet mod en spiller fra Brøndby IF, lyder det på aarhusianernes hjemmeside.
Identificeringen af de tre personer er sket via vidner, der har henvendt sig til AGF efter søndagens kamp.
Desuden er Superliga-klubben også ved at efterforske en lignende sag fra selvsamme opgør.
Brøndby har således indberettet en episode, hvor en af deres spillere skulle have være blevet udsat for racistiske gestikuleringer fra A-tribunen under anden halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet

AGF har endnu ikke været i stand til at identificere personen eller personerne bag den påståede gerning, og det ærgrer klubbens direktør, Jacob Nielsen.
- Fodbolden skal samle os - ikke dele os, og vi opfatter ikke folk, der opfører sig sådan, som AGF-fans. Derfor slår vi også hårdt ned på det, når det sker.
- Det har - trods et grundigt arbejde - desværre ikke været muligt for os at identificere personerne, der stod bag den episode, som Brøndby IF har indberettet.
- Men vi hører stadig meget gerne fra vidner, der måtte have overværet det, så vi kan finde dem, det stod bag og tage de rette konsekvenser, siger Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.
I Brøndby-lejren sætter man stor pris på den hurtige eksekvering fra AGF's side, fortæller klubbens kommunikationsdirektør, Søren Hanghøj.
- Vi sætter stor pris på AGF’s hurtige reaktion og vi har haft en god dialog om den her sag. I dansk fodbold skal vi stå sammen om at få racisme og homofobi ud af stadion.
- Det kan desværre ske alle steder og det kræver samarbejde på tværs af klubskel og stadions, siger Søren Hanghøj til AGF's hjemmeside.
Søndagens opgør endte uden scoringer.

Stilstand i toppen - drama i bunden
Hattrick | Afsnit 69Der var masser af drama i Superligaen i weekenden - guldduellen endte uden vinder, mens nedrykningskampen for alvor er blevet blæst op igen.
Læs mere
AGF
Brøndby IF
3F Superliga






































