Viborg FF hentede i november 2019 Bernio Verhagen til klubben, men det skulle udvikle sig til en historie ud over det sædvanlige.
Som Bold efterfølgende afdækkede, var Verhagen kommet til Viborg på et løgnagtigt grundlag, og de fleste stillede spørgsmålstegn ved, om hollænderen overhovedet reelt var fodboldspiller.
Siden tilstod han anklagerne om bedrageri og dokumentfalsk mod Viborg FF.
Han skulle ikke afsone ekstra fængselsstraf dengang, da han i forvejen var idømt et år og tre måneders fængsel for vold mod sin ekskæreste, og det blev vurderet, at hvis forholdene var taget med i sagen om vold, havde det ikke givet en forhøjet straf.
Nu skal fup-fodboldspilleren i fængsel igen.
Ved retten i den hollandske by Breda er han blevet idømt ni års fængsel for to hjemmerøverier og et røveriforsøg. Det skriver Breda-lokalmediet Omroep Brabant.
Ifølge det hollandske medie har Verhagen længe siddet bag tremmer i Colombia, men blev for nylig udleveret til Holland, så retssagen om hjemmerøverierne kunne finde sted.
Her blev Verhagen så idømt ni års fængsel for sin medvirken til to hjemmerøverier i henholdsvis slutningen af 2020 og starten af 2021. Han blev ligeledes dømt skyldig i et røveriforsøg.
Sammen med et ikke oplyst antal medgerningsmænd truede Verhagen beboerne i de to huse med blandt andet en økse, en kniv og en pistol for at få adgang til kreditkort, ID-kort og kontanter.
Under det ene hjemmerøveri blev en beboer bundet og frihedsberøvet i otte timer.
Verhagens advokat forsøgte ifølge Omroep Brabant at skyde skylden på de medmistænkte. Ydermere hævdede Verhagen, at han var i udlandet på datoen for det ene røveri.
Da det blev bevist, at han havde været i Holland på det givne tidspunkt, ændrede han forklaring.
Anklagemyndigheden gik efter en straf på 11 års fængsel, men Bernio Verhagen fik 'kun' ni år. Det skyldtes blandt andet, at 30-årige Verhagen sad varetægtsfængslet under dårlige forhold i Colombia.
Derudover skal fupmageren betale hvert offer 2000 euro i erstatning. Det svarer til lige under 15.000 danske kroner.
Bernio Verhagen formåede ud over Viborg at fuppe sig til aftaler med klubber i Moldova, Sydafrika og Chile.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
3F Superliga
































