Begge hold havde sikret sig overlevelse, og der var reelt ikke ret meget at spille for i Nørreskoven – udover æren.
Det var også til at se på den første halvleg, hvor der godt nok ikke var ret meget at rapportere om. Det skulle vel være Olti Hyseni, der igen og igen forsøgte, selvom det ikke var alle aktioner, der lykkedes.
Efter pausen blev kampen en smule mere åben, og det gjorde også, at der kom gang i scoringen. Flottest var Mohamed Cherifs langskudsmål, der kronede en udmærket indsats for den unge Sønderjyske-midtbane. Dette til trods for, at det ellers ikke er meget, Cherif har fået af spilletid i foråret.
Det var dog primært de mange Vejle-spillere, der blev skiftet fra banen, der var i fokus. For inden kampstart blev det annonceret, at hele 11 spillere ville forlade klubben, heriblandt anfører Thomas Gundelund.
Derfor fik både Gundelund, Onugkha og alle de andre spillere store, lange klapsalver, da de drypvis blev udskiftet i løbet af anden halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet



Olti Hyseni
Det er hverken første eller sidste gang, der bliver skrevet om Olti Hyseni. For han er saftsuseme en dygtig fodboldspiller, og så er han blot 17 år. Det er ikke alt, der lykkes for Hyseni, men det er en utrolig teknisk spiller, som bare aldrig stopper med at forsøge. Det må give hovedpine for samtlige modspillere.


Thomas Gundelund
Kort før kampstart blev det annonceret, at Gundelund og ti andre spillere i Vejle-truppen ville forlade klubben ved kontraktudløb til sommer. Dermed blev Sønderjyske-kampen den sidste for Gundelund i Nørreskoven. Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer, for Gundelund er både en leder og en dygtig fodboldspiller.


Steffen Kielstrup Træner
Det er intet mindre end mirakuløst, hvad Kielstrup og Mølby har præsteret i Vejle. Om Kielstrup bliver i Vejle eller ej, må tiden vise. Sikkert er det dog, at Kielstrup og Mølby har skrevet sig ind i Vejles historiebøger. Derfor var det også en skam, at man sluttede af med et kedeligt nederlag.


Mohamed Cherif
Det er ikke ret mange minutter, Cherif får i Sønderjyske – han er også blot 19 år gammel. Men når man endelig får chancen, så er det en god idé at gøre, som Cherif; at hamre kuglen op i krogen langt udefra. Han er stadig ung og rå, men der gemmer sig en dygtig spiller i Cherif, det kan der ikke være tvivl om.


Tobias Sommer
Sommer er næppe den mest iøjnefaldende spiller på banen, men han er konstant undervejs, han tilbyder sig og løber mange meter. Det er altid en ærlig indsats, og det er næppe nogen overraskelse, at Sønderjyske tabte fem ud af seks mulige, da Sommer var henvist til bænken i starten af året. Tobias Sommer er bundsolid.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Sønderjyske
Vejle Boldklub
3F Superliga


































