





Søndag eftermiddag dannede Lyngby Stadion rammen om 3F Superliga-opgøret mellem Lyngby Boldklub og FC Midtjylland.
Her skulle hjemmeholdet forsøge at hente sæsonens første sejr, mens gæsterne jagtede tredje sejr på stribe.
Rødt kort
Det startede dog på ingen måde godt for sidstnævnte. Allerede efter fem minutter blev man således reduceret til ti mand, da Stefan Gartenmann nedlagde Tochi Chukwuani. Dommeren vurderede i den forbindelse efter et VAR-tjek, at Lyngby var blevet frarøvet en oplagt scoringsmulighed, og den 26-årige forsvarsspiller måtte dermed tidligt i bad.
Det blev dog endnu værre for det gæstende mandskab.
Efter et kvarter kom Paulinho alt for sent i en tackling på islandske Sævar Magnusson, der faldt til jorden og blev tildelt et straffespark.
Det skulle Frederik Gytkjær tage sig af, og det gjorde han med stor overbevisning, da han lagde den ind højt i målet.
Flot Lyngby-spil
Herefter fortsatte hjemmeholdet med at kreere den ene chance efter den anden, og efter 28 minutter blev føringen da også fordoblet, da Magnusson fandt Kolbeinn Finnsson i feltet, hvorfra han køligt sparkede den forbi Jonas Lössl i FCM-buret.
Lyngby kunne dermed gå til pause med en komfortabel 2-0-føring.
Det fik Thomas Thomasberg til at reagere på FCM-bænken. Paulinho blev således pillet ud og erstattet med Nikolas Dyhr fra anden halvlegs start.
Han kunne dog hverken gøre fra eller til, da Gytkjær slap alene igennem efter 57 minutter og sendte en hård afslutning afsted, som ramte Oliver Sørensen og gik i kassen. Den unge FCM-forsvarer blev dermed noteret for et selvmål.
FCM på tavlen
Gæsterne skulle dermed håbe på et mindre mirakel, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få point med fra det sjællandske.
Man formåede dog ikke at spille sig frem til det store, og i stedet var det et effektivt Lyngby-mandskab, der bragte sig yderligere i front ti minutter før tid. Indskiftede Willy Kumado tog således en flot tur mod baglinjen og serverede kuglen på et sølvfad for fødderne af Tochi Chukwuani, som sparkede den sikkert i kassen.
Kort før tid lykkedes det dog et hårdtkæmpende FC Midtjylland-mandskab at reducere, da indskiftede Gue-Sung Cho modtog en lang bold i dybden og lagde den forbi en fremadstormende Mads Kikkenborg.
Det endte dermed 4-1 til Lyngby.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
Lyngby Boldklub
3F Superliga

































