2025-01-14 15:01:30

Nicolai Jørgensen stopper karrieren og starter nyt projekt

Nicolai Jørgensen stopper endegyldigt som professionel fodboldspiller. I et stort interview med Bold sætter han ord på karrieren og sit næste projekt - Liga Mentor.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Bundesliga - 17. runde

FT

LEV

1 - 0

MAI

Det er efterhånden to og et halvt år siden, at Nicolai Jørgensen forlod FC København.

Den danske angriber har ikke haft en klub siden, og det kommer han heller ikke til at få.

Jørgensen har taget beslutningen om at endegyldigt stoppe efter længere tids overvejelser, men han har godt selv kendt udfaldet det seneste stykke tid.

Det fortæller han i et interview med Bold.

- Det starter med, at jeg ikke får forlænget med FCK. Den eneste mulighed, jeg havde, var at tage til udlandet igen.

- Der var ikke rigtigt noget herhjemme, og i stedet besluttede vi os for at se tiden an.

- Det ender i stedet med at være et langt stræk imod at stoppe karrieren. Så det har selvfølgelig været meget specielt.

- Fordi på den ene side følte jeg stadig, jeg kunne spille fodbold, men på den anden side følte jeg også, jeg var nået til et punkt, hvor jeg gerne ville prioritere familien og være hjemme efter mange år i fodbold.

Hvornår tog du beslutningen om, at nu var det nok slut?

- Jeg tror faktisk, det er noget tid siden. Jeg tror, det er halvandet års tid siden nu, hvor jeg ikke kunne blive ved med at gå og ikke holde mig i gang.

- Jeg holdt mig altid fit ved at træne, men når man ikke spiller fodbold, så bliver folk bare lynhurtigt langt bedre end en. Sådan er det jo.

- Så da der ikke kom noget attraktivt efter et år, hvor jeg havde gået rundt og ventet, så var jeg nok godt klar over, hvor det bar henad. Men jeg havde ikke rigtigt brug for at melde noget ud, fordi det stadig var lidt usikkert, hvad jeg gerne ville lave.

- Jeg følte, der skulle være en mening med at stoppe. Jeg skulle træde ind i en ny og civil tilstand, hvor man havde et projekt, man gik op i.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Nicolai Jørgensen stopper karrieren og starter nyt projekt
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Og derfor føler jeg også, at timingen er god nu og sige. Nu er det slut.

Nyt projekt
Jørgensen har brugt det sidste halvandet år på at arbejde på et nyt projekt.

Han er nemlig ikke færdig i fodboldverdenen. Nu vil han i stedet forsøge at hjælpe unge, der ligesom ham elsker at spille fodbold.

Derfor har han startet projektet Liga Mentor.

- Efter karrieren synes jeg, det var lidt specielt, at der ikke var en platform, hvor unge mennesker kunne gå ind og få noget hjælp, som var delt af nogle fra det professionelle miljø.

- Vi begyndte at prøve at håndplukke eksperter inden for de felter, hvor jeg følte, jeg både havde mine styrker og svagheder.

- Meningen er, at de unge mennesker ikke skal ud at søge efter fire-fem forskellige individer for at få hjælp.

- I stedet kan man gå ind på vores platform, hvor man får en mulighed for at dygtiggøre sig inden for de felter, hvor man føler, man mangler lidt, siger han om projektet.

Jørgensen siger også, at han ikke for alvor har overvejet andre roller inden for fodbolden. I stedet har han brugt meget af sin tid på at få skudt sit nye projekt i gang.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Og bruge tid med sin familie på en måde, han ikke kunne, da han stadig var professionel fodboldspiller.

- Jeg skal være fuldstændig ærlig og indrømme, at når man sidder og ser kampe, så har jeg savnet det.

- Jeg har savnet at spille kampe, men alt det andet har også været så givende. 

- Nu har vi lige fået barn nummer to, og det at kunne deltage i alt har været så fedt.

Store oplevelser
En stor karriere er dermed forbi.

Jørgensen nåede forbi flere store klubber. Den første var Leverkusen, som købte ham som helt ung.

Og da Bold spørger ham ind til det første, han tænker på, når han ser tilbage på karrieren, så er det også det skridt, han fremhæver.

- Det allerførste, jeg tænker på, er det halve år, hvor jeg slår i gennem i AB og på U19-landsholdet.

- Det var virkelig der, det hele ændrede sig. Det lå ikke i kortene, at det var mig, der skulle blive til noget for at være helt ærlig.

- Jeg har så en helt vild halvsæson, hvor tingene bare flasker sig, og så ryger jeg direkte til Leverkusen, som jo var et rimeligt stort skridt.

- Jeg gik fra ydmyge forhold til en kæmpe klub. Det var godt nok vildt.

- Når jeg tænker tilbage, så tænker jeg også, at det var lidt vildt, jeg bare tog det lidt, som det kom.

- Det er jo en gigantisk ting.

Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter nogle år i det tyske ryger Jørgensen tilbage til Danmark, hvor FC København står klar med åbne arme.

- Mit første år i FCK gå jo helt forrygende med Ariël Jacobs og Brian Riemer.

- Herefter har jeg et år fyldt med skader, hvor Ståle kommer ind og ændrer min mentalitet ret drastisk. I forhold til hvor meget det egentlig kræver at være på toppen af sit game.

Jørgensen kommer herefter tilbage på toppen, og med et flot sidste halvår får han endnu et udlandsskifte. Denne gang til Holland.

- Jeg ryger så til Feyenoord. Og det første år dernede. Man kunne nærmest ikke have skrevet det bedre. Det var virkelig en ekstase og en fantastisk oplevelse.

- Mit andet år går også godt. Jeg scorer ikke lige så mange mål i ligaen, men jeg scorer to gange i Champions League, jeg scorer på landsholdet og i pokalfinalen, hvis jeg ikke husker helt forkert.

- Det er ved at være nogle år siden, siger han grinende.

Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

VM og det famøse straffespark
De gode klubpræstationer gjorde samtidig, at Nicolai Jørgensen fik lov til at vise sig frem på den helt store scene – for landsholdet.

Jørgensen når 39 kampe for Danmark. I de kampe får han scoret ni mål.

Blandt tiden på landsholdet gemmer der sig mange gode minder, og så er der også lige et enkelt øjeblik til VM i 2018, som han gerne ville være foruden.

- Så kommer VM, hvor jeg desværre brænder på straffe. Det slår mig lidt ud i noget tid.

Hvad mener du med, det slår dig ud?

- Jeg tror bare ikke, jeg var 100 procent ovenpå, da jeg kommer tilbage efter VM. Jeg var ked af, jeg havde brændt.

- Det var mine egne forventninger, der i sidste ende gjorde, at jeg fik et gok i nødden. Jeg synes, jeg var på vej i den rigtige retning, og så skete det.

- Og så var jeg måske ikke god nok til at få hjælp på professionelt niveau. Familie og venner er der altid, men det andet manglede jeg måske.

- Nu har jeg set flere slutrunder siden, og der er rigtig mange, der brænder. Men livet går videre, og det skulle jeg have været mere klar til.

- Men det er også det eneste, jeg har i min karriere, hvor jeg tænker, jeg gerne ville gøre det om. Ellers har jeg virkelig nydt at være en del af hele det her univers.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I kølvandet på det brændte straffespark mod Kroatien modtog angriberen dødstrusler. Men det var ikke noget, der påvirkede ham det helt store.

- Der skete alt muligt. Trusler og sådan noget, men det er ikke noget, jeg lagde mærke til. Det var mere indefra, at jeg fik et ordentligt hak i selvtilliden.

- Når man sidder nu og ser tilbage, så kan man også tænke, hvordan kan jeg score over 100 mål, men det er en ting som det, der ligesom betød noget.

Stolt af sig selv
Nicolai Jørgensen karriere tog ham i de sidste år forbi tyrkisk fodbold og FCK, som han altså stoppede hos i 2022.

Og nu er det slut.

121 mål på professionelt plan blev det til, mens han også vandt liga- og pokaltitler i både Holland og Danmark.

I Holland, hvor han også blev Æresdivisions-topscorer, vandt han mesterskabet og pokalturneringen en enkelt gang hver. Det blev også til en Super Cup-triumf.

I Danmark vandt han tre danske mesterskaber og to pokaltitler.

Altså en ganske pæn høst, og derfor er hovedpersonen også ganske godt tilfreds, når han gør status.

- Overordnet set er jeg superstolt over den karriere, jeg har haft.

- Det havde jeg slet ikke turde håbe på, da jeg var 17-18 år, at jeg ville nå så meget, som jeg endte med at gøre, siger han afslutningsvis.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Bundesliga - 17. runde

FT

LEV

1 - 0

MAI

Annonce

12 kommentarer

Se kommentarer
Annonce