

Det begynder at se sort ud for Superligaens bundprop.
Efter sidste rundes nederlag til FC Fredericia jagtede Vejle Boldklub fredag aften oprejsning mod Randers FC.
Men på et iskoldt Cepheus Park var det hjemmeholdet, der var skarpest foran mål.
Allerede efter et lille kvarter fik hjemmepublikummet noget at varme sig på.
En omstilling endte for fødderne af Elies Mahmoud, der i første omgang kunne se sin afslutning blive reddet, inden franskmanden hurtigt var over returen og trillede bolden i kassen.
Blot 13 minutter senere var den gal igen i Vejle-forsvaret, da Andrew Hjulsager begik straffespark og efterfølgende kunne se Warren Caddy fordoble føringen fra pletten.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kort før pausen blev det endnu værre for Claus Nørgaards Vejle-mandskab, da Wahid Faghir pådrog sig en skade, der betød, at han fra anden halvlegs start blev erstattet.
I de sidste 45 minutter forsøgte gæsterne at svare igen, og efter små 70 minutter var de for alvor tæt på en reducering.
Indskiftede Lasse Flø formåede at sende sin afslutning forbi Paul Izzo i Randers-målet, men bag keeperen stod John Björkengren, som akkurat forhindrede en Vejle-scoring.
Herfra blev gæsterne ved med at presse på, men ind ville bolden ikke.
I stedet kunne Rasmus Bertelsens tropper glæde sig over en 2-0-sejr og tre tiltrængte point på kontoen, der betyder, at kronjyderne lægger afstand til de nederste i rækken.
Alt imens befinder Vejle Boldklub sig fortsat i bunden af Superligaen med blot 13 point efter de første 20 spillerunder.

Slagsmål og splittelse i Real Madrid
Hattrick | Afsnit 78Real Madrid sejler rundt få dage før El Clásico med interne konflikter, disciplinærsager og spillere, der angiveligt har bedt om fri fra træning.
Læs mere
Vejle Boldklub
Randers FC
3F Superliga




































