Der er ikke meget, der er større for Yousef Salech end at trække Brøndby-trøjen over hovedet.
Lige nu er den unge angriber udlejet fra Brøndby til HB Køge, men drømmen om at slå igennem på Vestegnen er der stadig.
- Jeg ved godt, at der er noget tid til, at jeg skal tilbage til Brøndby. Det handler om, at jeg skal score så mange mål, som jeg kan, og udvikle mig så meget, som jeg kan for at give mig de bedste chancer for at slå igennem i Brøndby.
- Det er min allerstørste drøm. Det er at komme tilbage til Brøndby og kunne byde mig ind i startopstillingen – eller så tæt på som overhovedet muligt.
- At slå igennem i Brøndby er min største drøm, og det her er også et stort skridt på vejen. Det handler om arbejde fuldt ud, så jeg kan få de bedste forudsætninger for at opnå min drøm – forhåbentlig næste år, fortæller Yousef Salech til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Yousef Salech har nået at repræsentere Brøndby otte gange i karrieren, og der er ikke ret meget, der slår den følelse.
- Hver gang jeg skulle trække en Brøndby-trøje over hovedet, så var det den mest vanvittige følelse – ligemeget om vi var bagud eller foran. Det var virkelig surrealistisk at spille på Brøndby Stadion foran alle fansene. Det er det vildeste, siger den 20-årige angriber.
Salech har også vist sit høje niveau i HB Køge, hvor det er blevet til fire kasser på de første tre kampe i NordicBet Ligaen.