



Fredag aften dannede et vindblæst Aalborg Portland Park rammen om 3F Superliga-opgøret mellem AaB og AGF.
Her skulle sidstnævnte forsøge at fortsætte storformen. Den mission fik en ganske glimrende start.
Efter et flot angreb endte bolden for fødderne af Mads Emil Madsen, der sparkede den fladt ind bag en chanceløs Vincent Müller i AaB-buret.
Drømmekasse
Herefter skulle der blot gå fire minutter, før netmaskerne blafrede på ny. Og det var på flotteste vis.
Et frispark ude på siden af banen blev således sendt direkte i mål af en storspillende Gift Links, som dog også fik en smule hjælp af vinden. 2-0 til AGF, der bare fortsatte med at mose hjemmeholdet.
Artiklen fortsætter efter billedet

AaB var nærmest statister på eget græs, og efter 38 minutters spil blev man endnu engang straffet af det sprudlende AGF-mandskab.
Et hjørnespark blev snittet videre til en helt fri Patrick Mortensen, der fra en position på bagerste stolpe fik stanget kuglen i kassen til en pauseføring på 3-0.
Derfor skulle der andre nordjyske boller på suppen i anden halvleg, hvor cheftræner Menno van Dam tog konsekvensen af de første 45 minutter og skiftede ud på hele fire positioner.
Mylian Jimenez, Kasper Davidsen, Lars Kramer og John Iredale blev således flået ud til fordel for Oliver Ross, Noel Arnorsson, Kelvin John og Nicklas Helenius.
Det blev startskuddet til en fornuftig periode for hjemmeholdet, der lykkedes med at spille sig mere og mere ind i opgøret.
Gigantisk afbrænder
Efter 66 minutters spil fik man da også en gylden mulighed for at bringe en smule spænding tilbage i fredagsbraget.
Indskiftede Kelvin John formåede at holde liv i en høj bold, hvorefter han sendte den ind foran mål. Her lod Jesper Hansen bolden passere ved stolpen, hvilket resulterede i en kæmpe chance til Nicklas Helenius.
Den 33-årige angriber sparkede dog forbi bolden og formåede dermed ikke at udnytte muligheden.
I stedet fik AGF chancen for at lukke og slukke ti minutter før tid, da dommeren pegede på pletten efter en duel mellem Andres Jasson og Frederik Brandhof.
Sparket skulle Patrick Mortensen tage sig af, og det gjorde den rutinerede angriber med stor selvsikkerhed, da han sparkede den fladt ind helt ude ved stolpen og bankede det sidste søm i AaB-kisten.
Fredagens opgør endte 4-0 til AGF, som nu indtager førstepladsen i 3F Superligaen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
AaB
3F Superliga



























