Steinlein samlede ind til travhest på fly

December byder traditionen tro på julekalender her på Bold, og igen i år taler vi med en lang række fodboldpersonligheder om deres oplevelser på og uden for banen.

Temaet i år er bedst og værst. Det kan være bedste og værste kamp, bedste og værste kontrakttilbud, bedste og værste modstander og meget andet.

Bag fjerde låge finder vi Poul Hansen.

Gennem mere end 30 år har Poul Hansen været en markant skikkelse i dansk divisions- og superligafodbold.

I Sønderjylland fik han oparbejdet sig et navn, som siden gav flere trænerjobs i Superligaen. Derudover har han også været sportschef i klubber som Farum og OB.

Poul Hansen har også i mange år gjort sig som tv-ekspert, og derfor er oplevelserne mange i fodboldens verden for den rutinerede sønderjyde.

I årets julekalender på Bold sætter vi fokus på det bedste og værste ved fodbolden, og bag tredje låge finder du Poul Hansen, som her sætter ord på sin bedste og værste kamp som træner, en fyring på et motorvejstoilet, irriterende nordmænd og en Claus Steinlein i hopla på et fly i 1990’erne.

Kollapsede efter Lyngby-konkursen
I alt nåede 70-årige Poul Hansen at stå i spidsen for intet mindre end 196 superligakampe.

Alligevel står to mere ud end andre, hvilket sønderjyden her fortæller om.

Hvilken kamp som træner har været bedst?

- Det var, da jeg var i AGF, og vi mødte Brøndby på hjemmebane. Der var fyldt stadion, Michael Laudrup var træner, og vi vandt 2-1. Det har været den bedste, fordi det i Aarhus i sig selv betød så meget at slå Brøndby. Stadion gyngede, og det var sådan en helt vanvittig kulisse.

Snakkede du med Michael Laudrup om noget bagefter?

- Nej, det var bare lige tak for kampen og færdig. Sådan var det altid i hans fire år i Superligaen. Altid ’tak for kampen’ og så lynhurtigt i omklædningsrummet, fortæller Poul Hansen.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Med knap 200 kampe i som træner i den bedste danske række er der ikke lutter gode minder for Poul Hansen, som i slutningen af 2001 var en del af den mørkeste tid en klub i Superligaen formentlig nogensinde har oplevet.

Hvilken kamp som træner har været værst?

- Den værste kamp er helt klart den, hvor vi måtte lukke Lyngby. Konkursen, hvor vi vidste, at vi ville lukke lige efter kampen, hvor vi egentlig spillede 2-2 mod Brøndby. Så kan man sige, at selve kampen og atmosfæren var sindssyg, men det var oplevelsen bagefter med at have spillet uafgjort i en stor kamp og så vide, at i morgen er der ikke nogen klub mere, siger Poul Hansen.

I omklædningsrummet på Lyngby Stadion efter kampen var der ren gravkammerstemning, fortæller han.

- Der begyndte spillerne jo at græde. Vi havde fint kunne holde humøret oppe inden med en masse sjov og ballade. Da euforien så havde lagt sig over resultatet, begyndte folk at bryde sammen. Der var den her stemning af, at ’måske ses vi ikke mere – i hvert fald først om lang tid’, lyder det fra den tidligere superligatræner.

Poul Hansen som træner i Lyngby. Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix.

Har du talt med nogen af folkene fra klubben siden om den tid?

- Der blev jo lavet et kæmpe indslag om det på tv omkring det, og her kom også en masse gode ting frem fra den tid. Vi havde det jo sjovt. Men følelsen af fuldstændig at være fortabt, og at folk var helt sønderknuste, det var stadig det værste, siger han.

Fyret på motorvejstoilet
Inden Poul Hansen var træner i Superligaen, var han med til at føre Haderslev FK frem i de danske divisioner.

Fem klubber i de danske toprækker har Poul Hansen stået i spidsen for, og dermed har han også fem gange måtte sig farvel til en klub.

Her har tidligere været en absurd historie ude om en fyring af netop Poul Hansen, som han også hiver frem igen. Dog fortæller han først om den bedste afsked, han nogensinde har oplevet i en klub.

Hvilken afsked i en klub har været bedst?

- Da jeg var træner i Haderslev, inden det blev til Sønderjyske. Vi skulle spille i Nørresundby, hvor vi skulle vinde for at rykke op, og bagefter havde vi en sjov bustur hjem og en kæmpe fest. Dagen efter blev det breaket, at jeg skulle starte i Ikast. Selvfølgelig var det trist at skulle stoppe, men det med at slutte med at skabe en oprykning til det højeste niveau, de nogensinde havde været på, eller klubber i Sønderjylland nogensinde havde været på, det var da en kæmpe, kæmpe oplevelse, siger han.

Kulørte historier har det dog med at udspringe af konflikter, og det gør sig også gældende for den værste afsked for Poul Hansen i en klub, som han heldigvis selv kan grine af.

Hvilken afsked i en klub har været værst?

- Det var alt det der ballade, der var i AGF, hvor jeg i min sidste kamp vidste, at jeg skulle fyres. Alligevel skulle jeg møde op næste dag til træning, fordi jeg nok ikke skulle fyres, selv om jeg godt vidste, at det skulle jeg altså. Fredensvang var fyldt med journalister, og de spurgte mig: ’Hvorfor fanden er du her i dag?’. Jeg lod også assistenttræneren træne og sad bare og ventede på generalforsamlingen. Spillerne vidste det godt, og jeg havde sagt til dem, at hvis det ikke sluttede nu, ville jeg selv sige op, for det måtte stoppe.

Hvem tog beslutningen?

- Det gjorde Kurt Andersen (daværende AGF-ejer, red) og Frank Heskjær (daværende AGF-direktør, red.). Og det var jo det her toiletbesøg på en motorvej, hvor de lige havde stået og sagt, at jeg ikke skulle fyres, og så kom de til at tale over sig på et motorvejstoilet. Der sad så en AGF-fan i en af båsene, og på den måde røg det jo ud i alle medier inden, siger Poul Hansen.

Poul Hansen sammen med daværende AGF-direktør Frank Heskjær. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix.

Irriterende nordmænd fik afvist lift ved EM
Både sideløbende med trænerkarrieren og efterfølgende har Poul Hansen også gjort sig for forskellige tv-kanaler, hvor han senest indtil i sommer var ved Viaplay.

Men allerede i starten af 2000’erne var han med til nogle store slutrunder, men den bedste oplevelse som medkommentator stammer ikke fra hverken et EM eller VM.

Hvilken oplevelse har været bedst som ekspert?

- Det var en VM-kval kamp i Buenos Aires mellem Argentina og Brasilien, som jeg lavede sammen med Niels Christian Frederiksen. Begge hold havde behov for en sejr, og Argentina smadrede igennem. Den enorme eufori, der var der, synes jeg, var større, end da jeg kommenterede VM-finalen i Japan mellem Tyskland og Brasilien. Hele scenariet omkring det, og så det at være i Buenos Aires og fornemme, hvor meget had der var, og hvor meget det betød. Fra første til sidste minut var det gåsehudsagtigt.

Hvad var så den værste?

- Jeg havde en forfærdelig oplevelse med at sidde ved siden af de norske kommentatorer, da de storroste den værste landskamp, jeg nogensinde har set. Norge var med til EM i Holland og Belgien, og her var der en kamp, hvor målmanden sparkede den 80 meter op, inden den blev flækket videre og sparket ind. Det vandt de på, og der sad Drillo (Egil Olsen, red.) så og sagde, at ’det var fandme så fantastisk og norsk’, og jeg tænkte, at det måtte være løgn. Og vi sad jo og haglede dem ned en meter fra dem. Vi boede på samme hotel som dem, og så spurgte de til næste kamp, om de måtte køre med os. Der sagde jeg: ’Det kan I fandme ikke. I skal ikke køre med os. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud; det er nok at skulle sidde ved siden af jer’. Så sagde den norske kommentator så til mig: ’Prøv lige at kom herhen. Norsk fodbold er tit bedst på tekst-tv’. Så det løsnede lidt det hele, siger Poul Hansen med et grin.

John Faxe og julefrokost på træneruddannelsen
I en lang årrække har Poul Hansen været ansat i DBU, hvor han har undervist på træneruddannelsen.

Her har han haft flere store navne gennem, som har ønsket at uddanne sig. Også her står nogle personer mere klart i erindringen end andre.

Hvilken træner har været bedst?

- Den sjoveste har i hvert fald været John Faxe Jensen. Der var bare højt humør en hel uge igennem, og ham og ’Store Larsen’ boede på værelse sammen. Det var fuldstændig vanvittigt jo, og det var fest, fest, fest og sjov og ballade. Det var hele tiden og i alt, hvad vi lavede, og så var det en julefrokostweekend oveni oppe i Vejle, så der blev heller ikke sovet så meget, siger han.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Poul Hansen husker ikke nogen decideret dårlige på træneruddannelsen, men han fremhæver alligevel en fra en særlig episode.

- Vi kan tage Bjarne Jensen fra Brøndby, og jeg tror, det var på samme kursus. ’Barney’ kaldte vi ham. Der spillede vi øst mod vest, og det var fandme vigtigere end kurset. Da han var træner, og han egentlig skulle stå ud og var småskadet, så spiste han bare nogle piller og gik selv ind. Der blev en anden taget ind, og så måtte han selv ind og ordne det, fortæller sønderjyden med et grin.

Steinlein samlede penge ind på fly
Kigger man på, hvilke spillere, som Poul Hansen har trænet, findes der en række kendte navne.

En af dem, som i dansk fodbold måske er mere kendt for sin karriere, efter støvlerne blev lagt på hylden, er Claus Steinlein.

Claus Steinlein spillede for AaB, Ikast FS, og AGF i Superligaen, hvor det blev til 92 kampe i alt som aktiv. Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix.

FC Midtjylland-bossen var nemlig en af de spillere, som Poul Hansen trænede, da han i 1997/98 stod i spidsen for Ikast FS i Superligaen.

Hvad var det bedste ved at træne Claus Steinlein?

 - Ham vil jeg gerne nævne! Jeg har aldrig oplevet en spiller med så højt humør. Det var til alle træninger, og altså han var altid i fantastisk humør, og der var intet, der kunne slå ham ud. Også til kampe og i fly og så videre. Han gik engang rundt til andre passagerer og sagde, at han havde en travhest, der hed Karlo. Den var blevet syg og skulle have sprøjter og sådan noget. Så gik han så rundt i flyet fra Billund, da vi skulle til en semifinale i pokalen mod Brøndby, og samlede penge ind, for Karlo skulle jo have sprøjter, og de var fandme dyre. Det var hele tiden med ham – han var fantastisk på den måde, siger sønderjyden, inden han selv vender over i det værste ved at være træner for Claus Steinlein.

- Det var ikke den værste spiller, jeg har trænet, men han er nok den langsomste, der nogensinde har været i en pokalfinale.

Hvor langsom var han?

- Altså han kunne ikke løbe en pølsevogn ind, når han var sulten. Det kunne han ikke, afslutter Poul Hansen.