Det danske transfervindue var lukket for længst, men pludselig skulle Mads Agger pakke taskerne.
Thomas Thomasberg og Pogon Szczecin kaldte, og det var i den grad interessant for Sønderjyske-profilen.
Tasken blev derfor pakket, og så blev kursen sat mod det polske.
Agger har taget en snak med Bold om det hele.
- Det var nogle vilde dage. Det hele gik okay stærkt.
- Interessen havde været der lidt tid, men jeg hørte først om det mod slutningen af det polske vindue.
- Og så gik det stærkt med at komme herned, få klaret alt og få underskrevet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Agger har altid haft en drøm om at spille fodbold i udlandet, og den drøm kan han nu udleve.
Men vigtigst af alt føler han, han har fundet et godt match.
- Da jeg hørte om interessen, undersøgte jeg klubben, og det virker som en fed klub, der tror på tingene, og så har de en dansk træner, der også var med til at præge mit valg.
- Jeg tænkte, det ville gøre udlandsskridtet lidt lettere for mig. Det er også en fin by, som jo ikke er længere væk, end man i princippet kan køre hjem.
- Så der var mange overvejelser, men alt i alt var det et skridt, som, jeg synes, var fedt og spændende, og derfor sagde jeg ja.
Før han sagde ja, havde han samtaler med flere fra Pogon. Det inkluderede naturligvis Thomasberg.
- Jeg hørte rigtig godt om stedet og klubben. Da Thomasberg kom herned, begyndte jeg allerede at kende klubben lidt.
- Men han fortalte lidt om det hele, og det stemmer godt overens med det, jeg har oplevet med hernede.
- Det er topfaciliteter og et topstadion. Menneskerne hernede er sindssygt fede, og jeg har fået en fantastisk velkomst, fortæller han.
Fokus var på Sønderjyske
Aggers skifte gik igennem i slutningen af februar.
På det her tidspunkt havde offensivspilleren allerede spillet tre kampe i foråret for Sønderjyske, og det kom da også en smule bag på ham, at han pludselig stod over for et klubskifte.
- Jeg har hele tiden vist, at muligheden var der, men sæsonen var jo startet, og vi havde spillet tre kampe, og derfor var mit fokus også der.
- Så jeg havde nok troet, at jeg skulle spille sæsonen færdig i Sønderjyske, inden der måske skulle ske noget, men sådan blev det ikke.
Tilbage i oktober forlængede Agger faktisk med Sønderjyske, men parterne var indstillet på, at de på et tidspunkt skulle skilles ad.
- Jeg havde en god dialog med Sønderjyske. På et tidspunkt skulle jeg noget mere, og det var egentlig det, vi snakkede om dengang.
- Jeg var glad for at forlænge min aftale, men det var i overvejelserne, at jeg skulle videre, når det rigtige for både mig og klubben kom.
- Det gjorde det så nu, hvor vi havde sikret top-6, og så kom der et tilbud, jeg synes, der var interessant.
Dermed har Agger også sagt farvel til Sønderjyske, der har imponeret alt og alle i denne sæson.
- Det sværeste for mig var at sige farvel til menneskerne i Sønderjyske. Det var uden tvivl det sværeste.
- Vi gjorde det godt som hold, men jeg havde det bare sindssygt godt.
- Jeg håber, jeg kan komme tilbage og sige ordentligt farvel, og mon ikke der nok skal komme tid til det en dag, siger han afslutningsvist.
26-årige Agger, som allerede har fået debut for Pogon, nåede 82 kampe, 21 mål og 14 oplæg i Sønderjyske-trøjen.

Planen er lagt: Bischoff fortsætter i rugeklub
Hattrick | Afsnit 62Der er stadig flere spørgsmål end svar i sagen om Clement Bischoff i Salzburg, hvor den danske kantspiller fortsat er helt ude i kulden.
Læs mere

Sønderjyske
Pogon Szczecin
3F Superliga






























