




Tonni Adamsen havde sig noget af en dag på kontoret, da Silkeborg i dag slog OB med 3-1 på et tætpakket JYSK Park.
Inden kampen blev Tonni Adamsen hyldet foran fansene, da han i sidste uges kamp mod FCK kunne fejre 150-kamps jubilæum.
- Det er fantastisk, at der bliver lavet et event på stadion med mange på lægterne, og især når vi kvitterer med en sejr. Det er bare en fantastisk dag i Silkeborg by.
Fejringen blev dog hurtigt punkteret, da Adamsen brændte et straffespark i det 20. spilleminut, hvor han kunne have bragt Silkeborg IF foran. I stedet løb OB ned i den anden ende og scorede til 1-0 nogle minutter senere.
- Det var lidt en dobbelt mavepuster. Men jeg kunne vælge at tude over det eller komme videre.
Tonni Adamsen valgte øjensynligt den sidste løsning, da han med to assists og et mål i slutningen af kampen blev Silkeborgs helt store helt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er virkelig fedt efter mavepusteren mod FCK. I dag viste hele holdet, at vi er kommet videre.
Alle point tæller
Sejren var den første på JYSK Park siden oktober, hvorfor Adamsen og de resterende Silkeborg-spillere igen kunne få lov til at juble sammen med hjemmebane-fansene.
Men som Tonni Adamsen selv siger, så må sejren ikke blive en sovepude:
-Det er noget, vi skal bruge og være stolte af. Men vi skal huske at holde fokus.
Silkeborg IF kigger ind i et hårdt program i de resterende seks kampe, hvor de blandt andet har to kampe mod FC Fredericia, som også kæmper med i nedrykningskampen.
-Det bliver overhovedet ikke let de næste mange kampe. Men vi har stor tiltro til tingene, afslutter Tonni Adamsen.

VM Morgenbriefing: Historisk rødt kort og tyrkisk VM-exit
Hattrick | Afsnit 113Tyrkiets VM-drøm er forbi efter et dramatisk nederlag til Paraguay i en kamp, der bød på et historisk rødt kort og masser af kaos.
Læs mere
OB
Silkeborg IF
3F Superliga


































