





FC København skulle søndag forsøge at ride videre på bølgen under Bo Svensson, da Vejle Boldklub ventede i Nørreskoven.
Løvernes cheftræner havde blandt andet valgt at bænke Youssoufa Moukoko til fordel for Andreas Cornelius, og det skulle vise sig at være en ganske glimrende idé.
Den 33-årige angriber skulle nemlig blot bruge fire minutter på at score sit første mål i denne Superliga-sæson.
Et perfekt indlæg fra Mads Emil Madsen endte inde midt i feltet, hvor Cornelius dukkede op og prikkede FCK foran med 1-0.
Herefter fortsatte det gæstende mandskab med at mose på, og det lignede blot et spørgsmål om tid, før føringen blev fordoblet.
Men den sidste skarphed manglede for de forsvarende danske mestre.
Artiklen fortsætter efter billedet

I stedet kunne Vejle-mandskabet bringe balance i regnskabet efter 17 minutters spil, da Andrew Hjulsager sendte et knivskarpt indlæg ind på bagerste stang.
Her stod Lasse Flø placeret, headede kuglen ind i netmaskerne og sørgede for vild jubel på lægterne.
Bo Svenssons tropper skulle derfor på jagt efter scoringer, hvis der skulle bygges videre på den flotte form under den nye cheftræner.
Kort før pausen lykkedes Andreas Cornelius da også med at sende bolden ind over linjen efter en omgang klumpspil inde i feltet.
Den tidligere landsholdsspiller havde dog sneget sig ind i en strafbar position, hvorfor scoringen endte med at blive annulleret efter et længere VAR-tjek.
Der stod dermed 1-1 på måltavlen, da dommeren fløjtede til pause i Nørreskoven.
FCK presser på
Ligesom det var tilfældet i første halvleg, indledte gæsterne med et massivt pres efter pausen.
Det blev da også til et par halvstore chancer, men stille og roligt begyndte gassen at gå af ballonen for løverne.
Bo Svensson reagerede derfor fra bænken og smed Robert Silva, Viktor Dadason og Geovanni Vianney på banen i løbet af kampens sidste halve time.
De to sidstnævnte skulle ende med at indtage hovedroller.
Efter 83 minutters spil var Geovanni Vianney nemlig først over en returbold, som han sparkede i kassen og bragte gæsterne foran med 2-1.
Herefter ville Dadason også lege med.
Få minutter senere slap den 17-årige islænding helt alene igennem i dybden, sparkede bolden køligt over i det lange hjørne og afgjorde kampen.
Geovanni Vianney var dog ikke færdig med at vise prøver på talentet.
I de absolut døende sekunder scorede den unge angriber fra Cameroun nemlig sit andet mål og sørgede for en 4-1-sejr til FC København, som dermed hopper tilbage på syvendepladsen i 3F Superligaen.
Det begynder til gengæld at se rigtig svært ud for Vejle Boldklub, som er helt isoleret i bunden af landets bedste række.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

FC København
Vejle Boldklub
3F Superliga



































