FC København har gjort sit indtog i FC Rosengård.
Den danske storklub købte sig sidste år ind i klubben, da man sammen med det svenske firma Danir valgte at investere i Malmø-klubben med mål om at føre FC Rosengård op gennem rækkerne.
Det vil man blandt andet gøre med unge FCK-spillere.
FC Rosengård har i hvert fald præsenteret Brandon Llana, som kommer til klubben fra netop FC København på en lejeaftale.
Og det er faktisk et gensyn mellem parterne.
Tilbage i efteråret var Llana ligeledes udlejet til FC Rosengård, og han glæder sig til endnu et ophold i klubben.
– Jeg er meget glad for at være tilbage og vil bidrage med så meget, jeg kan, til holdet. Mit mål er, at vi skal vokse sammen som gruppe, nå vores fælles målsætninger, og at jeg selv skal fortsætte med at udvikle mig, udtaler Brandon Llana til klubbens hjemmeside.
Llana kom til dansk fodbold i august 2024, da FC København hentede midtstopperen i Club Atletico Cerro i Uruguay.
19-årige Brandon Llana nåede at spille fem kampe under sit første ophold i FC Rosengård.

FC København
FC Rosengård
1. Division
































