Mjällby sikrede sig mandag aften et sensationelt svensk mesterskab, da klubben på udebane slog IFK Göteborg 2-0.
Dermed vandt Mjällby det første mesterskab i klubbens historie - allerede tre runder før sæsonafslutningen.
Flere danskere har spillet en vigtig rolle i eventyrfortællingen, og én af dem er Jakob Kiilerich.
Den danske forsvarer skiftede i sommer til Zulte Waregem i Belgien, men han nåede 13 kampe i Allsvenskan. Derfor kunne han fredag også lade sig krone som svensk mester.
I et interview med Bold sætter Kiilerich ord på hele forløbet omkring titlen.
- Det er jo kæmpe, kæmpe stort. Jeg har siddet fra Belgien og fulgt med på nettet, og det er jo i samtlige medier. Man kan næsten ikke rulle på Instagram uden at støde på noget om Mjällby.
- Jeg er selvfølgelig sindssygt stolt over at have været en del af det.
Mandag aften var ingen undtagelse. Kiilerich fulgte med fra Belgien, da Mjällby matematisk sikrede sig mesterskabet.
- Jeg nåede at være med på facetime inde fra omklædningsrummet. Det var jo en voldsom fejring. Der var champagne, guldhatte, sang og spraymaling i guld. De manglede ikke noget!
Hvordan var følelsen ved slutfløjt?
- Det var specielt, da det gik op for mig, at jeg var svensk mester. Det er de færreste, der når at opleve den slags i en fodboldkarriere.
- Ærligt, jeg havde faktisk svært ved at sove om natten. Gutterne skulle fejre det, og jeg skulle op til træning dagen efter. Nu er jeg landet i det og er bare sindssygt stolt.
Skal med til fest
Danskeren missede den første fejring, men der bliver taget revanche i starten af november, når Mjällby spiller sidste kamp i sæsonen.
Zulte Waregem spiller to dage inden Mjällbys sidste opgør, og derfor kan Kiilerich rejse til Sverige for at deltage i festlighederne, hvor han også skal have en medalje.
- Jeg skal med til det hele. Pokaloverrækkelse, fejring på kommunen og alt det der.
- På det tidspunkt er jeg stadig i sæson med Zulte Waregem, men der er en landsholdspause på to uger, så jeg håber at få lov til at drikke en øl eller to, lyder det med et glimt i øjet.

Foto: Zulte Waregem
Mjällby er på ingen måde en storklub, og derfor er klubbens mesterskab også til historiebøgerne.
Ifølge danskeren har klubben en vis charme på grund af den lille størrelse og beliggenheden.
- Det er noget af det største nogensinde i svensk fodbold. Pointrekorden er også inde for rækkevidde, lige nu er de på 66 point, rekorden er på 67.
- Området deroppe har sin helt egen charme. Der sker ikke det store ved anlægget, og pludselig dukker stadion op ved siden af en campingplads ud til vandet. Det er faktisk et svært sted at spille som modstander, for det blæser og er koldt.
Et par dage efter mandagens afgørende sejr er det så småt begyndt at gå op for Kiilerich, hvad han har været med til.
Det lå ikke i kortene, at han skulle skrive svensk mester på sit CV.
- Jeg havde aldrig tænkt, at jeg nogensinde skulle blive svensk mester. Ingen havde forudset det, da jeg skiftede fra Kolding til Mjällby.
- Det er fuldstændig surrealistisk, jeg kommer aldrig til at glemme det. Den er fed at kunne tænke tilbage på, afslutter en glad Jakob Kiilerich til Bold.
Jakob Kiilerich nåede ifølge Transfermarkt 38 førsteholdskampe for Mjällby. Han har en fortid i klubber som AGF, AC Horsens og Kolding IF.



Zulte-Waregem
Mjällby
Allsvenskan






































