Milan Rasmussen skal se sig over skulderen.
Den danske angriber får nemlig konkurrence i Helsingborgs frontlinje, for søndag aften bekræfter klubben, at Alexander Johansson er hentet ind fra Brommapojkarna.
Hovedpersonen har samtidig fået ophævet en lejeaftale hos Utsikten et halvt år før tid, men det gør ham ikke så meget.
- Det er rigtig fedt at være her, og jeg ser frem til at komme i gang, fortæller Johansson på Helsingborgs hjemmeside.
- Jeg blev tiltrukket af projektet, tilhængerne og stadion, så det var hele pakken. Nu ser jeg frem til at spille på Olympia, vinde kampe sammen med tilhængerne og score et par mål, som jeg har planlagt.
Helsingborgs sportsdirektør, Mikael Dahlberg, kender Johansson ganske godt og er spændt på at se den nye målmager i aktion.
- Alexander har vist sig at være en målscorer på dette niveau. Han har sine bedste kvaliteter i det dybe spil og er en god afslutter. Vi ser frem til at arbejde sammen og forhåbentlig tage næste skridt i udviklingen sammen, fortæller Dahlberg – ligeledes på Helsingsborgs hjemmeside.
25-årige Alexander Johansson har underskrevet en treårig aftale med Helsingborg, og han kender allerede den næstbedste svenske række ret godt.
I 2022 scorede han nemlig hele 15 mål i turneringen for Halmstad.


Helsingborg
Brommapojkarna
Superettan





































