Skader har dette efterår banet vejen for Sebastian Sebulonsen i Brøndby.
I anden runde af Superligaen mod Vejle tog højrebacken selv chancen, da han kom ind efter pausen og med mål og assist hjalp til en 2-1-sejr.
Siden har den 24-årige nordmand spillet samtlige ligakampe fra start.
Den store succes og det længeventede gennembrud på den danske Vestegn har dog ikke fået det norske landshold til at reagere, hvor Ståle Solbakken er landstræner.
- Jeg har ikke talt med Ståle.
- Hvis det går godt, og han føler, det er noget, jeg fortjener, så hører jeg fra ham. Men hvis ikke, så fokuserer jeg på at gøre et godt stykke arbejde her, fortæller Brøndby-backen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Norge er i disse år beriget af store offensive profiler i form af Erling Haaland og Martin Ødegaard, som er de to altdominerede stjerner.
Ved seneste udtagelse var det Dortmunds Julian Ryerson og Warren Kamanzi fra Toulouse, som var i truppen som højre backs.
Om Sebulonsen har gjort sig fortjent til at slå en af disse af, vil han ikke selv vurdere.
- Det må andre om. Jeg prøver bare at spille så godt som muligt her i Brøndby og have det sjovt med det, siger han.
Sebulonsen slår dog fast, at det er noget, han gerne vil.
- Selvfølgelig. Man ønsker at komme på landsholdet på et tidspunkt, konstaterer nordmanden.
Norge sikrede sig i efteråret oprykning til Nations Leagues A-lag, da vores naboer mod nord vandt en pulje med Østrig, Slovenien og Kasakhstan.

Brøndby IF
Norge
UEFA Nations League B



































