2025-07-21 22:36:00

Dreyer om All Star-status: Stilen passer mig så godt

Anders Dreyer har op til den kommende All Star-kamp i MLS talt om den første tid og givet sit bud på, hvorfor hans første sæson har været så stor en succes.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

MLS er blevet taget med storm af Anders Dreyer.

Da den danske fløjspiller i januar skiftede til nyopstartede San Diego, var det ikke helt uden kritiske røster, men på banen har den tidligere FC Midtjylland-profil været svær at komme udenom.

Onsdag er der All Star-opgør mod den mexicanske pendant, og her er Dreyer med største selvfølgelighed udtaget.

I et interview med ligaens produktionsselskab MLS Productions blev danskeren bedt om at sætte ord på den første succesfulde tid i klubben.

Artiklen fortsætter efter billedet

Major League Soccer -Dreyer om All Star-status: Stilen passer mig så godt
Foto: Chadd Cady/Reuters/Ritzau Scanpix

- San Diego har været meget hjælpsomme med at få mig til at falde til hurtigt. Selvfølgelig har resultaterne været gode, det går hånd i hånd, livet er naturligvis nemmere, når tingene går godt på banen.

- Jeg synes om måden, kampene bliver spillet på. Det er åbne kampe, og det passer mig som offensiv spiller – også med måden vi spiller på i San Diego. Måden vi tænker fodbold, er måden jeg gerne vil spille fodbold.

- Jeg spiller med holdkammerater, der også vil spille fodbold, og vi tager vores attitude og spillestil fra træning med til kamp. Det passer mig rigtig, rigtig godt.

27-årge Dreyer har leveret 11 mål og 13 assists i 24 kampe for San Diego FC. Med ham på All Star-holdet er Philip Zinckernagel og Jeppe Tverskov.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce