Fra de velkendte græsbaner på Østerbro til et af verdens mest legendariske træningsanlæg. Fra en hverdag som 16-årig kantspiller i B.93 til pludselig at stå midt i Juventus’ professionelle maskineri.
For Erasmo Junior Jalo da Silva blev maj måned synonym med det øjeblik, de fleste unge fodbolddrømme kun tør fantasere om.
B.93-talentet var tidligere i maj i Italien for at vise sig frem blandt Juventus' talenter.
Det hele startede med en eftermiddag, der var som så mange andre. Erasmo Junior havde netop smidt tasken efter endnu en træning i B.93 og var på vej ind ad døren derhjemme.
Nede i lommen kunne han mærke sin telefon summe. Det var en besked fra hans agent, og det blev starten på et sandt italiensk eventyr for Erasmo Junior.
- Jeg kan huske, at jeg var lige kommet hjem fra træning. Så skrev min agent til mig, at Juve gerne ville have mig til prøvetræning. Der var jeg helt chokeret, fordi det er jo sjældent, man hører sådan noget.
- Jeg tror bare, at de havde fundet noget video af mig på Wyscout. Så jeg var mega chokeret og mega glad for det, siger Erasmo Junior Jalo da Silva til Bold.
En anden verden i Juventus
I starten af maj satte Erasmo Junior Jalo da Silva kursen mod Italien.
Han forlod de vante rammer hjemme i Danmark for en stund for at jagte chancen i et af verdens stærkeste fodboldmiljøer, og det fyldte en del hos den unge dansker.
- Jeg prøvede så vidt muligt at forberede mig på turen, så jeg kunne vise mig selv så meget som muligt frem.
Men med det samme blev Erasmo Junior mødt af et syn, som han ikke er vant til i tilværelsen som B.93-spiller.
Erasmo Junior vidste godt, at han skulle ned til en af verdens største klubber, men han blev alligevel overrasket, da han ankom til træningsanlægget.
- Det var helt vildt. Det føltes også bare mere professionelt det hele, hvis man kan sige det.
- Jeg var til tre træninger, og jeg var dernede i fire dage. Det var rigtig fed oplevelse. Alt var top dernede. Der var en højere intensitet, og der var virkelig god træning. Så det var fedt.

- Jeg kunne godt mærke en forskel fra herhjemme. Tempoet var selvfølgelig lidt højere. De var mere fysiske og taktiske.
- Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, men på samme tid også spændt. Men jeg synes faktisk, at det gik ret godt. Jeg synes, at jeg fik vist mig flot frem og viste de ting, jeg kunne på bolden, siger en tilfreds Erasmo Junior.
Hvad var det fedeste på den tur for dig?
- Det hele, faktisk. Træningen. Faciliteter. Det hele var fedt. Det var et kæmpe anlæg med gode græsbaner. Det var meget bedre, end det vi har herhjemme i Danmark.
Gennem tiden har danske spillere haft problemer med sproget, når man har forsøgt sig i italiensk fodbold.
Men her havde Erasmo Junior en fordel med sig i bagagen.
- Der var et par stykker, som kunne engelsk. Men ellers kunne jeg godt forstå lidt (af det italienske, red.). Jeg snakker jo portugisisk. Det hjalp mig dernede.
Hvorfor kan du portugisisk?
- Det kommer fra mine forældre. De er begge fra Guinea-Bissau og Portugal.

Juventus ser et kæmpe potentiale
Erasmo Junior Jalo da Silva er nu hjemme i Danmark igen.
Her skal han gøre sæsonen i B.93 færdig, men turen til Juventus fylder stadig en del i hovedet på den unge kantspiller.
Blandt nogle af Italiens største talenter fandt Erasmo Junior, at han godt kunne være med.
- Det var faktisk fedt at tage Juventus-trøjet på. Det viste også, at det ikke er så meget, der skal til, for at jeg kan komme til sådan et sted.
- Jeg føler også, at jeg er blevet mere motiveret, efter at jeg har været der. Jeg er blevet motiveret til at arbejde hårdere.
Det virker også til, at Erasmo Juniors fodboldmæssige kvaliteter har imponeret folkene hos Juventus.
Hvad har Juventus sagt til det hele?
- De var faktisk meget glade for mig. De kunne se, at jeg har et kæmpe potentiale. Så de sagde, at de ville blive ved med at følge mig nu. Så det har været en kæmpe oplevelse.

Tiden må vise, om Erasmo Junior i fremtiden også kommer til at vise sig frem i Juventus-trøjen.
Men for nu har han fokus på at jagte gennembruddet i B.93.
- Jeg giver den gas og håber, at jeg kan få et par minutter i seniortruppen. Jeg har trænet med dem hele ugen her, og så træner jeg med dem to gange om ugen.
Men det gør bestemt heller ikke noget, hvis Juventus kommer tilbage og vil have et ekstra kig på Erasmo Junior.
I Italien fik den unge dansker smag på livet på første klasse.
- Vi var inde og se Juventus spiller en kamp dagen før, at min prøvetræning startede. Da kampen gik i gang, tænkte jeg faktisk, at det en dag kunne blive mig, afslutter Erasmo Junior Jalo da Silva.
Erasmo Junior Jalo da Silva har haft en flot udvikling gennem B.93's akademi, og derfor blev han sidste år belønnet med sin første kontrakt.
Parterne har papir på hinanden frem til udgangen af 2028.

B.93
Juventus
Serie A




































