2025-07-13 23:14:35

Chelsea smadrede PSG og vandt klub-VM

Der var ganske enkelt klasse til forskel, da Chelsea tog guldet ved VM for klubhold efter en knusende 3-0-sejr over PSG.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Klub-VM - Final. runde

FT

CHE

3 - 0

PSG

22'
10
Cole Palmer
Mål
30'
20
Cole Palmer
Mål
43'
30
Joao Pedro
Mål
85'
30
Joao Neves
Rødt kort
90'
30
Nuno Mendes
Rødt kort

Der var 275 millioner kroner og en titel som verdens bedste klubhold på spil, da Chelsea og PSG søndag aften tørnede sammen i finalen ved VM for klubhold. 

Som vanligt sad danske Filip Jørgensen på bænken hele kampen for englænderne, og det fortryder manager Enzo Maresca næppe, for Robert Sánchez stod en fremragende kamp i målet for de blåklædte. 

Guldkampen blev skudt i gang med en forsinkelse på syv-otte minutter som følge af en åbningskoncert fra Robbie Williams og en lang seance, hvor spillerne blev præsenteret på banen, som var det en boksekamp. 

Da bolden så rullede, var der ganske godt med fart over feltet.

Overlegen opvisning
Chelsea startede bedst, og inden uret havde rundet ti minutters spil, kom Cole Palmer meget tæt på et føringsmål med en kælen indersideafslutning fra kanten af feltet, der dog gik i sidenettet. 

PSG svarede tilbage kort efter, hvor stortalentet Désiré Doué blev spillet helt fri af Fabián Ruiz, men kantspilleren forsøgte at lægge bolden på tværs i stedet for at sparke selv, og så fik Marc Cucurella heroisk blokeret. 

Artiklen fortsætter efter billedet

VM for klubhold -Chelsea smadrede PSG og vandt klub-VM
Foto: Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix

Herfra tog Chelsea fuldstændig over, og én mand var mere iøjnefaldende end alle andre. 

Cole Palmer noterede sig for Chelseas føringsmål efter en god aktion fra Malo Gusto og en mindre god af slagsen fra Nuno Mendes. 

Sidstnævnte mistimede bolden, og så kunne Gusto stikke afsted mod feltet, hvorefter franskmanden fandt Palmer, der med en elegant inderside bragte sit mandskab på 1-0.

Cole Palmer var intet mindre end flyvende i finalen. Foto: Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den helt store stjerne var dog ikke færdig og fik fordoblet både holdets og egen måltotal efter en halv times spil. 

2-0-scoringen var nærmest identisk med den første, og igen viste Palmer, hvor effektiv en flad indersideafslutning i lange hjørne kan være.

Utrolig udvikling
PSG var totalt i knæ, og ondt blev værre kort inden pausen. 

Den nye Chelsea-angriber João Pedro ville nemlig også lege med, og da Palmer stak brasilianeren dybt gennem en parisisk forsvarskæde, der slet ikke hang sammen, var 3-0-kassen en formssag for den tidligere Brighton-profil. 

Et elegant chip over en fremstormende Gianluigi Donnarumma sørgede for en nærmest surrealistisk pauseføring på 3-0 til Chelsea. 

Intensiteten i anden halvleg kunne ikke leve op til opvisningen i første, og PSG kom aldrig ordentligt i nærheden af at levere miraklet. 

Det skyldes ikke mindst en forrygende indsats fra Robert Sánchez i Chelsea-målet. Spanieren har modtaget en del kritik gennem tiden i London, men søndag aften var han enestående.

Robert Sánchez beviste, hvorfor han er førstemålmand. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

I virkeligheden kom ‘The Blues’ tættere på en 4-0-scoring, end PSG gjorde på en reducering, og da Liam Delap kom på banen til den sidste halve time, skete der noget. 

Angriberen, der kom til Chelsea fra Ipswich denne sommer, havde to gode forsøg - først ved et langskud, der flot blev pillet af en flyvende Donnarumma, og efterfølgende ved en halv friløber, som den italienske målmand også nappede. 

Kampens afslutning blev præget af høj tænding og intensitet, men det blev alt for meget, da PSG-profilen João Neves blev udvist for at hive Marc Cucurella i håret.

Franskmændene kom aldrig i nærheden af et resultat, og dermed er det Chelsea, der kan lade sig kåre som vindere af VM for klubhold.

Det er anden titel på kort tid for Enzo Marescas mandskab, der også triumferede i den forgangne udgave af Conference League. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

Klub-VM - Final. runde

FT

CHE

3 - 0

PSG

22'
10
Cole Palmer
Mål
30'
20
Cole Palmer
Mål
43'
30
Joao Pedro
Mål
85'
30
Joao Neves
Rødt kort
90'
30
Nuno Mendes
Rødt kort
Annonce

54 kommentarer

Se kommentarer
Annonce