I 15 måneder kunne Cho Gue-Sung se til fra tribunen.
Et mindre indgreb i knæet udviklede sig til en langvarig skade, men nu er FC Midtjylland-angriberen tilbage i omdrejninger.
Det har Sydkoreas landstræner også noteret sig, som har valgt at indkalde Cho Gue-Sung til de kommende testkampe mod Boliva og Ghana.
Det bliver et længeventet retur til landsholdet for angriberen, som senest repræsenterede Sydkorea i marts 2023.
- Jeg har ventet på, at de skulle ringe til mig. Jeg har virkelig håbet. Det kommer til at føles som en ny oplevelse og en ny følelse for mig efter en så lang skade, siger Cho Gue-Sung til FC Midtjyllands hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Sydkorea skal bruge kampene som en test forud for VM-slutrunden til sommer, som det asiatiske land allerede har kvalificeret sig til.
Cho Gue-Sung var med til seneste slutrunde, som blev afviklet i Qatar, og det ville betyde meget at komme med.
- Det er noget, alle drømmer om; at få lov til at spille for landsholdet. Siden jeg var lille, har jeg kæmpet for at repræsentere mit land. Jeg har gjort det et par gange, men det betyder meget, at jeg får muligheden igen nu.
I første omgang håber han dog bare, at han får lov til at trække den sydkoreanske trøje over hovedet og få nogle minutter i de komme testkampe, som vil være kulminationen på hans lange genoptræning.
- Jeg håber, at jeg får spilletid, og at jeg kan være stolt af mig selv, siger Cho Gue-Sung.
Også FC Midtjyllands forsvarsspiller Lee Han-beom er udtaget i denne lanholdstermin.

FC Midtjylland
Sydkorea
VM kval. AFC

































