Et større drama har udspillet sig for det nigerianske landshold.
Igennem mere end 12 timer var nationen spærret inde i en tom lufthavn uden mad, drikke eller telefonforbindelse, efter at deres fly blev omdirigeret.
Det skete, efter den lokale regering ikke ville godkende landingen i Benghazi, Libyen forud for de to nationers opgør i Africa Cup of Nations-kvalifikationen tirsdag.
Men nu melder anfører William Troost-Ekong, at de endelig snart kan vende hjem igen.
- De sociale mediers magt. Vores fly er tilsyneladende ved at blive tanket netop nu, og vi skulle snart rejse til Nigeria. Tak til alle for jeres støtte.
- Jeg gentager: Vi ville aldrig behandle en gæstenation forud for en kamp på den måde. Fejl sker, forsinkelser ser. Men aldrig med vilje!, skriver han på sin X-profil mandag eftermiddag.
Kaptajnen gjorde det tidligere på dagen klart, at Nigeria trak sig fra kampen som følge af episoden.
Senere fik han opbakning fra den skadede stjerne Victor Osimhen, der kaldte det for en gidseltagning, mens Victor Boniface gjorde det klart, at han bare ville vende tilbage til sit hjemland.
Det ser nu ud til at ske.
Senest har Libyens fodboldforbund afvist alle anklager om, at omdirigeringen af flyet var bevidst.
- Vi afviser på det kraftigste enhver påstand om urent spil eller sabotage i denne situation. Vores eget landshold stod i sidste uge over for betydelige udfordringer, da vi ankom til Nigeria til den tredje kamp i Africa Cup of Nations-kvalifikationen, oplyser de blandt andet.
Libyens fodboldforbund skriver videre, at man 'håber, at misforståelse kan gå i glemmebogen, og at kampen tirsdag aften kan blive spillet'.
Det vil tiden vise.



Nigeria
Libyen
VM kval. CAF



































