New Zealand og Costa Rica møder tirsdag hinanden i en afgørende kamp om at komme med til VM.
Torsdag spillede det new zealandske landshold en opvarmningskamp til kampen mod Oman, og her var 33-årige Winston Reid fraværende grundet problemer med lysken, og derfor er han nu tvivlsom til tirsdagens vigtige kamp.
New Zealands A-landstræner Danny Hay fortæller ifølge Reuters, at Reid har et særdeles godt kendskab til, hvad hans krop kan, og derfor håber han, at stopperen kan nå at blive klar til kampen.
- Han har haft flere skader, end jeg har spist varm mad i løbet af de seneste år, så han kender sin krop ret godt, siger han og fortsætter.
- Vi kommer til at gøre alt for, at han bliver klar i løbet af de næste par dage, og så må vi se, hvordan det går frem mod kampdagen, siger han.
Hay fortæller videre, at han er fortrøstningsfuld omkring at kunne gøre brug af Reid, da lægestaben har givet udtryk for, at de regner med at kunne bringe stopperen i en forfatning, der gør det muligt at spille kampen.
Winston Reid er anfører for New Zealand, og derfor vil det være en stor bet, hvis landsholdet ender med at skulle undvære ham i VM-playoffkampen mod Costa Rica.


New Zealand
Costa Rica

































