- Andre idioter, der hopper/hoppede på det forkerte fly og tilfældigvis endte i Dublin, som vil fyre den af på tirsdag?
Sådan skrev 19-årige Eskild Christian Johansen i Facebook-gruppen Danes Away i fredags, hvor det stod klart, at Danmark i den afgørende VM-playoff møder Tjekkiet og ikke Irland.
Søndag eftermiddag sidder Eskild stadig på et hotelværelse i Dublin sammen med sin fætter William Gaarn Johansen.
De er i de seneste år begyndt at tage på udebanebaneture med landsholdet, hvilket har ført dem til EM 2024, Portugal og Skotland.
- Skotland-turen var en af de fedeste, vi har haft i vores liv, så det skulle vi bare være en del af igen. Planen var egentlig, at vi ville købe billetter til begge kampe, men så var der lidt problemer med, at kapaciteten i Prag ikke er så stor, så der var ikke så mange billetter til danske fans.
- Og fordi vi er relativt nye i det, havde vi ikke loyalitetspoint nok til at få billetter til os alle sammen i Prag, og så tænkte vi: ’Fuck det, vi tager sgu chancen med Dublin, og så tager vi af sted lige meget hvad’, fortæller Eskild Christian Johansen til Bold.
Fætrene fra Aarhus og Aalborg lægger ikke skjul på, at det var en chancetur.
- Vi købte billetterne, fordi vi var enige om, at hvis det endte med, at Danmark skulle spille i Dublin, så ville vi gerne have købt fly på forhånd, fordi billetterne ville stige i pris.
Kampbilletterne købte de i midten af februar, hvor DBU satte billetter til begge kampe til salg.
Nu refunderes pengene så til de uaktuelle billetter til Dublin.
Lidt for spændende
Eskild Christian Johansen og William Gaarn Johansen var i Parken og overværede Danmarks 4-0-sejr over Nordmakedonien i torsdags.
Her lignede det undervejs, at de havde satset rigtigt, da Irland kom foran både 1-0 og 2-0 mod Tjekkiet, men så gik det galt.
Tjekkerne kom tilbage på 2-2 kort før tid, og til sidst skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence.
Her befinder Eskild og William sig på en bar i København, hvor de altså måtte sande, at Tjekkiet trak det længste strå fra ellevemeterpletten.
- Lige i situationen var det fucking nederen for at sige det mildt, men vi tænkte ret hurtigt, at vi nok skulle få en god tur til Dublin alligevel.
Fætrene havde besluttet sig for at tage til Dublin uanset hvad, så fredag formiddag hoppede de på flyet mod Irland.
Og fredag aften lavede Eskild Christian Johansen så Facebook-oplaget i landsholdsgruppen Danes Away.
- Der har været lidt blandet respons. Jeg tror, folk synes, det er sjovt, at man kan være så dum, men der er jo andre, der har lavet samme nummer.
- Vi har lige været i kontakt med nogle, der er 16 gutter af sted, som også var taget til Dublin, og de var klar på at se den sammen, men nu valgte vi så at købe flybilletter til Prag.
Ny chancetur
Udgangspunktet var ellers at blive i Dublin, men mandag morgen går turen til Prag.
- Vi tog en impulsiv beslutning i aftes, for vi var enige om, at der skete ikke nok herovre. Vi manglede stemningen, og det er også derfor, at vi var villige til at smide et par tusinde kroner ekstra.
Det lykkedes altså at finde flybilletter fra Dublin til Prag, men hjemturen fra den tjekkiske hovedstad var kun mulig i bus, fordi alt var booket.
Der er dog et stort ’men’.
Fætrene har ikke billetter til Tjekkiet-Danmark.
- Vi håber jo stadig at være heldige med, at der dukker et eller andet op, men vi blev enige om at tage chancen igen, siger Eskild Christian Johansen.
Danmark brager sammen med Tjekkiet klokken 20.45 på tirsdag, hvor de 900 billetter til danske fans er revet væk.

FCK og FCM jagter Beijmo
Hattrick | Afsnit 84Felix Beijmo har været en af AGF’s helt store profiler i guldsæsonen, men spørgsmålet er nu, hvor den svenske back skal spille efter sommerferien.
Læs mere


Tjekkiet
Danmark
VM kval. UEFA


































