Snak

Stort emne, og ligeledes et vildt interessant og betydningsfuldt emne. Ret mig endelig, hvis jeg ikke rammer formålet med trådstarteren ordentligt:

Påstanden er, at talentudvikling for de helt små, giver dårligere - eller i hvert fald ikke bedre - talenter (hvor er resultaterne af samme, spørges der, med en henvisning til danske spilleres placeringer ved Ballon d´Or). Dertil er påstanden, at det er usundt for børn og unge, at være i elitemiljøer (henvisningen er ekspertudtalelser). Endelig er påstanden, at talentudviklingen i dag er "centreret omkring få klubber, der har flotte rammer og elitehold, hvor talenter hentes ind allerede fra 6-7-års alderen".

Jeg har valgt at begynde ved et par, synes jeg, essentielle forudsætninger for snakken: Holland og Belgien har igennem godt og vel 50 år konkurreret om at være bedst til talentudvikling, og længe har Holland haft førertrøjen på. For 15-20 år siden besluttede en række belgiske klubber, at ændre på deres tilgang til talentudvikling, herunder et fokus på den økonomi, der kunne genereres via samme. Det har taget noget tid at få ændringerne fuldt implementeret, og i den tid hoppede Holland med på vognen og det samme gjorde deres nærmeste tyske naboer omkring Ruhr-distriktet. Dette samlede område (Holland/Belgien/Ruhr) er epicentret for "moderne talentudvikling", men deres tilgang til emnet har efterhånden spredt sig til de fleste lande i europa, særligt omkring de store byområder. Til info regnes Anderlecht for at have det bedste børne- og ungdomsakademi op til u/13.

Sideløbende, hvilket bestemt ikke kun er fodboldrelateret, er der opstået nogle parallel-miljøer i mange af europas urbane områder, hvor den mere systemorienterede, socialdemokrati-forståelse (i mangel af bedre ord) for hvad god opdragelse, uddannelse og hvad værdien af fællesskab bør være, i vid udstrækning er tilsidesat af et mere individ-orienteret ambitionsræs, når det kommer til forældres fokus på deres børn.

Og de to elementer går glimrende hånd i hånd. Mit bud er, at 50-60-70% af de helt unge talentmandskaber, består af børn, der har forældre med ophav i Østeuropa, Balkan, Tyrkiet og Afrika (inkl. Nordafrika).

Min baggrund for at udtale mig, er, at jeg selv har været ungdomstræner i en årrække, samt har en søn, som spiller i en af disse "elitemiljøer", og har derfor fulgt hans årgang samt årgangene omkring denne i ca. 3 år, og således været med til et hav af internationale børne- og ungdomsturneringer i Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Polen og England.

Til trådstarterens påstande, lidt i vilkårlig rækkefølge:

Det er usundt for børn at være en del af et elitemiljø. Min holdning er, at det er det bestemt ikke, og det er det bestemt. Børn er forskellige, det samme er deres forældre. Jeg både genkender og anerkender bekymringen om, at der kan hvile et for stort pres på børn, som kan få den opfattelse, at den omsorg, kærlighed og opmærksomhed de får som små individer, afhænger af, hvor gode de er til fodbold. Det er også det, flere pædagogiske eksperter har udtalt sig om, og den bekymring deler jeg som sagt til fulde. En anden bekymring er, at børn for hurtigt brænder ud, og stopper til fodbold i en tidlig alder. Til det vil jeg sige, at ja, det kan godt være afstedkommet af for intensivt forløb i en for tidlig alder, men eftersom tallene viser, at frafald også forekommer i vid udstrækning i breddemiljøer, tilskriver jeg det først og fremmest, at alle unge mennesker er på en dannelsesrejse, og derfor gerne hopper af det ene tog den ene dag, og hopper på et andet den næste. Jeg selv valgte fodbold fra, fordi jeg hellere ville male graffiti og kysse med piger.

Men problemstillingen om det for store pres, er reel. Den er også enormt svær at gøre noget ved, fordi den i bund og grund har sit udspring i, hvordan familier selv vælger at indrette sig, hvilke værdier den læner sig op ad, og hvilken opdragelse der praktiseres. Så kan man argumentere for, at klubber ikke burde eller måtte facilitere disse elitemiljøer, men sagen er, at så flytter de bare ud i privat regi. I Danmark sås det allerede i Københavnsområdet for 12-15 år siden, hvor privattræninger og private samle-hold blev en betydelig konkurrent til klubbernes traditionelle tilbud - og hvis bekymringen er presset, der kan ramme børn, er det jo underordnet hvilket navn, miljøet bærer.

Desuden er der også modvægten til ovenstående. For nogle børn, er elitemiljø en kæmpe gevinst. Der finder de, at deres personlighed, interesse og drive matches af både andre børn og nogle omgivelser, som gør, at de skaber gode og sunde fællesskaber. Jeg gør selv meget ud af at fortælle min søn, at hverken jeg eller andre elsker ham højere, fordi han spiller fodbold, der hvor han gør, og særligt fortæller jeg ham også, at ingen elsker ham mindre, om han stopper eller trapper ned. Han var ikke videre interesseret i den breddeklub, han i sin tid startede i, eller jo, det var da fint nok, og han kunne jo godt lide at trille rundt med bolden og sådan, men da han prøvede det andet, blev han fuldkommen bidt af det. Det er der, han laver sine legeaftaler, der, han bliver opdateret på tidens hotteste slang, der, han får sine største grin og krammere, og der, han kan koncentrere sig aller mest om det, han synes er sjovest at beskæftige sig med, nemlig at spille fodbold. Jeg har tit hørt forældre stille spørgsmålet - især da jeg selv var træner - jamen hvorfor kan børnene ikke bare hygge sig og have det sjovt? Dertil spurgte jeg konsekvent, om de vidste, om forståelsen for at hygge sig og have det sjovt, var den samme hos alle børn. Det er det naturligvis ikke. Hvorfor de pædagogiske eksperter kun hænger sig i de negative konsekvenser, helt uden at tage de positive til indtægt, kan man jo kun gisne om.

Så hvad er løsningen? Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke en gang, om der skal være en, da det i bund og grund er umuligt at opstille nogle rammer, som gavner alle, og som ikke samtidig propper nogen i en kasse, de ikke passer ind i. Men jeg synes dog, at klubberne og forbundene skal stille tilbud på benene, som fanger børnene umiddelbart før, under eller efter fodbold-stop, inden de knækker. Der har været en masse snak, også nogle initiativer, som er ført ud i livet, men ingen som rigtigt har fået den fokus og de midler, de behøver.

Videre til påstanden om, at elitemiljøer skaber dårligere (eller bare ikke bedre) talenter. Det er en påstand, der ikke holder vand. At langt de fleste, som har indfundet sig i et elitemiljø, ikke kommer igennem nåleøjet til prof. fodbold, er irrelevant. Det relevante er, at flere og flere, som kommer igennem nåleøjet, netop har denne elitemiljø-baggrund fra en meget tidlig alder. I hvert fald dem, som er opvokset i trygge rammer indenfor Europas grænser. Endda også for flere og flere, som er opvokset udenfor Europa. Og spillet har da også udviklet sig voldsomt, de seneste 10-15 år. Selvsagt til det bedre. Yderligere kan flere og flere ganske unge begå sig i prof. fodbold. Min påstand, som modvægt, vil i øvrigt være, at om 10-15 år vil stort set ingen (slag på tasken under 5%) der kommer igennem nåleøjet, komme fra andet end netop elitemiljøer fra en tidlig alder.

Man er jo velkommen til at springe fra og ikke gide følge prof. fodbold længere, men sagen er, at tendensen ift. unge spillere og den fodbolduddannelse, de får, er ens uanset om man beskæftiger sig med dansk fodbold eller hellere vil koncentrere sig om PL, Serie A, La Liga eller hvad pokker, der nu findes mest interessant.

Ang. danske Ballon d´Or placeringer, så handler det om noget andet. Elitemiljøer for børn under u/13 i Danmark, er først så småt blevet etableret de seneste 8-10 år, og som man kan se af den liste, trådstarter har valgt, har placeringerne været nedadgående siden slut 90´erne. Der er dermed en tidsforskydelse mellem etableringen af elitemiljø og ringere Ballon d´Or-placeringer på ca. 30 år, som henvisningen ikke kan redegøre for. Hvad det andet er, det handler om, har jeg ikke et entydigt bud på, men det er klart, at efterdønningerne af Bosman-dommen i 1995 har gjort, at flere af de store lande, og flere af de dygtige fodboldnationer udenfor Europa, har kunnet eksportere flere af deres spillere til de store, europæiske ligaer, hvor langt de fleste af de høje Ballon d´Or-placeringer render og har deres dagligdag. Et andet sted er landsholdsfodbold, som også er en vigtig faktor i stemmeafgivningen til prisen - og her er der ligeledes kommet mere konkurrence, eftersom der er kommet flere lande (både i og udenfor Europa) og EM og VM er blevet udvidet, sidstnævnte også udvidet med flere nationer udenfor Europa. Så konkurrencen er bare blevet større overalt og i alle sammenhænge, og det er nok den mest mærkbare forklaring.

Det fører igen tilbage til elitemiljøer for yngre end tidligere; danske klubber (og ikke-danske klubber for den sags skyld) har ikke råd til at frasige sig den gigantiske økonomi, strategien omkring ungdomsfodbold genererer. Det samme er tilfældet for de nationale forbund, uanset hvilke mantraer der lires af, når mikrofonen er tændt. Jo bedre spillere der kan uddannes, desto bedre økonomi og dermed sportslige vilkår, opnår klubberne. Det ses også af de større og større beløb, helt unge spillere sælges for, som langt, langt overstiger normale inflationstal. Det samme for forbundene. Danmark gør det pt. rigtig godt, især regionalt, hvor vi er førende i Norden, både ift. talentudvikling og på A-landsholdsniveau. Det skaber en økonomi og en interesse for DBUs produkter, som er langt større, end hvis det gik skidt.

Endelig; påstanden om, at talentudviklingen fra 6-7 års alderen er centreret om en håndfuld af de største klubber med de bedste faciliteter, er såre simpelt ikke korrekt. Der er mig bekendt én etableret ligaklub, som stiller elitemiljø til rådighed fra u/8, med et blødt indkøringsforløb i flere år, og det er FCK. FCN, AGF og OB har fra u/10 (ligeledes med første år som blødt indkøringsforløb). Jeg er ikke klar over, hvad FCM har tænkt sig at gøre, men mon ikke de snart hopper med på FCKs setup? Det tror jeg. Når alt dette er sagt, kan jeg da fortælle, at det er betydeligt sværere at møde Bredballe end VB, Vejgaard end AaB, Ishøj end Brøndby osv., og akademiforløb findes i stort set alle licensklubber, de fleste af dem har eller vil sænke alderen til u/10 (som flugter med DBUs seneste "fiske-politik"), således også B93, HIK, Lyngby, HB Køge blandt mange, mange andre, men altså ikke kun en håndfuld blandt de største.

Det er maaske ogsaa vaerd at tage med at foer 1995 var Balon D´or kun for spillere fra Europa.

@ Matias

Der er mange interessante perspektiver i dit indlæg.

Lad mig starte med at børn selvfølgelig er forskellige, og at de rammer, der er gode for nogle børn, ikke altid er det for andre – generelt og i børnefodbold.

Mit indlæg var sat på spidsen for at stikke til en udvikling i dansk børnefodbold, som for nylig også er blevet kritiseret af flere danske sportsstjerner, herunder den tidligere A-landsholdsspiller, William Kvist.

Det er rigtigt nok kun FCK, der på formelt plan har etableret et elitemiljø helt ned til 8-års alderen. Men både praktikere og forskere har over en årrække observeret, at forældre i stigende grad køber specialtræning til børn helt ned i 5-års alderen, at et stigende antal små børn bruger næsten al deres fritid på sport, og at klubber ofte træner børn på samme måde, som de ville træne voksne - dvs. fokus på resultater frem for leg og venskaber.

Til DR fortæller en sportspsykologisk konsulent, at hun ser flere og flere børn mellem 5-10 år, der dyrker sport på eliteniveau. Det er ifølge konsulenten problematisk, da børnene kan miste kontakten til, hvem de er, og begynde at definere sig selv ud fra præstationer og resultater. Det kan resultere i, at børnene bliver fejlfindende og hårde ved sig selv, og at de kan få en grundfølelse af ikke at være gode nok, som de er (lavt selvværd).

Du nævner selv Ishøj IF. Jeg har som børnetræner set mine U8-drenge tabe 9-0 til Ishøj (og det var billigt sluppet) til et stævne, hvor vi var tilmeldt på begynderniveau. Som resultatet indikerer, havde kampen ingen sportslig værdi for nogen af holdene, og de drenge, vi havde med - nogle for første gang - havde selvfølgelig ikke en god oplevelse.

Jeg forstår ikke tænkningen bag at stille et hold, der er meget bedre end de andre (?) Jeg skal ikke kunne sige, om Ishøj bevidst fisker de bedste/mest ambitiøse spillere i en meget ung alder, men sommetider kan man få den mistanke, at der er klubber, som uformelt søger at udvikle et resultatorienteret elitemiljø for små børn.

Spørgsmålet er så, hvem der skal udfordre disse elitehold? Det bliver jo næppe de andre klubber i lokalområdet, som afgiver deres bedste/mest ambitiøse spillere til eliteklubben.

Her er det vigtigt at fremhæve, hvad enhver, der har beskæftiget sig med børnefodbold, bør vide. Du kan ikke omkring 5-10-års alderen se, hvilke spillere der har potentiale til at blive den næste A-landsholdsspiler. Selv på ungdomslandsholdene klarer de fleste ikke cuttet, om end mange derfra dog får en eller anden fodboldkarriere.

I 2022 var 77 procent af spillerne på de seks ungdomslandshold født i første halvår, og 45 procent var født i første kvartal. Medmindre man går ud fra, at der generelt ikke bliver født børn med fodboldtalent i 2. halvår, viser tallene med al tydelighed, at talenter udvælges på et forkert/skævt grundlag, og at de ældste i en årgang får de bedste udviklingsmuligheder.

Og hvorfor det? Ja, det giver næsten sig selv. Der er generelt en stor udviklingsmæssig forskel på en syvårig og en otteårig. I mange tilfælde vil der være næsten et års forskel på flere spillere på én årgang. De ældste vil generelt være foran fysisk og kognitivt og i mange tilfælde også have gået til fodbold længere tid. En fair sammenligning af niveau/potentiale vil derfor bero på at sammenligne de yngstes niveau med det niveau, de ældste var på et halvt til et helt år tidligere. Ikke meget tyder på, at det sker. Typisk ser man ganske enkelt på, hvilke børn der er bedst her og nu. Der sker formentlig dermed en stor frasortering af talenter allerede i en meget tidlig alder.

Derudover er der selvsagt en masse andre faktorer, der spiller ind, og som gør det umuligt at spotte fodboldstjerner allerede som små børn. F.eks. har jeg fået fortalt af en idrætsforsker, at det typisk er børn, der har gået til flere forskellige sportsgrene, der klarer sig bedst. Hvor mange er bevidste om det? Jonas Vingegaard elskede at spille fodbold, indtil han var ti år, hvor han tilfældigt efter at have set et cykelløb med sin far skiftede bolden ud med cyklen.

På grund af ovenstående går jeg ind for træningsmiljøer, hvor børnefodbold først og fremmest handler om leg og venskab. I min optik er dette grundlaget for, at børnene finder den tryghed, glæde og sociale identitet, der er grundlaget for, at de fortsætter med at spille fodbold og udvikle sig. For langt, langt de fleste vil det også være det, som fodbolden kan bringe dem.

Det er dog fornuftigt, at børn som udgangspunkt bliver matchet på et niveau, hvor de kan være med. Og der vil de yngste i en årgang som nævnt ofte havne i ”den tunge gruppe”. Men hvor svært er det egentlig at sige, at til f.eks. hver 4. træning og til nogle udvalgte stævner sammensætter man grupper på tværs af årgange, hvor de yngste fra en årgang er sammen med de ældste fra årgangen under o.l. Jeg tror, det vil være en øjenåbner for mange trænere at se deres yngste spillere sammen med jævnaldrende.

Jeg er derfor meget enig i DBU’s 50/25/25-anbefaling om at træne ”op og ned”. Men jeg ser den desværre sjældent udfoldet i praksis i noget nævneværdigt omfang. Heller ikke i de såkaldt certificerede børneklubber.

Før man får øjnene op for, at børn udvikler sig forskelligt, og før man erkender og handler på, at mange børn bliver frasorteret på et fejlagtigt grundlag, tror jeg, at man skal holde igen med at dyrke elitemiljøer inden for børnefodbold – både formelle og uformelle. For der er intet, der tyder på, at man forsmår at spotte de største talenter tidligt, selvom en sådan udvælgelse selvfølgelig kan indebære et selvopfyldende profeti, fordi de udvalgte gives bedre chancer og muligheder.

Min pointe med Balon d’or-listen er, at Danmark før i tiden skabte langt flere rigtigt dygtige fodboldspillere. Jeg mener ikke, at min kritik af talentudviklingen (i det perspektiv) bare kan afvises med, at det er nyt med elitefokus i dansk børnefodbold. Det er ikke rigtigt, at der ikke var fokus på elite før i tiden.

De store danske spillere i 70’erne til 90’erne kom fra generationer, hvor børnefodbold mest af alt var leg og sjov. Ser man børn spille alene, vil man opdage, at de typisk af sig selv sammensætter jævnbyrdige hold på tværs af alder/niveau, og at deres fokus er på legen og glæden ved spillet. Ellers ville de jo ikke deltage af egen drift. Her tror jeg, der er noget at tænke over og lære af.

Så er det klart, at på et senere tidspunkt skal de bedste videre og ind i elitemiljøer. Vi havde næppe fået et så stjernebesat landshold i 80´erne (og også i 70’erne hvis det ikke havde været for nogle tåbelige DBU-regler om udlandsprofessionelle spillere), hvis ikke spillere som f.eks. Lerby og Arnesen var kommet videre til AJAX fodboldskole i en relativt ung alder. Allan Simonsen havde selvfølgelig heller aldrig vundet Balon d´Or, hvis han var blevet i Vejle.

God artikel om emnet:

https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/guide-saadan-spiller-i-boernene-gode-med-en-fodbold

Jeg kan godt kan læse mig frem til, hvad du mener, men jeg har lidt svært ved at greje opbygningen af dit indlæg, så jeg vil blot kommentere hist og pist, sådan, startende fra toppen.

"... børn selvfølgelig er forskellige, og at de rammer, der er gode for nogle børn, ikke altid er det for andre"

- I virkeligheden er ovenstående rigeligt. Det opsummerer nemlig glimrende, hvorfor det rationelt betragtet ikke kan konkluderes, hvad der er bedst for børn på området. Børn er forskellige, og derfor kan noget, der er fantastisk for ét barn, være helt forkert for et andet barn.

"Til DR fortæller en sportspsykologisk konsulent, at hun ser flere og flere børn mellem 5-10 år, der dyrker sport på eliteniveau. Det er ifølge konsulenten problematisk..."

- Når DR, og andre medier, bevidst turnerer med holdninger, de mener er den rigtige (og elite rimer sådan lidt på egoisme, aggressivitet, eksklusion og andet øv), og får holdningerne bekræftet af fageksperter, som er blevet uddannet i at mene nøjagtigt det samme, bliver snakken unuanceret. Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at man som psykolog ikke har den mindste føling med, at elite også skaber en masse ranke rygge, en masse unge med selvtillid, og en masse unge, der pludselig finder ud af, at de er enormt dygtige til noget, og høster anerkendelse derfra, som de kan tage med i livet, uanset om de bliver elitesportsudøvere eller ej.

"... stikke til en udvikling i dansk børnefodbold, som for nylig også er blevet kritiseret af flere danske sportsstjerner, herunder den tidligere A-landsholdsspiller, William Kvist"

- Talk is cheap, også for dem, som gerne vil turnere med omtalte holdninger, som hyldes for at være de gode, de rigtige og de omsorgsfulde. Flere af dem, der taler om emnet i øjeblikket, og ønsker at fremstå som fornuftens stemme, har selv børn i elitesportsmiljøer. Mit dybe kendskab begrænser sig til fodbold, og jeg kan da godt afsløre, at et par af dem, der har været mest fremtrædende i snakken, har sønner, som jævnligt spiller mod min dreng, og har været en del af et elite-akademi siden de var u/8. Rules for thee...

"Men både praktikere og forskere har over en årrække observeret, at forældre i stigende grad køber specialtræning til børn helt ned i 5-års alderen"

- Forskere? Altså, argument from authority er ikke ret velegnet, når det handler om noget, de fleste erfarne bold.dk brugere, igennem livslang interesse, selv er blevet eksperter i. Men lad nu det ligge :)
Ja, folk melder deres børn til privattræninger. Ikke alt er, som tingene var en gang. Jeg vil ikke selv argumentere for en udvikling-eller-afvikling-holdning, så det er ikke, fordi jeg er udpræget tilhænger af privattræninger, men jeg anerkender, at det kan noget, som pædagogikken bag breddesport ikke kan tilbyde. Og det er eller kan være godt, netop pga. din egen åbner; børn er forskellige.

"... klubber ofte træner børn på samme måde, som de ville træne voksne - dvs. fokus på resultater frem for leg og venskaber"

- Det er en præmis, jeg har svært ved at tilslutte mig, fordi leg og venskab i din argumentation fungerer som modstykke til at opnå resultater og til elite. Og jeg mener ikke, man nødvendigvis kan adskille de ting. Det kan man for nogen, men ikke for andre. Børn er forskellige, nogle finder leg i fodbold via pjat og hygge, andre finder leg i fodbold via konkurrence og dygtiggørelse.

Personligt går jeg meget op i, at min dreng er glad. For det udvikler ham positivt, det bygger ham op og gør ham til et menneske, som stoler på sine omgivelser, også når han begiver sig i kast med noget, han er usikker på. Det er ikke begrænset til hans fodbold. Og positiv udvikling er, ligesom på så mange andre områder, også et nøgleord i elitefodbold. Jeg kender derfor heller ikke en eneste klub, som udelukkende går op i resultater. Af gode grunde i øvrigt, for de resultater, der evt. måtte ønskes, kan ikke til stadighed opnås uden udvikling.

"Spørgsmålet er så, hvem der skal udfordre disse elitehold?"

- Jamen det kan jeg da godt svare på; det skal 1) De tilsvarende elitehold, der findes. I Københavnsområdet er der en håndfuld, og faktisk en ret omfattende underskov af klubber, som også er langt fremme. Disse klubber møder ofte hinanden, hvorfor, i øvrigt, kammerat- og venskaber dannes på kryds og tværs. Denne sommer har min dreng holdt ferie med en dreng fra en anden klub, og der findes et hav af grupper blandt forældre, hvor der aftales at tage på stranden, i biffen, legeaftaler, whatever. Bordtennis er den helt store dille blandt de drenge, så her i sommer afholdt vi både en single- og en rundt-om-bordet dag, hvor der kom børn fra de forskellige klubber. Og når de er til de samme turneringer i udlandet, ja sågar blot i Jylland, heppes der også på hinanden. 2) Hold fra en ældre årgang, typisk en enkelt årgang ældre, og 3) Udenlandske hold, man rejser ned for at møde i turneringer i primært Tyskland, Holland og Belgien.

"Du kan ikke omkring 5-10-års alderen se, hvilke spillere der har potentiale til at blive den næste A-landsholdsspiler"

- Der er kæmpe forskel på at være 5 år og på at være 10 år, når det handler om fodbold. Men nej, ikke på individniveau, men man kan godt udpege en pulje af drenge, fra hvilken langt de fleste af dem, der siden klarer cuttet, skal findes. Når det er sagt, er det ikke vigtigt. Elitesport for børn og unge handler ikke om, at alle deltagende skal ende med at blive prof. fodboldspillere.

"Selv på ungdomslandsholdene klarer de fleste ikke cuttet, om end mange derfra dog får en eller anden fodboldkarriere"

- Igen, det er ikke vigtigt, at alle bliver landsholdsspillere eller blot prof. fodboldspillere. Og nej, de fleste kommer ikke igennem nåleøjet, men alle dem, der gør (mit bud er i omegnen af 90%), vil være opflasket i et elitemiljø fra ganske unge. Og det er dét, der bør være pointen, ikke at majoriteten af den ene eller den anden årsag ikke kommer igennem nåleøjet. Det er i øvrigt også derfor, DBU nok kan høres tage afstand fra børne-elite, men samtidig, bag lukkede døre, er udmærket klar over, at skal Danmark fortsat kunne konkurrere med lande, som har valgt at acceptere eller ligefrem dyrke børne-elite, da bliver man også nødt til selv at være hoppet på vognen i et eller andet omfang. Af samme årsag er Danmark relativt langt foran f.eks. Sverige og Norge, som har en anden politik på området.

"F.eks. har jeg fået fortalt af en idrætsforsker, at det typisk er børn, der har gået til flere forskellige sportsgrene, der klarer sig bedst. Hvor mange er bevidste om det?"

- Alle (de fleste) børn prøver noget forskelligt. I dag er de bare hurtigere til at spore sig ind på noget specifikt, end de var tidligere. Men jeg vil da gerne se dokumentationen for påstanden. Hvad vil det sige, at "have gået til"? Hvor længe? Hvor intensivt? Og har det kunnet fungere på samme tid, som det, dem der klarede sig bedst, blev gode til? Min påstand er, at i fodbold, som er så udbredt, populært og med så mange konkurrencemindede og dygtige udøvere, vil det fremover være svært, at holde et par års pause fra det, for siden at vende tilbage.

"Medmindre man går ud fra, at der generelt ikke bliver født børn med fodboldtalent i 2. halvår, viser tallene med al tydelighed, at talenter udvælges på et forkert/skævt grundlag ... Typisk ser man ganske enkelt på, hvilke børn der er bedst her og nu"

- Det er jo en anden diskussion. Der findes ingen perfekte modeller. I f.eks. England, Polen og Portugal spilles der med "skoleårs-årgange", hvilket fordrer børn, som er født i tredje og fjerde kvartal. Der kan helt sikkert gøres mere for, at der spilles en årgang op eller en årgang ned, så børn bliver bedre matchet, men det er som sagt en anden snak, som ikke handler så meget om overvejelserne om det positive eller negative i, at børn dyrker elitesport.

"... går jeg ind for træningsmiljøer, hvor børnefodbold først og fremmest handler om leg og venskab. I min optik er dette grundlaget for, at børnene finder den tryghed, glæde og sociale identitet"

- Ja, det DU forstår ved leg og venskab. Hvis leg og venskab forstås på anden måde, end du gør, forekommer der ikke større forståelse for, at det også bør have sin plads. Men det er nu en meget udbredt holdning i Danmark. Den fremsiges gerne af de samme mennesker, som argumenterer for, at børn er og naturligvis skal have lov til at være forskellige, men af en eller anden årsag ikke helt kan acceptere, at de kan være så forskellige, at nogen reelt har glæde og gavn af det ene, mens andre har af det andet.

"Jeg er derfor meget enig i DBU’s 50/25/25-anbefaling om at træne ”op og ned”. Men jeg ser den desværre sjældent udfoldet i praksis i noget nævneværdigt omfang. Heller ikke i de såkaldt certificerede børneklubber"

- Jeg er såmænd også tilhænger af anbefalingen, men vil da påstå, at den har noget lettere ved at blive praktiseret blandt akademi-holdene, hvor man har meldt sig ud af de ufleksible turneringer og træningsskabeloner, DBU faciliterer. I breddeklubberne kan det sjældent lade sig gøre, fordi det at træne en årgang op eller en årgang ned, er stort set umuligt at få til at hænge sammen ift. de udviklingsspring, den enkelte spiller tager, tildeling af bane-tid, samkørsel til og fra træning, alt det der. Og derfor kan dem, der er længst fremme, ikke spille 25% op, mens dem, som befinder sig i den anden ende, ikke kan spille 25% ned. Det er den evindelige hovedpine for stort set samtlige klubber. Idéen er god, udførslen er bare ringe (og jeg kan ikke lige se, hvordan den skal kunne gøres mere fleksibel i så gigantisk et omfang, den dækker).

"For der er intet, der tyder på, at man forsmår at spotte de største talenter tidligt"

- Hvordan vil du dokumentere det? Majoriteten af dem, der kommer igennem nåleøjet allerede nu, har en baggrund i elitemiljøer fra u/10, det ved man fra Tyskland og England. Derudover kan man samenligne mængden af spillere fra lande, som har omfavnet elitemiljø fra u/10 eller yngre, med mængden af spillere fra de lande, som ikke har. Danmark er som sagt betydeligt foran Sverige og Norge. Endelig kan man kigge på spillet generelt, som næppe kan siges at have været i stilstand, men tværtimod har gennemgået en teknisk og fysisk forvandling de seneste 10 år, som er sket i et helt andet tempo, end spillet har haft for vane at udvikle sig i - herunder også, at flere og flere helt unge spillere både får og griber chancen på øverste hylde. Så jeg vil argumentere for, at der er ret meget, som tyder på, at det er blandt gruppen på en årgang, som spottes ret tidligt, at man skal finde de største talenter. Ingen regler uden undtagelser, men overordnet set er og vil det fremover være det mønster, der ses.

"Jeg mener ikke, at min kritik af talentudviklingen (i det perspektiv) bare kan afvises med, at det er nyt med elitefokus i dansk børnefodbold. Det er ikke rigtigt, at der ikke var fokus på elite før i tiden. Jeg har selv spillet i Bredballe (en klub du også nævner) i 80’erne ... Det var dog – fornuftigt nok – i en senere alder (ca. 12-14 år)"

- Jamen det er jo det, der er hele essensen af snakken. At elite optrådte markant senere dengang.

"Ser man børn spille alene, vil man opdage, at de typisk af sig selv sammensætter jævnbyrdige hold på tværs af alder/niveau, og at deres fokus er på legen og glæden ved spillet. Ellers ville de jo ikke deltage af egen drift. Her tror jeg, der er noget at tænke over og lære af"

- Ja, i en fri leg, hvor børn spiller fodbold som alternativt til fangeleg, rundbold eller sådan noget, giver det god mening, at tage alle dem, som vil være sammen, med i samme aktivitet. Og det er vel så også det, der kan læres af eksemplet. Men det er jo ikke det, der er emnet her. Alternativt skulle man jo kunne argumentere for, at børn, hver gang de er til træning og kamp, bare skal dele to lige hold og lege sig frem, og gerne helt op til de bliver teenagere (var det ikke 12-14 år, der var eksemplet fra egen barndom?), for så skulle vi få en masse Ballon d´Or-materiale :)
Men noget andet; af egen drift? Om det står ned i stænger og blæser en halv pelikan kun et par grader over frysepunktet, kan jeg ikke overtale min søn om at blive hjemme fra en sur tirsdags-træning. Er hans type fodbolddrift uden værdi og skal ikke anerkendes og stimuleres?

"De store danske spillere i 70’erne til 90’erne kom fra generationer, hvor børnefodbold mest af alt var leg og sjov"

- Alle spillere dengang, uanset nationalitet, kom fra generationer, hvor fodbold ikke blev dyrket på eliteniveau i børnehøjde. Så der var lige vilkår for alle, og eksemplet fortæller derfor intet andet, end at verden har ændret sig. At danske spillere tidligere har været bedre repræsenteret ved Ballon d´Or, er der allerede blevet argumenteret for. Den virkelighed, du selv har italesat som elite fra 12-14-års alderen, har været gældende i Danmark indtil for 8-10-12 år siden, give or take, og der er derfor en tidsforskydelse på ca. 30 år, som påstanden om, at det er dén ændring, der er årsag til de manglende danske Ballon d´Or-placeringer, ikke kan redegøre for. Der er kommet langt flere lande end dengang, hvilket har gjort stemmeafgivningen mere alsidig, Bosman-dommen sørgede for, at de største fodboldmarkeder havde flere af deres bedste spillere ude (og dermed i spot-lyset), de gode ligaer er blevet langt mere tilgængelige, også blandt dem, der afgiver stemmer i konkurrencen, alverdens nationaliteter kan i dag kåres, hvor det førhen kun var for europæere - hvilket bl.a. betød, at i 1986, hvor Maradona nærmest egenhændigt vandt VM for Argentina, blev årets Ballon d´Or tildelt Igor Balanov fra Sovjetunionen. Siden titlen blev åbnet for alle, har 13 uf ad 30 vindere skulle findes uden for Europa, og yderligere 3 af vinderne i perioden, er fra lande, som ikke eksisterede dengang alt var godt. Det er alt sammen noget, som næppe kan tilskrives ændringen af alderen, elitemiljøer er tilgængelige for danske børn.

"De meget ambitiøse drenge/forældre var allerede i VB fra små, og stemningen der var helt anderledes alvorlig og seriøs end i en klub som Bredballe (dengang). Som barn kunne man sagtens fornemme det, og jeg brød mig ikke om det"

- Den pointe er sigende, og virkelig forfriskende ærlig. Cadeau for den! Den er samtidig kernen i meget af den kritik, der er på området. Man bryder sig ikke om det ambitiøse på området, som på en eller anden måde virker farligt, aggressivt og asocialt, og derfor argumenterer man for, at det slet ikke burde finde sted. Jeg er sådan set enig i, at ambitiøs fodbold for børn (altså elite), kan være både aggressivt (der skydes hårdere, der tackles hårdere, der presses højere, der er stemme på spillerne fra en tidlig alder osv.) og ekskluderende, og derfor bedst dyrkes i et relativt begrænset forum. Igen, der findes ikke et perfekt system for noget som helst, men der bør som minimum kunne gives plads til, at mennesker er forskellige og derfor har forskellige tilgange til alle mulige ting, herunder det at spille fodbold.

- I virkeligheden er ovenstående rigeligt. Det opsummerer nemlig glimrende, hvorfor det rationelt betragtet ikke kan konkluderes, hvad der er bedst for børn på området. Børn er forskellige, og derfor kan noget, der er fantastisk for ét barn, være helt forkert for et andet barn.

Her er vi ikke helt enige. Forskning og faglig erfaring viser meget klart, at der generelt er nogle rammer, som børn trives og udvikler sig bedst i. Det er klart, at én model/ramme aldrig kan favne ethvert barn 100 pct. Det er bare ikke ensbetydende med, at man skal afvise relevant viden.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg ikke fortaler for én model, hvor fokus kun er på bredde. Jeg mener, at det er muligt at tilrettelægge børnefodbold på en måde, hvor man tilgodeser begge aspekter. Det er et stort problem, at vi i dansk fodbold åbenlyst overser potentialet i en halv årgang år efter år, fordi vi enøjet har fokus på de bedste her og nu.

- Ja, i en fri leg, hvor børn spiller fodbold som alternativt til fangeleg, rundbold eller sådan noget, giver det god mening, at tage alle dem, som vil være sammen, med i samme aktivitet. Og det er vel så også det, der kan læres af eksemplet. Men det er jo ikke det, der er emnet her. Alternativt skulle man jo kunne argumentere for, at børn, hver gang de er til træning og kamp, bare skal dele to lige hold og lege sig frem, og gerne helt op til de bliver teenagere (var det ikke 12-14 år, der var eksemplet fra egen barndom?), for så skulle vi få en masse Ballon d´Or-materiale :)
Men noget andet; af egen drift? Om det står ned i stænger og blæser en halv pelikan kun et par grader over frysepunktet, kan jeg ikke overtale min søn om at blive hjemme fra en sur tirsdags-træning. Er hans type fodbolddrift uden værdi og skal ikke anerkendes og stimuleres?

Så har du ikke helt fanget, hvad jeg mener. Ovenfor beskriver jeg min opfattelse af god børnefodbold, der består i differentieret træning, hvor der dels er fokus på fællesskab og leg (for børn er fodbold leg) og dels niveauinddeling ca. 50 pct. af tiden. Børn bør derudover både prøve at spille mod bedre/ældre/fysisk stærkere børn og vice versa. Det kan også give nye perspektiver på spillerne over tid blandt trænerne at se dem i forskellige set up. Primært handler det om, at så mange som muligt skal have lyst til at at spille fodbold så længe som muligt, da reelt talent og mentaliteten til at gå efter en karriere for flertallet først bliver synlig i teenageårene, hvor aldersforskelle også udligner sig mere. Med andre ord bør der i min bog tages flere hensyn på samme tid.

Som børnetræner har jeg haft flere børn, der ikke umiddelbart står forrest i køen til at blive den nye Zico, men som altid møder op til træning uanset vejr og vind. Omvendt er der dygtigere spillere, der bliver væk. Ofte drejer det sig nok mere om forældrene end børnene.

Majoriteten af dem, der kommer igennem nåleøjet allerede nu, har en baggrund i elitemiljøer fra u/10, det ved man fra Tyskland og England. Derudover kan man samenligne mængden af spillere fra lande, som har omfavnet elitemiljø fra u/10 eller yngre, med mængden af spillere fra de lande, som ikke har. Danmark er som sagt betydeligt foran Sverige og Norge.

Igen; Man ved også (i Danmark), at børn født i 3. og 4. kvartal sjældent kommer igennem nåleøjet. Og det er da klart, at det vil blive et selvopfyldende profeti, at elitemiljøerne skaber fremtidens professionelle. For som du skriver et sted, ér de ekskluderende og giver (alt for) tidligt udvalgte børn bedre muligheder i præstationsmiljøer, som de hurtigt selv bliver ekskluderet fra, når det viser sig, at talentet ikke rækker.

Hvem bliver ekskluderet? Og er det godt for dansk fodbold som helhed? I et talentudviklingsperspektiv er det for mig det afgørende.

Jeg har i øvrigt svært ved at se, at Danmark har præsteret bedre end Sverige og Norge inden for talentudvikling de sidste 20-30 år. Jeg vil mene, at det forholder sig modsat, når det kommer til ar udvikle topspillere med X-faktor. At Danmark i en periode har været stærkere på holdniveau, er en anden sag, som Norge og Sverige må adressere. Skal vi sammenligne med Sverige, som i højere grad end Norge er en fodboldnation, har styrkeforholdet altid vekslet.

- Alle spillere dengang, uanset nationalitet, kom fra generationer, hvor fodbold ikke blev dyrket på eliteniveau i børnehøjde. Så der var lige vilkår for alle, og eksemplet fortæller derfor intet andet, end at verden har ændret sig. At danske spillere tidligere har været bedre repræsenteret ved Ballon d´Or, er der allerede blevet argumenteret for.

Der er ikke korrekt. Der var et helt andet syn på sport i Danmark frem til ca. slutningen af 80érne end i mange andre europæiske lande, hvor der for længst var indført bl.a. professionel fodbold. Spillere fra disse generationer har ofte fortalt om det kulturchok, der ramte dem, når de skiftede til f.eks. Bundesligaen. Farvel til sjov og fællesskab. Goddag til disciplin og skarpe albuer.

Brøndby har været pionererne inden for elitedyrkelse og talentudvikling i dansk fodbold. De var i gang allerede i 80´erne og 90´erne og inspirerede andre klubber til at følge trop. I 2004 indførte DBU et licenssystem for klubber, der tvang klubberne til at skabe struktur omkring ungdomsarbejde og talentudvikling, men mange steder var systemet der allerede.

Balon d´Or er blot en illustration. Der vil sikkert have været nogle flere sydamerikanere på listen før 1995, hvis de kunne vælges, men det havde jo ikke betydet, at Simonsen, Elkjær, Laudrup m.fl. ikke havde fået stemmer, for på toppen var de blandt de største stjerner i verden (inkl. sydamerikanere).

Dit argument om en tidsforskydning på 30 år holder i min optik ikke. Jeg mener fortsat, at fortalere for en højere grad af elitedyrkelse (og dermed eksklusion af store grupper af andre børn) må forklare, hvordan et historisk set ikke-elitedyrkende samfund (herunder børnefodbolden) som Danmark relativt til populationen har skabt så store fodboldstjerner før i tiden og generelt har skabt et ganske imponerende antal topidrætsudøvere i tiden løb.

Da Danmark vandt 4-2 over USSR i i 1985, var det mod et system, hvor børn allerede i 6–8-årsalderen blev udvalgt til specialskoler og sportsklubber, hvor de blev trænet målrettet mod at blive eliteatleter. Der fandtes statsdrevne sportsskoler over hele landet, der skulle demonstrere Sovjetunionens styrke over for Vesten gennem sport. Det var i den grad to forskellige tilgange til sport, der stødte sammen i den kamp.

- Den pointe er sigende, og virkelig forfriskende ærlig. Cadeau for den! Den er samtidig kernen i meget af den kritik, der er på området. Man bryder sig ikke om det ambitiøse på området, som på en eller anden måde virker farligt, aggressivt og asocialt, og derfor argumenterer man for, at det slet ikke burde finde sted. Jeg er sådan set enig i, at ambitiøs fodbold for børn (altså elite), kan være både aggressivt (der skydes hårdere, der tackles hårdere, der presses højere, der er stemme på spillerne fra en tidlig alder osv.) og ekskluderende, og derfor bedst dyrkes i et relativt begrænset forum. Igen, der findes ikke et perfekt system for noget som helst, men der bør som minimum kunne gives plads til, at mennesker er forskellige og derfor har forskellige tilgange til alle mulige ting, herunder det at spille fodbold.

Børnefodbold i alderen cirka 6-12 år skal i min verden ikke forveksles med voksenfodbold. Det bliver en lidt svær debat, når vurderinger fra organisationer, forskere og faggrupper, der bør vide noget om emnet, bliver afvist med, at en livslang interesse giver tilsvarende forudsætninger. Jeg går ud fra, at den tidligere professionelle fodboldspiller, Anders Jacobsen (se artiklen ovenfor), også har haft en livslang interesse for fodbold. Han erkender dog, at børnefodbold bare er en helt anden disciplin, hvor han ikke kan sine bruge erfaringer fra professionel fodbold til særlig meget.

Generelt er jeg enig med synspunkterne i denne artikel:

DBU sender klart signal: Små børn udvælges alt for tidligt til elitehold

https://www.tv2kosmopol.dk/broendby/dbu-sender-klart-signal-smaa-boern-udvaelges-alt-for-tidligt-til-elitehold

Som det fremgår i artiklen, valgte Brøndby i 2023 at droppe talentholdene op til U12. I den forbindelse udtalte næstformanden i BIF flg.:

Det var ligesom bare et lukket hold mange steder. Det var svært for spillerne at flyde mellem holdene (...) Derfor tabte vi en række spillere ved at lave den tidlige selektion. Og vi aner ikke, om de spillere var blevet breddespillere, elitespillere eller trænere. Vi ved det ikke. Det eneste vi ved er, at vi har tabt dem. Og det er ærgerligt.

"Forskning og faglig erfaring viser meget klart"

- Hvilken forskning, i hvilket perspektiv og hvordan har man testet det mod divergerende praksisser på området?

"Det er bare ikke ensbetydende med, at man skal afvise relevant viden"

- Jeg afviser intet, jeg har blot set tilstrækkeligt med anbefalinger og præsenteret viden på området, som er så vinklet og dermed mangelfuld og unuanceret, at de har været tæt på ubrugelige. Til gengæld taler de direkte til folk, som i forvejen har et negativt syn på elite for børn, og så bruges det som "argument from authority", som i min verden fungerer som en afvisning af enhver interessant debat. Objektiv viden, som reelt har søgt at give så fyldestgørende anbefalinger og konklusioner som muligt, er dog altid interessant.

"Så har du ikke helt fanget, hvad jeg mener"

- Du skrev, at børn selv deler hold på tværs af alder og niveau, når det er op til dem selv. Det er det, jeg har forholdt mig til.

"Primært handler det om, at så mange som muligt skal have lyst til at at spille fodbold så længe som muligt, da reelt talent og mentaliteten til at gå efter en karriere for flertallet først bliver synlig i teenageårene, hvor aldersforskelle også udligner sig mere"

- Det er jeg ikke enig med dig i, nødvendigvis først er synligt fra teenageårene. For nogen, ikke for andre. Men det er i den periode, at der sker en stor udskilning, og lige netop den sammenblanding, ved jeg, at en del undersøgelser (også præsenteret som viden) går i fælden på. Men det er faktisk ikke vigtigt, om det ene eller det andet er rigtigt, for elite for børn udelukker ingen fra at udvikle sig i andre miljøer. Det har jeg heldigvis set så mange gange selv, at jeg for længst har kunnet konkludere, at det ikke er enestående tilfældigheder. Så noget kan være rigtigt for den ene, mens noget andet kan være rigtigt for den anden.

"For som du skriver et sted, ér de ekskluderende og giver (alt for) tidligt udvalgte børn bedre muligheder i præstationsmiljøer, som de hurtigt selv bliver ekskluderet fra, når det viser sig, at talentet ikke rækker"

- Har du tænkt det argument til ende? Trupperne bliver større og større, jo ældre en årgang bliver. Det vil også sige, at dem, der viser sig forkert placeret i et elitemiljø, og dermed må finde andre veje, bliver erstattet i en klubs elite-setup af ikke bare andre, men flere andre som kommer udefra. Og hvor kommer de andre så fra? Det er et simpelt regnestykke. Hvis der er 100 elitebørn på en årgang, og 30 af dem forlader elitemiljøerne, som skal vokse til 110 sæsonen efter, så er det klart, at der tages 40 ind, som ikke kommer fra samme pulje af eliteklubbernes trupper. Det hele er en trappemodel, og der er mange trin fra hyggehold i breddeklubber til absolut elite hos topklubberne. Det er ikke bare enten/eller.

"Der er ikke korrekt. Der var et helt andet syn på sport i Danmark frem til ca. slutningen af 80érne end i mange andre europæiske lande, hvor der for længst var indført bl.a. professionel fodbold. Spillere fra disse generationer har ofte fortalt om det kulturchok, der ramte dem, når de skiftede til f.eks. Bundesligaen. Farvel til sjov og fællesskab. Goddag til disciplin og skarpe albuer"

- Jo, det er fuldkommen korrekt. Du blander børne- og voksenelite sammen. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men det kan du måske selv forklare? Da 80´ernes topspillere var børn i 60´erne og 70´erne, fandtes der ikke børneelite a la det, vi snakker om, nogen steder i Europa. Ajax indførte som nogen af de første et akademi for u/13 og opefter, i slutningen af 70´erne. Hvis du ligger inde med anden viden, må du meget gerne byde ind med den.

"Dit argument om en tidsforskydning på 30 år holder i min optik ikke"

- Hvordan vil du så redegøre for de ca. 30 år, hvor den type børneelite, vi taler om, ikke eksisterede i Danmark, men hvor der heller ikke var nogen hæderlige danske Ballon d´Or placeringer?

"Jeg har i øvrigt svært ved at se, at Danmark har præsteret bedre end Sverige og Norge inden for talentudvikling de sidste 20-30 år"

- Vi snakker om et område, som har 8 år på bagen, så det er svært at konkludere noget ud fra de topspillere, der er professionelle i dag. Men tag et kig på børneeliten lige nu. Jeg ved, at der er både svenskere og nordmænd på u/10 hold i Danmark, og flere og flere jo ældre, de bliver, men så vidt jeg er orienteret, er der ingen, der er taget den anden vej.

"Børnefodbold i alderen cirka 6-12 år skal i min verden ikke forveksles med voksenfodbold. Det bliver en lidt svær debat, når vurderinger fra organisationer, forskere og faggrupper, der bør vide noget om emnet, bliver afvist med, at en livslang interesse giver tilsvarende forudsætninger"

- Jeg har aldrig argumenteret for, at børnefodbold skal forveksles med voksenfodbold. Det bliver kun en svær debat, hvis man mener, at så snart nogen er forskere eller en del af en faggruppe, så må deres anbefalinger og konklusioner veje tungere, end nogen, som har beskæftiget sig med området hele deres liv. Hvad er det så, du vil have ud af snakken? Du peger på noget forskning, du finder relevant (ganske vist ikke specifikt og da slet ikke, hvad samme er baseret på) og bum, udfordres det, så finder du det svært at tage snakken, fordi det du peger på jo er forskning. Birger Peitersen har med noget der ligner statsgaranti aldrig været ligeså dygtig til at udvikle og spotte talent som Ton Pronk, men sidstnævnte havde udelukkende praktisk erfaring og dermed ikke det der ligner førstnævntes akademiske meritter. Yderligere; det nytter ikke at tillægge akademia en større betydning for snakken, end den industri, som rent faktisk beskæftiger sig med den i praksis, og som tildeler den en endog voldsom økonomi. Og faktum er, at man i Norden (dog minus Danmark, især Københavnsområdet (men også det er ved at ændre sig)) har indtaget et andet syn på børneelite end snart sagt alle andre landes klubber i Europa. Tager disse alle andre klubber så fejl, fordi forskere og faggrupper er rundet af en anden tilgang til området? Hvis dét er holdningen, så er al snak jo overflødig, for da kan man blot pege på den autoritet, man selv har valgt at læne sig op ad.

"Som det fremgår i artiklen, valgte Brøndby i 2023 at droppe talentholdene op til U12"

- Du fandt det ikke relevant at undersøge, om de folk, der pt. taler højt i snakken, selv har (mindre) børn i elitefodbold, og du har åbenbart heller ikke fundet det relevant at undersøge, om Brøndby bruger satellitklubber til at udvikle børneelite for dem, for så at overtage hele trupper fra u/12.

Tre ting fra en, der ikke ved meget om børnefodbold.
1. Ballon d’or-listerne er en lidt underlig målestok for succes. Der er vel mange dygtige spillere, som ikke får en plads på de lister - ellers ville Danmark f.eks. have samme lave niveau nu som for 15 år siden, hvilket ingen vel vil påstå.
2. Jeg hører en kritik af en manglende forståelse for børn med høje ambitioner i Danmark, men mere konkret: Hvordan bør balancen være mellem værdier som fællesskab, tolerance og holdånd på den ene side og individuel succes, resultater og konkurrence på den anden - og kan det hele evt. rummes i et elitemiljø? Hvor meget fylder den viden, vi har, om børns hjerner, konsekvenstænkning og udvikling i teenageårene i den diskussion?
3. Problemet med forskellen mellem dem, der er født tidligt og sent på året, har været diskuteret i årtier, så vidt jeg ved. Det virker vanvittigt, at man ikke har gjort noget reelt ved det endnu.

- Hvilken forskning, i hvilket perspektiv og hvordan har man testet det mod divergerende praksisser på området?

Det, jeg henviser til, er generel forskning og praksisbaseret viden om børns udvikling og læring. Den viden kan/bør overføres til børnefodbold og danne grundlag for fornuftige overvejelser og beslutninger.

Det kræver ikke et professorat at erkende, at du ikke kan spotte den næste Niels Bohr i 2. klasse. Tilsvarende gælder (generelt) inden for børnefodbold. "The slow one now will later be fast", som Bob Dylan synger.

- Jo, det er fuldkommen korrekt. Du blander børne- og voksenelite sammen. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men det kan du måske selv forklare? Da 80´ernes topspillere var børn i 60´erne og 70´erne, fandtes der ikke børneelite a la det, vi snakker om, nogen steder i Europa. Ajax indførte som nogen af de første et akademi for u/13 og opefter, i slutningen af 70´erne. Hvis du ligger inde med anden viden, må du meget gerne byde ind med den.

Jeg påstår ikke, at der i 60´erne, 70´erne og 80´erne var børneelite i de professionelle klubber efter samme koncept som i dag. Men der var allerede fra 60´erne og frem (og nogle steder tidligere) en anden tilgang til børnefodbold, der fokuserede på systematisk selektion og talentudvikling. Bl.a. i Holland rekrutterede man allerede i 70´erne børn helt ned til 8-10 år til ungdomsafdelingerne. Det må betyde, at scouting og rekruttering af disse børnetalenter er begyndt endnu tidligere. Generelt formaliserede flere store klubber og nationer deres ungdomsprogrammer allerede 70’erne og 80’erne. Men jeg vil ikke påstå at have det forkromede overblik over udviklingen på tværs af europæiske nationer.

Hvis vi skal gå tilbage til emnet (og glem så bare Balon d´Or), går mine overvejelser på, hvordan Danmark kunne skabe så mange unikke fodboldspillere med individuel X-faktor i disse generationer, hvorefter vi i takt med stigende professionalisering og organiseret talentudvikling ikke længere formår at skabe topspillere, der skiller sig ud. Kunne det bl.a. have at gøre med, at udgangspunktet var lokale fælleskaber og leg, at de største talenter først blev udvalgt på et alderstrin, hvor aldersforskellene var udjævnet, og hvor spillerne var modne/klar til at konkurrere i elitemiljøer? Dvs. et udgangspunkt, der i min optik tager afsæt i en generel viden om børns udvikling, hvor tryghed, leg og venskaber er afgørende for en god udvikling.

Hvis bare var business as usual i hele perioden på tværs af alle lande, hvorfor har vi så ikke udviklet flere spillere, der skiller sig ud?

- Du skrev, at børn selv deler hold på tværs af alder og niveau, når det er op til dem selv. Det er det, jeg har forholdt mig til.

Genlæs evt. den del, du har klippet ud. Jeg lægger ikke op til at afskaffe niveauinddeling og indføre hygge og fri leg. Jeg mener, at det fremgår.

- Vi snakker om et område, som har 8 år på bagen, så det er svært at konkludere noget ud fra de topspillere, der er professionelle i dag. Men tag et kig på børneeliten lige nu. Jeg ved, at der er både svenskere og nordmænd på u/10 hold i Danmark, og flere og flere jo ældre, de bliver, men så vidt jeg er orienteret, er der ingen, der er taget den anden vej.

Min interesse er, at Danmark igen begynder at skabe fodboldspillere, der skiller sig ud. Det er muligt, du får ret i, at de børneeliteklubber, vi har i dag, kommer til at udvikle disse spillere. Jeg må bare sige, at jeg har min tvivl, og jeg er bekymret for, at vi i stedet kommer til at ekskludere børn med et stort potentiale i en alt for tidlig alder.

Børn, der allerede i 8-årsalderen føler sig fravalgt, finder nok på noget andet at lave end fodbold. Børn gennemskuer det hurtigt, og de bryder sig lige så lidt om at blive fravalgt/forskelsbehandlet som os andre. Men hvis vi mener at kunne spotte de bedste allerede som 8-10-årige, er det måske ikke det store problem (?)

"1. Ballon d’or-listerne er en lidt underlig målestok for succes"

- Enig, det er ubrugeligt i denne sammenhæng.

"2. Jeg hører en kritik af en manglende forståelse for børn med høje ambitioner i Danmark, men mere konkret: Hvordan bør balancen være mellem værdier som fællesskab, tolerance og holdånd på den ene side og individuel succes, resultater og konkurrence på den anden"

- Jeg tænker ikke, at det er værdier, der udelukker hinanden. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan de drenge finder hinanden, på tværs af kulturelle, sproglige, økonomiske skel, fordi de er en del af et setup, der er svært at forholde sig til for deres øvrigt omgivelser. De største krammere og de største grin høstes i selskab med holdkammeraterne, ikke i SFO´en, ikke blandt kvarterets børn. Og det er mit meget klare indtryk, er en generel tendens, uanset hvem jeg taler med, og hvilken klub, deres børn spiller i.

"... og kan det hele evt. rummes i et elitemiljø? Hvor meget fylder den viden, vi har, om børns hjerner, konsekvenstænkning og udvikling i teenageårene i den diskussion?"

- Elitemiljø er bestemt ikke for alle. Det er heller ikke for alle, der ellers er en del af et elitemiljø. Og nej, jeg mener ikke, elitemiljøer har tilstrækkeligt fokus på netop konsekvenstænkning, i særdeleshed for de børn, der kommer fra hjem, hvor anerkendelse og kærlighed opnås igennem vurderingen af, hvor dygtigt barnet er til at spille fodbold. Efter min mening er det en vigtig ting at forstå, når man tager en debat, som er fuld af nuancer; intet er perfekt. Derfor er jeg heller ikke af den holdning, at elitemiljøer udelukkende er positivt, for det mener jeg bestemt ikke, det er. Elitemiljøer er pissegodt, hvis barnet dér får lov at udtrykke sig i dét, det virkelig går op i, og ellers har en familie, for hvem den sportslige status ikke betyder noget som helst for omsorgen for barnet.

"3. Problemet med forskellen mellem dem, der er født tidligt og sent på året, har været diskuteret i årtier, så vidt jeg ved. Det virker vanvittigt, at man ikke har gjort noget reelt ved det endnu"

- Og det er jo svært at gøre noget ved, fordi man på visse områder bliver nødt til at have nogle afgrænsninger, som passer bedst til majoriteten. Det synes jeg er langt mere fleksibelt i elitemiljøer, som med afstand er bedre til at placere børnene i nogle setups, som passer bedst til dem rent udviklingsmæssigt. Det er svært at gøre i breddefodbold, også fordi, der er mange andre hensyn at tage, f.eks. at børnene dér, ofte er samlet fra lokalområdet og derfor også ofte går i klasse sammen - så et split til fodbold, kan også betyde et split i klassedynamikken, et split fra de forældre, man er vant til at blive hentet af osv.