Tre gange har jeg grædt på grund af en fodboldkamp. Tre gange.
Første gang var 0-1 i Ungarn i 1983. Vi så kampen hjemme i stuen, og sagen var jo, at Danmark ville kvalificere sig til EM-slutrunden i Frankrig, hvis vi nappede blot to point i de sidste to kampe. Vi spiste aftensmad foran tv´et, jeg var 18 og følsom, og kunne simpelthen ikke håndtere nederlaget. Målet blev sat ind af Sandor Kiss, og dagen efter havde Ekstrabladet på spisesedlen skrevet The Kiss of Death.
Nå. Det gik jo alligevel.
Anden gang var den værste. Jeg har alle dage holdt af lille Allan, og da han brækkede benet på Parc de Princes, og da Jesper Olsen sidenhen blev nikket en skalle af Amoros, og da Platini scorer kampens eneste mål, efter en dansk (Ivan Nielsens?) hårtot, da kunne jeg ikke mere. Jeg græd og græd.
Tredje gang var ikke på samme måde. Det var raseri. Jeg var olm som en tyr. Årsagen var løvernes nederlag til tyske Dortmund efter en tysk scoring til allersidst. Christian Poulsen blev udvist i den kamp, og dommeren var et røvhul, uduelig og svag. Navnet var enten Jesus eller Mesias.Kan I huske den kamp? Lortedommer og en sen scoring imod - det er hård kost for en følsom mand.
Jeg kan faktisk ikke huske hvornår kampen fandt sted. Først i 2000´erne måske?