Snak

Tre gange har jeg grædt på grund af en fodboldkamp. Tre gange.

Første gang var 0-1 i Ungarn i 1983. Vi så kampen hjemme i stuen, og sagen var jo, at Danmark ville kvalificere sig til EM-slutrunden i Frankrig, hvis vi nappede blot to point i de sidste to kampe. Vi spiste aftensmad foran tv´et, jeg var 18 og følsom, og kunne simpelthen ikke håndtere nederlaget. Målet blev sat ind af Sandor Kiss, og dagen efter havde Ekstrabladet på spisesedlen skrevet The Kiss of Death.

Nå. Det gik jo alligevel.

Anden gang var den værste. Jeg har alle dage holdt af lille Allan, og da han brækkede benet på Parc de Princes, og da Jesper Olsen sidenhen blev nikket en skalle af Amoros, og da Platini scorer kampens eneste mål, efter en dansk (Ivan Nielsens?) hårtot, da kunne jeg ikke mere. Jeg græd og græd.

Tredje gang var ikke på samme måde. Det var raseri. Jeg var olm som en tyr. Årsagen var løvernes nederlag til tyske Dortmund efter en tysk scoring til allersidst. Christian Poulsen blev udvist i den kamp, og dommeren var et røvhul, uduelig og svag. Navnet var enten Jesus eller Mesias.Kan I huske den kamp? Lortedommer og en sen scoring imod - det er hård kost for en følsom mand.

Jeg kan faktisk ikke huske hvornår kampen fandt sted. Først i 2000´erne måske?

"Tredje gang var ikke på samme måde. Det var raseri. Jeg var olm som en tyr. Årsagen var løvernes nederlag til tyske Dortmund efter en tysk scoring til allersidst. Christian Poulsen blev udvist i den kamp, og dommeren var et røvhul, uduelig og svag. Navnet var enten Jesus eller Mesias.Kan I huske den kamp? Lortedommer og en sen scoring imod - det er hård kost for en følsom mand."

Brændte Laursen ikke et straffe i dén kamp? Husker at Poulsen røg ud ovenpå en banal forseelse mod Koller, som hævnede og derpå måtte samme vej. Lortekamp.

Jeg var i øvrigt tæt på at flæbe over kampudviklingen mod Butrageno & Co da vi gik på røven i Mexico. Tung kost. Nederdrægtigt. Og så var der vist nogle meget deprimerende faser i halvfemserne, der gjorde dagene gråsorte. Man havde ganske enkelt ikke lyst til at tilbringe tid med især vestegnske horder, selvom det ramte både venner, kammerater og familiemedlemmer.

XX2

Messias var dommer mod HSV. Han var så dårlig at han efterfølgende blev udelukket. HSV vandt på et vanvittigt straffe i overtiden. Der var en helt vild stemning i Parken den aften.

Den mod dortmund var i uefa cuppen i 2001. Der vandt Dortmund også returkampen.

Der var en helt vild stemning i Parken den aften

Sjældent har jeg været så meget oppe at køre til en kamp.

Hvor det tændte helt af og jeg mener også at Nummer 32 fik en tur i bad nogle minutter før det endelige slutfløjt, så FCK var vel kun 9 mand på banen til sidst.

Det var en på alle måder crazy aften i Parken.

Det var det bestemt.

Jeg sad på øvre endetribune med HSV’s fans nedenunder.

Totalt idiotisk konstruktion og de stakkels tyskere blev bombarderet med øl og værre sager.

Altså udover de der helt klassiske kampe med OB, Brøndby osv., så er det måske ikke så underligt at jeg har SIF kampe øverst.

Jeg så desværre ikke SIF´s kamp hjemme mod Dynamo Kiev i 1994, hvor vi spillede uafgjort. Den oplevelse ville jeg ellers gerne have haft.

Nr. 5:
Til gengæld spillede vi hjemme mod Crusaders året efter. Et ganske elendigt hold, men det vidste jeg ikke dengang. Vi vandt 4-0 hjemme efter lidt skuffende at have tabt 1-2 ude. Vi spillede dem fuldstændig ud på røv og albuer.

Nr. 4:
Da vi i den efterfølgende runde vandt meget meget overraskende 0-1 ude mod Sparta Prag var der lagt op til en fest på hjemmebane. Men tjekkerne var bare mega stærke. På Silkeborg Stadion kunne jeg se spillere som Petr Kouba, Tomas Repka, Martin Frydek, Josef Nemec, Vratislav Lokvenc og selveste Pavel Nedved køre rundt med os. Vi var bagud med 0-2 efter ca. 50 minutter, men minuttet efter 0-2 målet kom Christian Duus pludselig frem og reducerede til 1-2. Vi endte faktisk med at være ret tæt på - men måtte strække gevær. Under et år efter stod en del af de tjekkiske spillere i en EM finale mod Tyskland!

Nr. 3:
Mange år senere (For ganske nyligt) var SIF i Conference League gruppespillet. Det hele startede ellers rædderligt, med at vi samlet set røg ud til HJK i Europa League kvalifikationen. Vi fik et dumt rødt kort, og kunne ikke komme tilbage med det fornødne pres, selvom det var tæt på.

Til gengæld fik jeg nogle af mit livs bedste oplevelser, da vi i den første hjemmekamp mod West Ham var banens KLART bedste hold, og faktisk blev bortdømt noget så eftertrykkeligt. West Ham måtte også efterfølgende konstatere at de var voldsomt overraskede over det pres vi lagde på dem. Et forkert dømt straffe imod, og et forkert annulleret mål ændrede kampen fra en 3-2 sejr til SIF til et 2-3 nederlag. Men det var en fantastisk oplevelse.

Det var dog en tendens, for vi blev også bortdømt ude mod Anderlecht hvor de fik straffe kort før tid for et spark ind i ryggen på Joel Felix, som havde hænderne på ryggen for netop at undgå et straffe. Vi havde sat os i bussen og besøgt Bruxelles sammen med alle de andre SIF´ere og særligt turen i metroen, hvor vognene hoppede og gyngede og de lokale pænt takkede nej til at stige ombord står som et af mine stærkeste fodboldminder nogensinde.

Hjemmekampen mod FC Steaua hvor vi vandt overbevisende 5-0 var helt fantastisk, og vi havde varmet op hele dagen. Så vi sad også troligt foran skærmen og så gentagelsen på udebane hvor SIF også vandt 0-5. Da var avancement pludselig muligt igen. Så det handlede om at begrænse nederlaget i London ude mod West Ham. Det lykkedes ret godt, med blot 1-0. Retteligt skulle nederlaget have været mindst ét mål større, men West Ham var fint tilfredse med at kontrollere kampen.

Så vi stod faktisk og kunne nøjes med uafgjort hjemme mod Anderlecht i den sidste kamp - og det troede vi på! Lige indtil Anders Klynge trak et fuldstændig unødvendigt og latterligt rødt kort i det 20´ minut, og Anderlecht sparkede det efterfølgende frispark direkte i kassen. Det til trods spillede vi belgierne ud på røv og albuer hele kampen igennem, havde to stolpeskud og blev snydt for et straffespark. Tonni brændte to friløbere inden Anderlecht slukkede festen med en omstilling i overtiden. Øv! Men hvor var det dog et efterår jeg aldrig glemmer!

Nr. 2:
Vi skal mange år tilbage igen, til året efter den flotte kampagne mod Sparta Prag. Vi mødte Charleroi, Zaglebie Lubin, SV Ried, Cowny, Uralmash og til sidst Segesta Sisak inden vi havde vundet InterToto Cuppen! Og med ret så fantastisk fodbold i de fleste kampe sågar.

Det var derfor med stor spænding i en ung guts krop da der blev trukket lod til 1. runde i UEFA Cuppen - og vi nærmest trak den værst tænkelige modstander. Mægtige Spartak Moskva!

Endnu større var skuffelsen da vi på udebane blev most til ukendelighed af Andrey Tikhonov og var nede med 3-0 efter 35 minutter. Der kunne også snildt være stået både 4 og 5-0 ved pausen. Men det Silkeborg hold der trådte ud på banen efter pausen så frådende ud, og på et splitsekund var kampen ændret. Jesper Thygesen scorede kort efter pausen. Herefter blev det et hundeslagsmål, og vi lagde os ikke ned. Det var måske lidt ufortjent da Allan Reese reducerede yderligere til 3-2, men derfra var det et mirakel for russerne at de ikke tabte kampen! Særligt spændende blev det da keeperen pludselig stoppede en omstilling med hænderne udenfor feltet i 89´ minut og fik direkte rødt kort. Der var det bare alle mand frem. Frisparket gav en dobbeltchance som nær var gået ind.

Jeg var lige dele rasende og stolt!

Så jeg var naturligvis på stadion da vi tog imod dem få dage efter min 11 års fødselsdag! Spillere som Shirko, Titov, Tikhonov, Aleneichev, Mamedov, Filimonov. Det var altså nogle dygtige spillere!

Efter en halv times spil kom den fortjente "udligning". Jesper Thygesen scorede til 1-0, og ligesom i Rusland kunne de slet slet ikke styre ham. Desværre fik Tikhonov udlignet kort inden pausen. Og da Henrik Risom styrede et indlæg ind i eget mål fra selvsamme Tikhonov gik luften ud af ballonen. Der var ikke kræfter nok til at sætte et pres ind, og Spartak Moskva gik fortjent videre. Men det var en fantastisk følelse at være så tæt på undervejs!

Nr. 1:
Som Silkeborg fan er der én kamp, og kun én kamp der kan stå øverst. Hjemmekampen i 1998 mod AS Roma. Vi skulle igennem NK Mura fra Slovenien (tror jeg) først. Vi spillede en professionel 0-0 ude, og vandt uden de store udfordringer med 2-0 hjemme.

Der var PROPFYLDT udenfor stadion i timevis inden kampen, og det var svært at komme ind på selve stadion, fordi ingen egentlig gad sidde på deres pladser. De ville i stedet stå ved siden af den gamle ikoniske SIF-bygning med uret. De gamle latterlige omklædningsrum som vi havde brugt til idræt - der sad nu Romas stjerner. Og det var fanme et latterligt omklædningsrum! Så provinsielt og intetsigende som det nærmeste kunne være. En knirkende trappe ledte op til 1. sal hvor man kunne sidde ved et plastik bord - eller man kunne gå ind til speakeren, som allernådigst havde fået en gammel fyldingsdør sat for. Den kunne ganske vist ikke lukke tæt, men han kunne sætte en snor på indefra, så han ikke blev forstyrret når han skulle råbe holdene op. Og der stod jeg så - lige ved siden af den interimistiske gennemgang - fra bygningen, over løbebanen, og ind på selve fodboldbanen. Alt imens jeg hørte speakeren med en tyk midtjysk accent:

Nr. 2 Cafú
Nr. 4 Luigi Di Biaggio
Nr. 5 Vincent Candela
Nr. 6 og anfører Aldaír
Nr. 7 Paulo Sérgio
Nr. 10 *Øredøvende larm* Francesco *Jubel* TOTTI!!!
Nr. 12 og på mål Antonio Chimenti
Nr. 15 Pierre Wome
Nr. 16 Ivan Tomic
Nr. 17 Damiano Tommasi
Nr. 24 Marco Delvecchio

Vi havde set dem gå forbi, vinkende forsigtig ud til en menneskemængde som der ingenlunde var kontrol over. Mestendels børn, men dog meget kaotisk. Speakeren fortsatte:

På bænken: Campagnolo, Zago, Alenichev *STORT BUHRÅB* (Spartak Moskva kampen!), Bartlet, Di Francesco, Petruzzi, Frau...

Det var en kamp til ét mål, men jeg har aldrig hørt så stort et jubelbrøl, som da dommeren fløjtede af til halvleg 0-0. Nærmeste ikke engang da vi blev danske mestre...

Nuvel, kampen blev lukket og slukket med 0-2 inden der var gået 70 minutter, og Roma trak sig tilbage. Vi var aldrig i nærheden af en reducering. Der var ingen der var sure da Totti scorede til 0-1, men da Alenichev lukkede til 0-2 var der spredt utilfredshed.

Havde vi en afslutning på mål? Jeg husker det ikke... Men jeg husker hvordan Cafú storsmilende stod en halv time og skrev autografer og gav high fives efter kampen. Vi talte om den kamp i skolegården i årevis.

Jeg husker en vis arrogance fra Roma-staben over forholdene/stadion osv.

Kan det have sin rigtighed?

Jeg husker det ikke. Jeg læste ikke rigtigt nyheder omkring kampene dengang. Men hvis de var, må man sige at det var fuldt ud forståeligt. Omklædningsrummene på det gamle Silkeborg Stadion kunne ligeså godt have været ude i Sønder Bøvling. Det var virkelig noget gammelt lort, og der var vel dårligt plads til et helt fodboldhold på én gang.

Og stort set alle skoler i Silkeborg brugte stadion med jævne mellemrum til at træne atletik. Så det var totalt smadret. Dørene var heller aldrig låst, så unge mennesker kunne også bare gå ind og sidde og drikke øl og ryge smøger i weekenderne :)

Vold i forbindelse med fodbold er simpelthen noget jeg både frygter og afskyr.

Jeg så at der faktisk var en del fans af de hviii, som tog med til udekampen i Polen, og stor respekt for det. Jeg turde ikke, og ville ikke gøre det, simpelthen fordi jeg ville være alt for utryg; bange for at blive slået til lirekassemand.

Dette skyldes naturligvis de mange gange, hvor man har set eller hørt om slagsmål og overfald i forbindelse med fodboldkampe. Kort inden det for alvor blev sindsygt og voldeligt i forbindelse med Arsenal og Galatasaray i Parken, var jeg tæt på Rådhuspladsen. Vi hørte råb og sirener og så folk komme løbende. Først senere så jeg de grufulde billeder, og jeg tror, at det har sat sig fast. Jeg tør nærmest ikke gå til fodbold længere.

Som Jussi skriver, så er det noget værre pis med det vold. Jeg er enig.

Har I oplevet at være afsted, eller være midt i orkanens øje?

jeg var i Rom på studietur i tidernes morgen, havde samme dag fået købt mig en Lazio trøje med Marcelo Salas, og alt var fint, vi skulle have noget at spise, og vi fandt et pizzeria og tog plads, hele stedet blev stille, som i ikke en lyd, jeg sad lidt og syntes det var løjerligt, indtil jeg fangede at der var signerede billeder at hele Romas trup hængende rundt på væggene.

jeg blev ikke smidt ud, men valgt af respekt at fortrække, og så var jeg ikke helt sikker på om jeg nu havde lyst til at spise min pizza.