Snak

Mere indhold efter annoncen

Hvordan blev du fodboldtosset?

tors 30. apr 18:41
Jeg selv var rasende på mine forældre. Danmark spillede på hjemmebane mod Polen, vi tabte 1-2 og min helt Allan scorede det danske mål. Jeg var 12 år gammel og var, sådan for alvor, blevet glad for fodbold. Jeg havde dog bemærket 9-0 mod Indonesien en del år tidligere. Men der, i 1977, blev jeg rød og hvid.

Kampen der gjorde det for mig, så jeg fik læderfedt i hjertet, var i 1974, da svenskerne tabte 2-4 til de senere verdensmestre fra Vesttyskland, og selvom minderne kun er svage brudstykker, så står flere ting lysende klare. Bronzekampen hvor regnen væltede ned, advarslen til Cruyff i finalepausen, og nok især studiet, hvor jeg forstod hvad K, V, U og T stod for.

VM74 var starten, og jeg begyndte at læse avis mere intenst. Jeg fik nærmest glædesknopper, da jeg opdagede, at man kunne læse Tipsbladet, og ja, så fik jeg også øje på spændingen ved at tippe. Den kamp jeg husker som den første, som gjorde indtryk, var Stokes comeback mod heltene fra Leeds. Jeg forstod det ikke. Leeds første med to, og jeg var knust.

Sidenhen blev det først Liverpool og Kevin Keegan, som fortryllede mig. Jeg begik faneflugt år senere, og mit hjerte blev til et ulvehjerte. Jeg fik merchandice fra Per Røntveds sportsbutik i Randers, en vimpel og et armbånd. Wolves blev min nye klub. Mestendels fordi de havde skrevet kontrakt med Evertons Dave Thomas, men det blev aldrig rigtig rigtigt, og Dave Thomas tryllede aldrig, som da Everton i ´77 smadrede Coventry med tenniscifre.

Europafodbold var noget andet. Jeg husker, da Frem havde vundet hjemme med 2-0 over et fransk hold. Jeg husker ikke hvem, men udekampen blev tabt med fire. Samme sæson vandt Vejle hjemme 3-0; modstanderen var et græsk, måske cypriotisk hold, og det lød fra dem, at en tremålsføring var lige i underkanten. Men det gik, og jeg forstod, at der var stor forskel på at spille hjemme og ude.

Jeg kom sent på de danske klubhold. Jeg voksede op på Djursland, og så et par kampe i Randers. Ikke noget jeg mindes. Men jeg så da Troels Rasmussen brændte straffesparket mod Barcelona, i 0-1´eren på hjemmebane. Jeg mener, at Gary Lineker scorede spaniernes mål. Brøndbys skræmmende hold i 90´erne sparkede røv, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, at et dansk hold kunne slå Liverpool på Anfield. Foruden store store oplevelser også. Sidenhen blev det FCK, og jeg så Milan smadre løverne med seks, og husker, at vi alle råbte i takt BRIAN BRIAN BRIAN. Åh ja.

Nå ja. Samme Lineker havde jeg fornøjelse af flere år senere, jeg havde en affære med en britisk kvinde, og hun tog med med på Stamford Bridge. Modstanderne var Gazza og Lineker. Og vi var på en herlig pub inden, store fadøl og mange sange og kys. Tottenham vandt 2-1, og vi blev eskorteret til nærmeste Tube af ridende politi. Spændende og overvældende for lille mig.

Jeg blev fodboldfan for evigt i 1978. Slutrunden i Argentina, og Mario Kempes, konfetti og hvor var det vildt. Jeg blev mandeforelsket i Perus målmand, som bare var sej. Ramon Quoga eller noget i den retning. Igen blev jeg overrasket. Jeg kunne ikke forstå, at skotterne kunne tabe 1-3 til Peru, eller at Iran (vistnok) kunne få 1-1 mod hollænderne.

Mine yndlingsspillere over tid? Der er mange. Maradona står for mig som den største. Ikke nødvendigvis den bedste, da en anden argentiner måske er en my bedre. Men jeg græd, da Maradona døde, og også da han røg ud i USA.

Hvad danske spillere angår, så kan jeg ikke komme uden om Preben Elkjær. Nope. Ingen over og ingen ved siden af. Lille Allan og Michael puster ham dog i nakken, men personlighed spiller også ind, og her brændte Preben bare bedst.

Har jeg grædt over resultater? Ja, flere gange. Da Allan brækkede benet i 84m og sjovt nok, da Danmark tabte 0-1 til Ungarn, målet scoret af Kiss, og dagen efter var Ekstrabladets forsiden følgende. The Kiss of death.

Jeg er nu 60 og ser så meget fodbold som muligt. Mest det hjemlige, og om lidt skal jeg se Esbjerg og Horsens. Mine venner siger, at jeg burde få mig et liv.

Men jeg har skam et liv, og fodbolden er en stor del heraf.

Hvad med dig? Hvordan fik fodbolden fat på dig?
Det husker jeg ganske enkelt ikke, det har altid været der. Begge mine forældre spillede.

Jeg husker em 92 som det første, tror jeg. Det satte lige som standarden, så det var svært, da dk røg ud af vm kval i 93 mod Spanien.

Nu om dage ser jeg sjældent fodbold. Børn og cykling tager alt min tid.

Men jeg skal da lige ud at snuse i Tivoli Friheden og måske indre byen, hvis de hvie tager mesterskabet.
'This world is about money, so when you are offered those millions you take them. Few people will ever earn so many. I am one of the few fortunates who do. I may be one of the worst buys in the history of the Premiership but I don't care.'
Det var da jeg var helt lille og så Maradona mod Brasilien til VM 1990. Det var en stor oplevelse, jeg husker tydeligt hvordan de brasilianske spillere sparkede ham ned hver gang han havde bolden, og jeg var ikke i tvivl om at han var en helt særlig spiller. Jeg kan huske at jeg nævnte det for min far, og han sagde noget i retning af "Hvis du synes han er god, skulle du have set ham for fire år siden" Lidt unfair sagt da jeg var seks år på dette tidspunkt 😆 Senere fulgte EM og der blev jeg kæmpe Schmeichel fan hvilket så også gjorde at jeg blev United fan. Senere kom AGF til da jeg så pokalfinalen mellem BIF og AGF i 1996.
Manchester United siden 92, GF siden 96. 50+1 er vejen frem.
Fodbold-tosset har jeg aldrig været, men min interesse for fodbold startede, da jeg var lille.

Jeg er født og opvokset i Farum, som dengang i midt-slut 90erne havde et hold på vej op igennem danmarksserien til divisionsfodbold.
Jeg så Farum BK spille på en lille pløjemark med en mobil trætribune som eneste siddeplads og jeg var rimelig hooked.

Jeg spillede fodbold i Farum (aldrig på højt niveau) og vedblev med at støtte klubben - også selvom jeg virkelig kom i tvivl, da Brixtofte-sagen for alvor eksploderede.

VM98 var det store højdepunkt for mig. Jeg kan især huske kampene mod Nigeria og Brasilien, som nogle helt fantastiske sommeraftener. Omvendt var EM 2000 nok det værste jeg nogensinde har set det danske landshold præstere. Det var også en nådesløs gruppe med Holland, Frankrig og Tjekkiet (?].

Jeg har forsøgt at se fodbold både på stadion og i fjernsynet, når tiden tillader det, men jeg kan godt mærke at charmen ved fodbold er ved at fordufte for mit vedkommende.

Det hele er blevet så centreret omkring profit. Spillere købes og sælges for eksorbitante summer, lønningerne er på himmelflugt og man skal snart have 6 tv-kanaler for at kunne se fodbold. Det er alt, alt for kommercielt til mig.

Derfor har jeg kastet min kærlighed på cykelsporten, som jeg også har haft en stor passion for siden 90erne.
FCN
For mig startede det på min morfars skød i 1977, da Liverpool slog Gladbach med 3-1; både Highway´s elegante assist og den kleine Simonsens smukke udligningskasse sidder fortsat i min erindring. Det samme gælder Evertons 6-0 sejr over Coventry senere samme år, hvor Latchford´s hattrick imponerede mit barnesind voldsomt. Siden blev jeg bekendt med Pat Jennings, Liam Brady, Stapleton og O´Leary m.fl., hvilket initierede min skæbne som Gunnersfan - mens jeg på hjemmekanterne naturligvis var KB-dreng.

Jeg var i mange år temmeligt fodboldtosset, husker bl.a. at jeg i starten af tyverne blev droppet af en kæreste fordi jeg løj mig ud af en aftale med hende (FCK skulle spille i Europa), hvilket hun opdagede og nådesløst eksekverede på.
Arsenal FC, Real Madrid, FC København, wonderbars: https://www.youtube.com/watch?v=HavKbRPC9Z8
Tom Wanks

Det lyder både herligt og skrækkeligt.

Jeg kom straks til at tænke på Nick Hornbys fabelagtige fodboldroman Fever Pitch.

Har du ikke allerede læst den, så anbefaler jeg den hermed.

Arsenal har jeg set et par gange, sjovest nok da Faxe debuterede for Arsenal, hjemmekampen mod Norwich. Vild jubel da han blev annonceret, men skuffelsen bredte sig, da 2-0 blev til 2-4. Sjovest fordi jeg havde min lidt ældre engelske kæreste med. Hun havde aldrig set en live-kamp før, og blev dybt chokeret over de tilråb og chants, som bredte sig.

Bob Latchford blev jeg også lidt vild med. Han så jo ikke fysisk stærk ud, måske endda lidt småbuttet faktisk, men jeg var jo glad for Everton, og Bob stod ofte det rigtige sted.

Sur blev jeg også, der i 1978, da Danmark tabte hjemme til The Three Lions. 3-4 blev det og Per Røntved var rasende. Bob Latchford som scorede til 2-3 brugte armen, og det så linjevogteren ikke. Per var sur. Jeg var sur og ked af det.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Begyndte til fodbold i midt/slut 00´erne, da jeg var meget lille, på grund af min onkel, der har været professionel fodboldspiller - både i den daværende SAS-liga og kort i udlandet også, og han introducerede mig og mine brødre til det dengang. Ellers er jeg bare opvokset i en fodboldfamilie med en far og farfar, som også plejede at gå meget op i det, og det har så smittet af på mine søskende og jeg. I skolegården, når der var frikvarter, var det også altid fodbold, vi spillede. Så på den måde er fodbolden bare kommet ind under huden på én siden barnsben, og heldigvis for det - det er og forbliver verdens smukkeste sport.
X22, tak for et par fine anekdoter, herunder dén om Latchfords arm, som vel var bedre camoufleret end Maradonas guddommelige hånd 8 år senere. Mindes også Dave Thomas´ vilde 77-78 sæson, når vi snakker om (den ja, småbuttede) Latchfords målmagerier. En fabelagtig fodermaskine fra fløjen.

Og tak for Hornby-erindringen. Fever Pitch står i reolen og kunne godt bruge en genlæsning; skøn lille roman. Det samme kan i øvrigt siges om bl.a. About a boy og High fidelity.
Arsenal FC, Real Madrid, FC København, wonderbars: https://www.youtube.com/watch?v=HavKbRPC9Z8
Startede med at spille fodbold som 3 årig og mange weekender blev brugt på stadion hvor de lokale helte også skulle følges.

Det blev altid set fodbold i TV derhjemme når der var kampe og første slutrunde jeg rigtig husker var VM i 1990 som primært blev set på et lille 14" sort/hvid tv i sommerhuset og 7 årige mig bruge alle lommepengene på Panini kort oppe hos klamme Kurt (købmanden).
I 1992 var jeg så nervøs under straffesparkskonkurrencen at jeg gemte mig på badeværelset. Finalen blev set på terrassen hos nogle af mine forældres venner hvor TVet var placeret i et vindue. Efterfølgende husker jeg folk kørte rundt på knallert med dannebrog.

AaB var det lokale hold (om end de 40 km føles som en dagsrejse som barn) og en af hjembyens helte var også markant skikkelse på mesterholdet i 1995.
Det klareste minde var en kamp mod Brøndby i 1994/1995 sæsonen hvor der officielt var 20.000 mennesker, men der var meget konservativt sagt.
https://www.youtube.com/watch?v=mvFv9n5QXL0

Senere kom Arsenal til og specielt tiden med Henry står som højdepunktet, selv disse dage nok også fremover kommer til være gode fodboldminder. Der blev da også fældet en tåre da mesterskabet kom i hus.
Håbløs fodbold romantiker der efterhånden hellere vil se de lokale serie hold end CL.
VM har bestemt også hakket sig grundigt ind i mit fodboldhjerte. Jeg var ni år gammel, da VM i 74 begyndte, og jeg så da lidt. Bedst husker jeg svenskernes nederlag til de senere vindere fra Vesttyskland, en intens 2-4´er og jeg var ked af det, for jeg holdt med Sverige. Jeg husker Ralf Edstrøms kanonhug og hans efterfølgende jubel.

Jeg husker også Lato som scorede for Polen, og som sikrede dem bronze. Jeg må nok erkende, at jeg i mange troede, at denne match mellem Polen og Brasilien, var den berømte og berygtede ´vandkamp´, men ser nu, at jeg forveksler de to kampe. Polen havde jeg ikke det store kendskab til, jeg var som skrevet kun ni år gammel, men jeg vidste da, at de havde slået England ud i kvalifikationsrunderne, noget som overraskede mig en del.

Finalen så jeg. Jeg husker, at Cruyff fik en advarsel på vej ud til te. Det havde jeg ikke oplevet før, så det blev siddende. Jeg husker Neeskens mål, og at Paul Breitner så stor og stærk ud. Jeg har vist en fascination for fuldskæg.

I 1978 var det den sydlandske stemning, som gjorde det for mig. Konfetti og Mario Kempes, og jeg holdt med argentinerne næsten hele vejen. Kun næsten, for inden da, var det Peru, som jeg holdt med. Dengang tippede jeg, og læste Tipsbladet hver uge, og husker, at da VM skulle starte, var de to øverste kampe på tipskuponen spændende og ´lette´ opgør mellem Iran og Holland, og Peru - Skotland. Både Tipsbladet og jeg havde to sikre 2-taller, og det blev det jo ikke.

Men Perus keeper, Ramon Quiroga, han var sej. Der var ikke tv-redninger, men en cool optræden. Han formåede at stå hvor han skulle, og han tog alt. Jeg var SÅ skuffet. Dels blev jeg ikke millinær den lørdag, dels var jeg skuffet og overrasket over skotterne, som altså havde koryfæer som Billy Bremner, Kenny Dalglish, Joe Jordan og Peter Lorimer; vennerne fra Tipslørdag.

Dengang, ni år gammel, forstod jeg, at man aldrig skal undervurdere nogle hold.

Og når jeg nu glæder mig voldsomt til de kommende mange fodbolduger, og jeg tænker, at jeg vil se alt (det kan jeg, da jeg ikke længere har nogen forpligtelser arbejdsmæssigt), og jeg holder altid altid altid med de bittesmå hold. Jeg elsker, når Klods-Hans vinder prinsessen, og historien viser jo, at det sker igen og igen. Spændende hvem af favoritterne som denne gang går ned?

Jeg husker, da Argentina tabte åbningskampen i 1990. De afrikanske løver fra Caneroun vandt 1-0, men spillede lidt svinsk. Lidt svinsk.

Jeg tror, at mange afrikanske hold kan klare sig rigtigt godt denne gang, og måske Japan kan overraske. På mit VM-managerhold har jeg en midtbane bestående af japanere, forsvaret er portugisisk og oppe foran har jeg tre belgiere. Men altså - det kan jeg jo nå at ændre mange gange.

Jeg er ikke ked af, at de rødhvide ikke klarede skærene. Det var jeg, da tjekkerne vandt, men med de rødhvide briller på, så bliver man let farveblind. Nu kan jeg meget bedre koncentrere mg om at nyde fodbolden, indtrykkene og de, med garanti, nye helte, som vil poppe op.

Jeg holder med Norge. Jeg under dem alt godt. Jeg kan dog godt frygte, at deres gruppe er lige en tand for skrap. Frankrig, Senegal, Irak og Norge, sgu. Alle kan gå videre. Frankrig er selvfølgelig favorit, men...

Husk nu historien.

Hvad med dig? VM-minder?
AaB i de glade 90´ere, VM-kvartfinalen mod Brasilien på TV´et i et sommerhus i ´98.

Jeg har haft 2 fodboldtrøjer i mit liv, der begge blev slidt til ukendelighed. Solbakken for AaB, og Shevchenko for Milan.
Annonce