Snak

Jeg selv var rasende på mine forældre. Danmark spillede på hjemmebane mod Polen, vi tabte 1-2 og min helt Allan scorede det danske mål. Jeg var 12 år gammel og var, sådan for alvor, blevet glad for fodbold. Jeg havde dog bemærket 9-0 mod Indonesien en del år tidligere. Men der, i 1977, blev jeg rød og hvid.

Kampen der gjorde det for mig, så jeg fik læderfedt i hjertet, var i 1974, da svenskerne tabte 2-4 til de senere verdensmestre fra Vesttyskland, og selvom minderne kun er svage brudstykker, så står flere ting lysende klare. Bronzekampen hvor regnen væltede ned, advarslen til Cruyff i finalepausen, og nok især studiet, hvor jeg forstod hvad K, V, U og T stod for.

VM74 var starten, og jeg begyndte at læse avis mere intenst. Jeg fik nærmest glædesknopper, da jeg opdagede, at man kunne læse Tipsbladet, og ja, så fik jeg også øje på spændingen ved at tippe. Den kamp jeg husker som den første, som gjorde indtryk, var Stokes comeback mod heltene fra Leeds. Jeg forstod det ikke. Leeds første med to, og jeg var knust.

Sidenhen blev det først Liverpool og Kevin Keegan, som fortryllede mig. Jeg begik faneflugt år senere, og mit hjerte blev til et ulvehjerte. Jeg fik merchandice fra Per Røntveds sportsbutik i Randers, en vimpel og et armbånd. Wolves blev min nye klub. Mestendels fordi de havde skrevet kontrakt med Evertons Dave Thomas, men det blev aldrig rigtig rigtigt, og Dave Thomas tryllede aldrig, som da Everton i ´77 smadrede Coventry med tenniscifre.

Europafodbold var noget andet. Jeg husker, da Frem havde vundet hjemme med 2-0 over et fransk hold. Jeg husker ikke hvem, men udekampen blev tabt med fire. Samme sæson vandt Vejle hjemme 3-0; modstanderen var et græsk, måske cypriotisk hold, og det lød fra dem, at en tremålsføring var lige i underkanten. Men det gik, og jeg forstod, at der var stor forskel på at spille hjemme og ude.

Jeg kom sent på de danske klubhold. Jeg voksede op på Djursland, og så et par kampe i Randers. Ikke noget jeg mindes. Men jeg så da Troels Rasmussen brændte straffesparket mod Barcelona, i 0-1´eren på hjemmebane. Jeg mener, at Gary Lineker scorede spaniernes mål. Brøndbys skræmmende hold i 90´erne sparkede røv, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, at et dansk hold kunne slå Liverpool på Anfield. Foruden store store oplevelser også. Sidenhen blev det FCK, og jeg så Milan smadre løverne med seks, og husker, at vi alle råbte i takt BRIAN BRIAN BRIAN. Åh ja.

Nå ja. Samme Lineker havde jeg fornøjelse af flere år senere, jeg havde en affære med en britisk kvinde, og hun tog med med på Stamford Bridge. Modstanderne var Gazza og Lineker. Og vi var på en herlig pub inden, store fadøl og mange sange og kys. Tottenham vandt 2-1, og vi blev eskorteret til nærmeste Tube af ridende politi. Spændende og overvældende for lille mig.

Jeg blev fodboldfan for evigt i 1978. Slutrunden i Argentina, og Mario Kempes, konfetti og hvor var det vildt. Jeg blev mandeforelsket i Perus målmand, som bare var sej. Ramon Quoga eller noget i den retning. Igen blev jeg overrasket. Jeg kunne ikke forstå, at skotterne kunne tabe 1-3 til Peru, eller at Iran (vistnok) kunne få 1-1 mod hollænderne.

Mine yndlingsspillere over tid? Der er mange. Maradona står for mig som den største. Ikke nødvendigvis den bedste, da en anden argentiner måske er en my bedre. Men jeg græd, da Maradona døde, og også da han røg ud i USA.

Hvad danske spillere angår, så kan jeg ikke komme uden om Preben Elkjær. Nope. Ingen over og ingen ved siden af. Lille Allan og Michael puster ham dog i nakken, men personlighed spiller også ind, og her brændte Preben bare bedst.

Har jeg grædt over resultater? Ja, flere gange. Da Allan brækkede benet i 84m og sjovt nok, da Danmark tabte 0-1 til Ungarn, målet scoret af Kiss, og dagen efter var Ekstrabladets forsiden følgende. The Kiss of death.

Jeg er nu 60 og ser så meget fodbold som muligt. Mest det hjemlige, og om lidt skal jeg se Esbjerg og Horsens. Mine venner siger, at jeg burde få mig et liv.

Men jeg har skam et liv, og fodbolden er en stor del heraf.

Hvad med dig? Hvordan fik fodbolden fat på dig?