Jeg har i efterhånden en del år hørt eksperter sige, at kunstgræs giver en skævvridning og en konkurrencefordel. Jeg har aldrig sådan rigtig forstået det, fordi jeg har fulgt SIF i en del år, og jeg synes ikke jeg kan se en forskel der ikke kan forklares i en simpel ude/hjemme fordels forskel, som mange andre hold også har.
Så jeg har sat mig for at undersøge de sidste 3 (hele) sæsoner i Superligaen for at se om der er noget om snakken. Jeg har grebet det an på flere forskellige måder. Bl.a. har jeg forsøgt sæson for sæson at regne forskellen ud i gennemsnitlig ekstra hjemmebane point vs. udebane point.
De tal ser således ud:
2023/24: 2,75
2022/23: 4,00
2021/22: 4,50
Det giver en gennemsnits værdi på 3,75 pr. sæson. For at give et mere retvisende billede har jeg også forsøgt at fjerne de to bedste og to værste, så man får den mere grove middelværdi.
De tal ser således ud:
2023/24: 3,88
2022/23: 3,38
2021/22: 4,75
Det giver en gennemsnitsværdi på 4,00. Det er den værdi jeg tænker må være mest retvisende, da forventningen alt andet lige må være at minimum ét af FC Nordsjælland eller Silkeborg ligger i top 2 og dermed får vi et mere retvisende billede, hvis forskellen vitterligt er stor og målbar.
Man kan selvfølgelig også bare helt fjerne de to "plastik-klubber" fra ligningen, men så har man stadigvæk de her besynderlige outliers liggende, som f.eks. OB -20 i sidste sæson (De fik 26 point ude og kun 6 hjemme). Hvis man fjerner de to dårligste og fjerner de to "plastik-klubber" får vi et tal der ligger nogenlunde midt imellem de 3,75 og 4,00. Fjerner vi kun SIF og FCN fra ligningen hedder tallet 2,9 - hvilket jo kunne indikere at de har en fordel, omend begrænset.
Hvis vi tager udgangspunkt i hvilke klubber der har scoret flest point hjemme i snit i de sidste tre sæsoner, så ser det således ud. Bemærk at der er hold som kun har haft hhv. 1 og 2 sæsoner, hvorfor deres statistiske grundlag selvfølgelig er anderledes - men ikke desto mindre er det deres gennemsnit.
1 FC København 32,0
2 FC Nordsjælland 30,3
3 FC Midtjylland 29,3
4 Brøndby IF 27,3
5 Viborg FF 24,7
6 Silkeborg IF 23,7
7 Vejle B 22,5
8 Randers FC 22,3
9 AGF 22,0
10 Lyngby 21,5
11 AC Horsens 20,0
12 OB 17,7
13 AaB 17,0
14 SønderjyskE 15
15 Hvidovre 6
Der er en tydelig tendens på, at de bedst præsterende hold ligger i toppen, og de hold der har været nede og vende ligger nederst - med undtagelse af Vejle som ligger ret højt, og AGF der måske ligger lidt for lavt.
Hvis man laver samme nummer med udepoint:
1 FC Midtjylland 30,3
2 FC København 30,0
3 Brøndby IF 24,0
4 OB 21,0
5 Viborg FF 20,3
6 AGF 19,7
7 FC Nordsjælland 19,4
8 Randers FC 19,3
9 AaB 19,0
10 Silkeborg 18,3
11 Hvidovre 14,0
12 Lyngby BK 10,5
13 Vejle B 10,0
14 AC Horsens 8,0
15 SønderjyskE 8,0
Igen ser vi at de notoriske top og bundhold ligger hvor de nok gør hvis vi fremskriver de samlede stillinger - men med OB som højdespringer - OG!! Både FC Nordsjælland og Silkeborg IF med væsentlige nedgange. Faktisk er FC Nordsjælland nu ikke længere et top 6 hold, og SIF er et hold der ligger og kæmper, ikke nødvendigvis om nedrykning, men i hvert fald er nede på de pladser hvor det er en risiko. Der er dog et væsentligt pointgab ned til nr. 11-15.
Her kunne indikationen i hvert fald være ret klar. Afvigelsen er til at få øje på. Men hvordan ser det ud når differencen samles?
1 Vejle B 12,5
2 AC Horsens 12,0
3 Lyngby B 11,0
4 FC Nordsjælland 10,9
5 SønderjyskE 7,0
6 Silkeborg IF 5,3
7 Viborg FF 4,3
8 Brøndby IF 3,3
9 Randers FC 3,0
10 AGF 2,3
11 FC København 2,0
12 FC Midtjylland -1,0
13 AaB -2,0
14 OB -3,3
15 Hvidovre -8,0
Konklusionen er, at FC Nordsjælland og SIF begge ligger i den øverste halvdel af hjemmebanefordel - og hvis man isolerer med hold der har ligget i den bedste række i alle 3 sæsoner ligger de faktisk nr. 1 og 2.
Men om det er en hjemmebanefordel - eller en udebaneulempe er måske i virkeligheden det helt store spørgsmål. Klubber som Brøndby, FC København og FC Midtjylland er i hvert fald bedre balancerede, ligesom i øvrigt AGF, Randers og AaB er.
Konkluderer ovenstående at kunstgræs giver en skævvridning i stillingen? Ikke rigtigt. Men det virker evident at de to klubber (FC Nordsjælland) i særdeleshed har en større hjemmebanefordel end de fleste. Det viser også, at både FC Nordsjælland og SIF er middelmådige - eller det der er værre - på udebane. Spørgsmålet er om man samlet set mener at det er tilfældet når man ser på trupperne. SIF - måske. FC Nordsjælland? Næppe.
Jeg håber at nogen herinde kan få noget ud af ovenstående, og hvis ikke, så er det også helt fair. Jeg lavede regnestykket for at blive klogere på emnet selv. Det blev jeg - delvist. Men jeg har fortsat svært ved entydigt at konkludere at det er en fordel samlet set at spille på kunstgræs. I hvert fald har jeg svært ved at konkludere at det er et konkurrenceforvridende parameter.