To helt tilfældige historier denne helt tilfældige dag.
1. En af fodboldens mange drukkenbolte, en barnefødt ungarer, fløj i start 50´erne til et sydeuropæisk land for at skrive kontrakt med en storklub.
Men han var så hønefuld ved ankomsten, at han ikke ænsede, at det var ærkerivalerne til denne storklub, som fik ham bugseret ind i et tog og kørt andetsteds hen til kontraktunderskrivelse.
Stor var hans overraskelse, da han i nogenlunde ædru tilstand blev informeret om, hvem der nu var hans nye arbejdsgiver.
Han blev en kæmpe succes i sin nye klub, selv om han var en meget tørstig sjæl. Han udskiftede endda sit statsborgerskab for at spille for landet, som hans nye klub tilhørte. Og han blev senere landstræner for landet.
Hvem var spilleren og hvilke klubber var der tale om?
2. En dommer mødte op til en fodboldkamp efter en solid opvarmning ved en fødselsdagsfest.
Spillerne påstod, at han stank som et bryghus, og han væltede rundt på banen i en vindstyrke 12 brandert i kampens første halve time. Herefter gav dommeren det røde kort til tre spillere fra det ene hold, som alle havde været flabede nok til at stille spørgsmålstegn vedrørende hans evne til at lede fodboldkampen forsvarligt.
Da der ikke eksisterede nogle regler, som forbød en fuld dommer at lede en fodboldkamp, så valgte de to mandskaber at spille videre, da de kunne blive taberdømt, hvis de bare forlod banen. Til gengæld tilkaldte de politiet, som ved ankomsten målte dommerens promille til 1,94.
Utak er verdens løn. På trods af den store indsats med at lede kampen under meget svære betingelser, fik dommeren 12 måneders karantæne, lige tilpas til at hans næste kamp kunne falde ovenpå næste års fødselsdagsfest.
Kampen blev spillet i samme land, som spilleren fra den foregående historie spillede sine første landskampe i.
I hvilket land foregik dette i 2010´erne?
I hear Glenn Hoddle has found God, that must have been one hell of a pass