Julen er jo i høj grad børnenes fest, men hvor meget ved I i grunden om barnet eller nærmere bestemt Barnet Football Club?
Klubben fik sin spæde begyndelse i starten af 1880erne, men trods den lange historie har man modsat andre hold fra i og omkring den engelske hovedstad aldrig rigtigt fået vokseværk. Dette skyldes nok også i høj grad, at man i mange år holdt amatørfodbolden i hævd og først overgik til deltidsprofessionalisme i 1965.
I 1991 optrådte man så for første gang i the Football League, og i 1993 blev det til oprykning til Division Two, som da var blevet den tredjebedste række. Klubben var dog i store økonomiske problemer på dette tidspunkt, og man var nær blevet nægtet oprykning. De bedste spillere forsvandt alligevel, og man rykkede ned igen med et brag. En playoffplads i den fjerdebedste række er den bedste ligaplacering, man har opnået i de seneste 25 år.
1. I oktober 1946 skete der noget bestemt, som i hvert fald for en stund gav klubben en del opmærksomhed, men hvad var det?
a) Efter 2. Verdenskrig var der rift om fansenes gunst, og Barnet fik derfor stablet en træningskamp på benene, hvori selveste Bing Crosby tørnede ud for hjemmeholdet. Da hans præstation var overraskende habil, opstod der hurtigt rygter om, at det i stedet var en dobbeltgænger, man havde hyret til lejligheden, men sagen er aldrig officielt blevet opklaret. Indtil avisen The Barnet Press lukkede i 2017, var det en fast tradition, at man første april bragte en artikel om, at Crosby havde deltaget i en mere eller mindre obskur lokal begivenhed i ugens løb.
b) En kamp imod lokalrivalerne fra Wealdstone FC blev den første Tv-transmitterede kamp i England efter krigen. Flere klubber havde inden da takket nej til tilbuddet i frygt for, at folk ville blive hjemme frem for at møde op på stadion. Det var dog under en time af kampen, der rent faktisk blev vist på skærmen, da man i de første 20 minutters tid i stedet sendte en optagelse af en australsk udbryderkonge, der skulle komme fri af en spændetrøje, mens hans hang på hovedet, og man siden var nødt til at afbryde udsendelsen med et kvarter igen grundet nedbør og manglende belysning på Underhill Stadium. Barnet vandt den efter sigende medrivende dyst med 3-2.
c) Som et tegn på krigens afslutning arrangerede man en kamp mellem et hold af hjemvendte soldater og et inviteret tysk hold. Freden var dog ikke helt slået igennem endnu, og der opstod tumult både på banen og på tilskuerrækkerne. Man fik dog spillet kampen færdig, som endte med en sejr til de engelske værter. I forbindelse med VM i 1966 afholdt man en omkamp, hvor nogle af spillerne fra den oprindelige kamp samt familiemedlemmer til de af dem, der ikke længere var til, deltog. Den tidligere Manchester City-målmand Bert Trautmann spillede en halvleg for hvert hold i opgøret, som denne gang forløb uden den store ballade.
2. Hvilken af disse prominente målmænd har aldrig siddet på Barnets trænerbænk:
Gordon Banks, Ray Clemence eller Tim Flowers?
3. Denne venstre back debuterede i Premier League som den på det tidspunkt yngste nogensinde. Skader, mange udlån og begrænset spilletid gjorde dog, at han aldrig fik succes i sin klub, og siden fulgte en årrække, hvor han fortsat havde svært ved at finde den rette klub, der både matchede til hans evner go forventninger, han selv og andre havde til ham. I den sidste del af karrieren var han også forbi Danmark, hvor hans mest markante bedrift ikke havde noget med spillet på banen at gøre.
4. Denne markante bomber blev aldrig engelsk mester, men opnåede flere andre titler, blandet andet et italiensk mesterskab. I slutningen af karrieren blev hans alkoholproblemer for kraftige til, at han kunne fortsætte på allerhøjeste niveau, men på trods af, at han blev flyttet til midtbanen, blev han stadig Barnets topscorer i sin ene sæson for klubben. Efterfølgende lykkedes det ham at få bekæmpet sine dæmoner, og han var angiveligt ædru i de sidste 40 år af sit liv.
5. Han spillede sammen med nr. 4 og blev senere førsteangriber i klubben, hvor han havde rekorden for flest europæiske mål, indtil Jermain Defoe overgik ham. Efter at have været på visit i Haugesund sluttede han af med 10 målløse kampe for Barnet.
6. En skotsk angriber, der kom til Barnet i 1994 efter at være blevet kasseret i QPR. Han blev holdets topscorer, og med et mål efter blot 27 sekunder sikrede han en sejr over Manchester City i League Cuppen (man blev dog slået 4-1 i returen på Maine Road).
I begyndelsen af den efterfølgende sæson blev han solgt til Crystal Palace for 800.000 Pund, som stadig er klubrekord. Selvom det kun blev til et kort ophold, var han stadig populær nok blandt fans til at blive kåret som klubbens bedste spiller gennem tiderne i en afstemning mere end et årti senere.
7. Efter at have forladt London og været en tur i Malaysia kom han til Leicester sent i karrieren, hvor han satte sig på klubrekorden for flest PL-scoringer i en søson, inden Jamie Vardy senere slog den. I løbet af sit sidste år var han i en periode spillende manager i Barnet, men opnåede også som en af få i historien at få spilletid i alle de fire øverste rækker i samme sæson.
8. Han optrådte for Maldon Town som teenager og er som 37-årig tilbage i klubben efter at have været forbi Barnet, New Zealand/Australien, Indien, Dubai og Cypern i de senere år. Tidligere i karrieren lavede han godt med mål i både Skotland og den engelske Championship.
9. Han brækkede benet for Barnet som 21-årig, men fik herefter stor succes som ungdomstræner i den større London-klub, han selv var vokset op hos. Efter at have arbejdet dér i over 40 år gik han på pension, da hans rolle med tiden blev mere og mere begrænset af ledelsen.
10. Den nuværende førstemålmand hos Liechtenstein var i 2017 udlejet til Barnet fra Oxford United. I dag er han sikker sidste skanse hos FC Vaduz.
11. Et brækket ben satte en stopper for hans tid i Manchester United, men det blev til over 100 PL-mål hos andre klubber. Han er også kendt for at have opfundet sit eget trommeinstrument.
12. Han begyndte karrieren i Barnet og lavede siden også kasser for 10 andre engelske klubber samt et Caribisk landshold. Men han er også næsten blevet dømt for flere lovovertrædelser, end han har scoret mål. Tre gange er det desuden blevet til fængselsdomme. Efterfølgende er han blevet gift med en tidligere skønhedsdronning i Zambia.
13. Han spillede en enkelt kamp for Barnet på lån og er i dag ansat i FA. Han er blandt andet kendt for at have afgjort en League Cup-finale for derefter at blive skadet under jublen efter slutfløjtet. Fik også 39 landskampe for Nordirland.
14. Legendarisk kommentator, der begyndte sin journalistiske karriere i bydelen og siden forsatte med at bakke klubben op.
15. Tyskfødt målmand, der gik fra at spille 3. Division for Barnet til at stjæle pladsen i buret fra Dave Beassant i PL. Efter et managerskifte sendte ham på bænken, var han med til at spille en klub fra 2. Division til PL, hvorefter han mistede sin startplads til en legende. Da denne senere blev skadet, fik han for en stund startpladsen tilbage, inden han skiftede videre til en anden PL-klub. 88 landskampe.
16. Efter gentagne forsøg på at få tilladelse til at bygge nye træningsfaciliter og stadion i nærheden af Underhill købte klubbens ejer Anthony Kleanthous i 2006 sig et byggeprojekt i Edgware, 10 kilometers kørsel fra Underhill, der var gået i stå, da Wealdstone F.C. ikke havde midlerne til at færdiggøre det. Oprindeligt var meningen, at Barnet blot skulle bruge træningsanlægget, mens Wealdstone skulle spille på stadionet, men da man efterfølgende tabte en budrunde om et andet projekt til rugbyklubben Saracens, besluttede man sig for selv at overtage brugsretten. Siden har man også købt grunden af kommunen.
Det nye stadion åbnede i 2013, og siden har det blandt andet også lagt græs til to Nigerianske landskampe. Træningsanlægget har også været brugt af landshold, deriblandt det danske, samt europæiske klubber forud for kampe i det engelske.
Stadionet har fået sit navn baseret på klubbens kælenavn, der er dyrebeslægtet, men hvad hedder det?
a) The (Bee) Hive
b) The (Snake) Pit
c) The (Lions’) Den
17. One size…
18. Grøn stær kunne ikke sætte en stopper for hans karriere, men da han blev spillende træner for Barnet, gjorde hans evne til at se rødt det svært for holdet at opnå resultater. Da han samtidig ikke ville med på udebaneture, hvis de krævede overnatninger, var det ikke overraskende, at opholdet sluttede før tid.
19. Han deler navn med sin far, der er kendt for betondefensiv og lange indkast. Selv er han gået trænervejen i USA, hvor han sluttede sin aktive karriere.
20. Han var træner i Barnet i sammenlagt næsten 13 år. I sin sidste periode i klubben under billethajen Stan Flashmans ejerskab blev han angiveligt fyret og genansat otte gange samt truet med at blive begravet under M25 motorvejen rundt om London, inden han endeligt forlod klubben, da økonomien nåede bristepunktet i 1993. Siden er han blevet en stor figur i Peterborough United.
21. Man kunne nemt komme til at bytte om denne hollænders for- og efternavn. Efter en ganske hæderlig tid i Fulham, rejste han rundt i Aserbajdsjan, Belgien, Iran, USA og Polen foruden et lille visit i Barnet.
22. I år vandt klubben Conference National og rykkede op i League Two efter syv år udenfor det flottere selskab. Det gjorde desuden klubben til den mest vindende i rækkens historie, men hvor mange titler et det blevet til?
23. For at forstærke holdet har man hentet en tidligere congolesisk landsholdsspiller til klubben. Han slog ikke igennem hos Watford i sine unge år, men efter at have været en profil i Championship i flere sæsoner vendte han på bagkant af en afstikker til Tyrkiet tilbage til Vicarage Road, hvor han endelig fik lov til at score i den gule trøje. På trods af sit talent fik han aldrig chancen i Premier League.
24. Han har spillet på midtbanen i PL for Southampton, Crystal Palace, Blackpool, QPR og Huddersfield, men inden da tilbragte han to sæsoner bos Barnet i League Two. Karrieren startede i Wimbledon, før han flyttede med til Milton Keynes. Hans sidste kampe foregik på Cypern, hvor han har kastet sig over trænergerningen. I år rykkede han Akritas Chlorakas op i den bedste række, men da han hverken havde P-licens eller Johnny Mølby ved hånden, var han nødt til at forlade sin post i utide.