SotD: "Jeg er træt af jeg hørte interviewet med Kenn Hansen inden kampen, hvor han fortalte, at noget af det sidste man gjorde som dommer i sådan en kamp var lige at tjekke hvem ser havde karantæne fare. "
Enig herfra også. De gør sig selv til bedre end fodboldloven, når de tror, at det er deres job selv at vurdere, hvordan der skal dømmes.
En kedelig udtalelse - som sikkert også skyldes den ´boble´ de deler med sportsjournalistikken, der, synes jeg, har for travlt med at fremstå cool og ´inde i gamet´. Så stilles der ikke længere stilles spørgsmålstegn ved sådan noget. De er simpelthen for fedtede ind i spillet. En typisk kommentar kunne være, ´som dommer overvejer man jo lige om det betyder karantæne til næste kamp´. I stedet for at være kritiske over for det, der i virkeligheden er en forkert tolkning af loven. Hvis dommere tænker på den måde, i misforstået solidaritet med spillere, skal de holde det for sig selv, det er desværre ikke en dyd, selvom de givetvis mener det vel.
Et andet problem er, at dommerne gør sig selv til genstand for mistanke, og her kan de gøre sig selv særdeles upopulære, når man åbenlyst kan se deres ´fortolkninger´ - specielt når det er et helt dommerteam, der tilsyneladende ikke reagerer.
Et andet eksempel, næsten alle danske journalister mener at grove proffesionelle frispark er nødvendige, og det udtaler de gerne. Det er et problem ikke at lave dem, forstås. Det er det måske også ud fra en bestemt old school rugbrøds-fodboldfilosofi, og mange er sikkert enige, men sandheden er, at de kun er nødvendige, hvis man ikke kan vinde på anderledes vis. Og det er irriterende at høre på, når unge spillere sidder og ser fodbold og lapper det i sig, og kopierer det i skolegården. Man skal jo bare score flere mål end de andre!
Der synes jeg journalisterne skal fokusere på den vinkel, at nogen hold bruger flere ufine metoder end andre - i stedet for at optage de kedeligere tendenser som naturlige og givne, og gøre dem til en dyd.
Jeg vil aldrig glemme da Di Canios Sunderland kom til Jylland, der var ingen ende på respekten overfor manden, fascisten, som rigtig kunne få ´sat skik´ på de dovne hunde i spillertruppen. Det var, undskyld mig, lige til at kaste op over. Det var en oplagt chance for at udøve rigtig jounalistik, men det blev det aldrig.
Når man bliver for fedtet ind i det hele, og bliver for meget fan, så ryger perspektivet, og journalistikken.
Jeg fatter fx. ikke, hvorfor vi hører så lidt om ejerforhold og pengestrømme i de kæmpe klubber, som hver weekend vises efter timelange optakter. I stedet handler det om de enkelte spilleres større eller mindre skavanker, om de har dummet sig, eller om de fik slået for stort et brød op i et interview, og så kom de ned på jorden igen, uha uha.
Landsholdet/OB