Kampen i går hørte afgjort ikke til blandt de gode, efter min mening, så vi kan være utroligt glade for resultatet. Vi spillede dem langt fra i bund, havde ikke den fornødne aggressivitet i vores spil eller fik samlet de 2. bolde op, som vi gjorde imod Polen.
Set over de to kampe er den primære forskel for mig at se, at vi har fået stabiliseret defensiven, som nu nærmest udelukkende tillader afslutninger udefra, samt at vi er latterligt effektive. Vi skabte vel reelt set ikke fire chancer i kampen i går, men tillod omvendt heller ikke noget.
Det første mål de scorer er et freak accident, ligesom vores 3-1 mål. Armenien snorksover på vores 1-1 og 4-1 mål, og målet til 2-1 er vel lidt i samme kategori som 3-1 og armenernes mål.
De eneste chancer vi reelt spillede os frem til var noget dobbeltafslutning i feltet, som til sidst havnede ved William Kvist, og så den chance som Nicolaj Jørgensen nægtede at spille stor.
Men vi vidste på forhånd at det ville blive en svær opgave, og at de på ingen måder spiller ligesom Polen selvom mange mener det på grund af deres kontra effektivitet. Det fik hverken Polen eller Armenien lov til, fordi vi relativt hurtigt fik scoret vores mål. Dejligt i øvrigt! En kamp hvor vi hele vejen igennem skulle jagte et udlignende 1-1 mål havde været grim.
Havde vi haft samme effektivitet tidligere i kvalifikationen, så havde vi også vundet med 4-1 over Montenegro. Det kan man håbe at vi magter at tage med til udekampen, som jeg dog mener er særdeles ubehagelig. I min optik kan et ét måls nederlag til nøds gå an, men det er klart at det ikke er målet. En uafgjort kan jeg godt leve med, mens en sejr vel principielt set sikrer os playoffs.
Silkeborg IF