Den (foreløbige) udtagelse er Hareide ikke kommet så godt ud af. Én ting er, at kriterierne, han lægger til grund for udtagelsen, ikke skinner særligt klart igennem ved flere valg. En anden er, at Hareide formår at gøre alt for at give indtrykket af, at Wass er enormt illoyal, mens han samtidig fastholder, at han i hvert fald ikke kalder ham det. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned i Wass´ mange afbud, men hvis Hareide tidligere har forsvaret Wass i pressen ved at påstå, at han har været skadet, når afbuddet skyldtes personlige problemer, så virker det en smule småligt at skulle drage det afbud ind i diskussionen. Og hvis Hareide dengang var overbevist om, at Wass stak ham en løgn, hvorfor så ikke bare give ham kniven med det samme i stedet for på målstregen?
Hele den her seance med at samle en masse spillere og sortere fra løbende, virker som spil for galleriet. Nu kan Hareide hævde, at alle har fået en chance for at vise sig frem, men det er tæt på ligegyldigt, når han på forhånd har besluttet sig vedrørende langt de fleste spillere.
Jeg ved ikke, om det i sidste ende skyldes, at Hareide ikke bryder sig om at forsvare sin form for fodbold. Mange af fravalgene kan man jo ligeså godt bare forklare med fodboldmæssige grunde. Højbjerg, Durmisi og Wass kommer ikke til sin ret i Hareides system. Han vil kunne sadle om til en spillestil med lange bolde og en kompakt defensiv, og det betyder, at han ikke har råd til for mange spillere, som er bedst på et mere boldbesiddende hold. Det er fint at have et par af den slags spillere i startelleveren og lidt flere i truppen, men for mange kompromitterer spillestilen. Det er da sikkert rigtig nok, at spillere, der til dagligt spiller mere eller mindre fast i nogle af de allerbedste ligaer i Europa, vil have svært ved at affinde sig med rollen som indskifter, når dem, der spiller fast, ikke holder et tårnhøjt niveau, men det er godt nok også sjældent, at det danske landshold bruger spillere fra de ligaer på den måde.
Jeg tror, at snakken om illoyalitet, ego og manglende erfaring fylder for meget i forhold til de fodboldmæssige overvejelser. Men hvis Hareide ikke tør at lade sin spillestil komme på dagsordenen efter, at han har kvalificeret holdet til VM, så bliver han nødt til at blæse de forklaringer, der ikke har noget med spilletstilen at gøre, op.
Jeg håber ikke, at det er Zanka, Dolberg, Krohn-Dehli og Fischer, der trækker sorteper. I så fald bliver truppen for ensidig i forhold til at skulle skabe kampe. Men i en kort turnering kan en kompakt defensiv og et fysisk angreb selvfølgelig række langt, hvis man har marginalerne på sin side.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"