Snak

Bortset fra de to chancer til sidst i kampen mod Peru, og målene selvfølgelig, skabte vi så overhovedet noget i åbent spil og på dødbolde?
Jeg erindrer det ikke.

Altså Braithwaithe var næsten alene igennem mod Frankrig, hvor han vælter. Eriksen er milimeter fra at nå en bold mod Frankrig, som målmanden når. Sisto har et besnærende langskudsforsøg mod Australien. Jeg har ikke set højdepunkter fra gruppespillet igennem, men mod Kroatien skaber vi faktisk ret meget. Vi har et fint gennemspillet angreb, hvor Braithwaithe hårdt presset bliver pareret af målmanden. Eriksen rammer trekantssammenføjningen. Braithwaithe har et forkølet forsøg efter et fint fladt indlæg fra YP. NJ har et forsøg lige på målmanden efter, at YP har afdriblet Kroatiens venstreback og afleveret fladt. Christian Eriksen har et par forsøg fra kanten af feltet efter ganske velgennemspillede angreb. Schøne har ligeså et par forsøg fra kanten af feltet. Braithwaithe har en helflugter efter et hjørnespark. Sisto har en afslutning efter en dyb stikning fra Eriksen.

Jeg er enig i, at vi ikke spillede sprudlende offensiv fodbold. Men vi har dog trods alt skabt chancer i åbent spil.

At tale om en vej til VM-finale, med de potentielle modstandere, er selvfølgelig besnærende, men det er vel også kun blandt danske fans, det florerer.

Tjoh, det kan godt være. Men med så solid en defensiv base og en Christian Eriksen, som potentielt kan afgøre alle kampe, er det sgu ikke urimeligt. Der er ingen af de tilbageværende hold, Kroatien kan møde nu, som vi ikke ville have en ganske reel chance for at slå. I rigtigt mange af vores kampe kræver en sejr jo blot et enkelt mål.

Og rent subjektivt fastholder jeg også fortsat, at vi var ved at spille os til at peake formmæssigt, og at vi var blevet bedre gennem kampen.

I 1986 havde vi holdet til at tage titlen.

Enig. Men med en sejr ogver Kroatien kunne det også være sket i år.

@Noget fuldstændig andet

Rusland har ændret noget i mig. Jeg kom hjem i går efter 19 dage derovre, hvor nogle venner og jeg fulgte landsholdet, og det har været en fuldstændigt og helt igennem formidabel oplevelse. Jeg skriver det her i relation til trådens titel og som en opfordring til alle, der overvejer udekampe, kval- eller slutrunder, med landsholdet: Rusland var, foruden en kvalkamp i Spanien for mange år siden, min første tur, og det bliver ikke den sidste.

Oplevelsen af et andet land, glade og åbne fodboldfans fra utallige nationer og ikke mindst kampene på stadion, samt eventyr i kampbyerne, var en vidunderlig og helstøbt kombination, og det har fået en gennemsnits-roligan til at tænke, at kommende kvalkampe i udlandet også bør følges på stadion på jævnlig basis. Og ikke mindst har oplevelsen ændret min holdning til næste VM, fra at det ikke engang skulle følges på tv (jeg var og ér meget kritisk omkring tildelingen), til at det med stor sandsynlighed, ved dansk deltagelse, også bliver fulgt på nærmeste hold.

Det har simpelthen været en øjenåbner af rang sådan at være med landsholdet i udlandet og interagere med andre danske fans (og usandsynligt mange peruvianere!) så relativt langt hjemmefra, og herfra skal blot lyde en opfordring: Kom med næste gang, for søren, kom med ud og bak op om klebhatten!

PS: Ovenstående er skrevet i en art sagelig og overtræt lykkerus efter vildt mange oplevelser og en endog meget lang hjemrejse med meget lidt søvn til følge, så bær over med mig, hvis/når jeg lyder frelst. Men for faen det var fed.

"1986 havde vi holdet til at tage titlen."

Og i 1998?

Eskapisten

De nævnte "chancer" mod Kroatien, er ret langt fra at være noget der kan kaldes farligt.
Eriksens "forsøg" på sammenføjningen lignede mest af af alt en fejlaflevering.
Anlægger vi samme kriterier fra Peru-kampen, burde vi ha´ tabt den Kamp med et par mål.

Vores defensiv var præget af høj kvalitet, men offensiven...Den var lysår fra at berettige en finale.
Fire fifty-fifty kampe, med sandsynlige straffesparkskonkurrencer, har sjældent, om nogensinde, bragt noget hold til finalen.

@kimTell

De nævnte "chancer" mod Kroatien, er ret langt fra at være noget der kan kaldes farligt.

For det første er det er svar på Repos´ spørgsmål om, om vio skabte noget i åbent spil. Og det gjorde vi. For det andet er jeg ganske uenig. Flere af de nævnte angra er enten ganske farlige eller ganske tæt på at være farlige, og havde været mere farlige, hvis vores angribere havde været skarpere. Og Eriksens skud er altså også farligt, uagtet af det givetvis er en fejlaflevering. Hvis du er uenig, så se eventuelt DR´s højdepunkter fra kmapen:

https://www.dr.dk/tv/se/fifa-vm-2018-hoejdepunkter/fifa-vm-2018-hoejdepunkter-3/fifa-vm-2018-1-8-dels-finale-3

Vores defensiv var præget af høj kvalitet, men offensiven...Den var lysår fra at berettige en finale.

Men mit udsagn handler jo ikke om, om vi havde fortjent en finale. Og selvom fire fifty-fifty kampe sjældent har bragt noget hold i finalen, så har både Grækenland og Portugal vel haft ganske stor succes med den opskrift i nyere tid. Og jeg kan simpelthen ikke se nogle af de tilbageværende hold på ´vores´ rute være så tilpas gode, at vi ikke kunne slå dem.

"1986 havde vi holdet til at tage titlen."

Og i 1998?

I 1998 var der minimum to hold der var bedre end det danske, og vi tabte til dem begge, før de mødtes i finalen, så nej.

I 1986 var det danske hold turneringens åbenbaring, og der var INGEN der spillede bedre. Til gengæld havde vi store problemer på målmandsposten.

Med målmanden fra 1998 (eller 2018) kunne 86-holdet meget nemt være gået hele vejen.

Edit: Moren Olsen som træner havde heller ikke skadet, i øvrigt.

Når man i DK snakker om 1986, så udlægges det tit som at Danmark chokerede ved at vinde over giganterne fra Tyskland og de sydamerikanske mestre fra Uruguay.

Men i realiteten var DK en af favoritterne til at vinde VM. Det her er Ladbrokes odds på hvem der vinder VM 1986 to dage før turneringen starter:

Brazil 11:4
Argentina 4:1
Italy 12:1
England 12:1
Denmark 14:1
West-Germany 14:1
France 14:1
USSR 25:1

Det er altså kun Brasilien og Argentina som blev vurderet som markant større favoritter end DK.

I 1998 var vi mellemvare, men havde 3 markante profiler. Brd Laudrup og Schmeichel. Havde sidstnævnte ramt dagen, havde vi været i en semifinale. Resten af holdet var ujævnt.

I 1986 var vi, som hærfuglen er inde på, en af favoritterne. Vi får aldrig sådan et hold igen. Havde spillerne haft en et par slutrunder mere på bagen, ville vi have vundet hele lortet.

Interessant med de odds, det var jo også følelsen overalt, det her kan blive vildt.

Iøvrigt: Lars Høgh kunne ikke lastes for det pludselige kollaps mod Spanien, men selvfølgelig havde en Schmeichel med sin aura af uovervindelighed pyntet på det hold, men han var så at sige ikke opfundet endnu, forstået som: den Schmeichel vi kender (Peter forstås) var ikke blevet til sig selv endnu dér i 86, trods 22 år og et buldrende talent var han en late bloomer og reelt ikke aktuel (selvom han selv sagde det i pressen op til slutrunden, altså at han var den bedste). Men bortset fra det, så manglede 86-holdet nøjagtigt det selvværd som 92-holdet høstede. 86-holdet: bedste landsholdstrup nogensinde, ikke kun en nostalgisk betragtning, men de enkelte spilleres status i sig selv argument nok. Men Danmark havde aldrig(! - amatørglorificeringen længe leve!) været med ved VM før, så følelsen hos alle (vel også hos mange af spillerne) var sådan lidt a la dengang Bjarne Riis kom i bjergtrøjen første gang: "Har Riis fået mæslinger?" som kommentator Mader udbrød. Det var simpelthen svært at forstå at Danmark var med ved en VM-slutrunde. Vi var bare glade for at være der. Danmark kunne have vundet i 86, ja. Men landet/holdet/vi var ikke klar.

Det var ikke meningen at lægge skylden for Spaniensnederlaget på Høghs skuldre (han stod fint), men holdet manglede en klassemålmand, der var spillet ind.

Hvis en af Schmeichelerne havde stået i perioden op til tror jeg fx at Olsen havde været vendet af med at lægge tilbage uden først at kigge op. Det var ikke første gang han mavede den manøvre, det plejede bare at gå godt. Måske havde det været nok hvis Høgh havde stået fast et stykke tid, men han vandt jo først pladsen i løbet af turneringen.

Ifølge Joakim Jakobsen var Peer Schmeichel nu den sidste der blev fravalgt da truppen blev udtaget - det skyldtes at Ricardo, der som assistent havde arbejdet med ham, gerne. Ikke have ham med.

Og super at se oddsene. Det hold var nemlig utroligt stærkt. Hvis man sammenligner med 2018-holdet er det ikke mange markspillere, der kunne klemme sig ind (Kjær, Eriksen, Delaney og AC er vel de eneste med en chance, og maks to ville ramme en startopstilling). Og begge backs fra 86 (der kun blev brugt sporadisk) ville pynte voldsomt på nutidens hold.