Snak

Jøsses hvor kan du dræbe enhver debat Indspark. Jeg er selv stor fortaler for Åge, men man får jo ikke omvendt folk ved at citere dem og kvittere med et "Wrong!" I bedste Trump-stil.

Dine argumenter HAR vi læst. De bliver hverken bedre eller ringere af, at du gentager dem, men de bliver uaktuelle netop fordi du ikke nuancerer dem. Du opdaterer kun dine procentsatser.

Om Åge er den bedste, næstbedste eller ringeste er komplet ligegyldigt i de flestes øjne. Det handler om andet - og mere - end det!

@SotD

Glimrende indlæg omme på side 2120. Det lader til at vi så den præcis samme kamp.

I forhold til Hareides afskedigelse/manglende forlængelse, kan vi vel først bedømme effekten af dette efter Hjulmand&Wieghorsts første kvalrunde?

Med det sagt er jeg også selv fan af Hareide. Jeg mener han sammen med holdet har bragt "landsholdsfølelsen" tilbage. Den haltede lidt under de sidste år af Olsen. Her tænker jeg ikke kun på spillet på banen, men også stemningen og duften af grill og grønt græs i haven. Slutrunde-følelsen om man vil. Forventningen og fornøjelsen af at se de rød-hvide i det fine selskab. Landsholdsfølelsen er mere løssluppen end klubfølelsen, mindre skyttegrav og mere folkefest.

I den forbindelse kan det undre lidt, at landsholdet ikke er mere aktive på SoMe-kanaler, med lidt flere feel good-videoer og den slags. FCK er et godt eksempel på, hvad en god kommunikationsafdeling kan opnå.

Well well. Fantastisk sejr og eminent interview af Yussuf Poulsen efterfølgende.

Det er sjovt, Simon - for jeg er ret slukket.

Og det irriterer mig. Jeg prøver dog, men skal ikke trætte folk yderligere.

Poulsen er superfed i det interview, lige så vel som han giver hele røven for holdet.

Den slags har man set ham sparke ind for Leipzig den seneste halvanden sæson, men før i tiden frygtede man altid det værste.

Det er en gåde af de halvstore, hvad der har fået DBU til at rekruttere Peter Møller til den ret tunge tjans som "fodbolddirektør".

Oplæsning af cue-cards, og fodbold-ansvarlig på en tv-station uden fodbold, peger ikke entydigt i retning af de kvaliteter, jobfunktionen indeholder.
Bemeldte tv-station havde/har naturligvis også slutrunderne, hvor Møller gik forrest i bestræbelserne på at tale ligegyldigheder op som epokegørende begivenheder.
Sidstnævnte kan muligvis blive en vigtig erfaring for Møller.

Dette er bestemt ikke en kritik af Peter Møller.
Han træder ind i en række af andre, der heller ikke var deres løn værd, såsom Brian Nielsen, René Diff m.fl.
Jacob Høyer satte niveauet med sit løjerlige halstørklæde-stunt, så måske falder Møller naturligt ind i unionens lidt alternative forventninger og syn på kvalitet.

Jeg er i den helt anden grøft med Møller. Jeg synes hans håndtering af Hareide/Hjulmand var forbilledlig, og netop med en ansvarshavende og konsekvens som jeg - desværre - synes er atypisk for DBU.

En anden ting der er med til at gøre landsholdet lidt "skyggeagtigt", er nok det (i mine øjne) kæmpe selvmål, at sende kampene på en eller anden obskur kanal der ikke er nogen der kan se. Så be´r man lidt selv om at blive negligeret og i nogen grad helt glemt.
Hvorfor skal kampene vises på en kanal der ikke engang har dansk adresse?
Det er ikke fordi jeg syntes at DBU skal tvinges til at sende kampene på en af de 2 store. Markedskræfterne er vel som de er. Men jeg mener det er lidt som at pisse i bukserne for at holde sig varm på en kold vinterdag langt ude i skoven. Det er kun godt i nogle få minutter. Der må da være nogle i toppen af DBU der må være nervøse for et par ting. For hjælper det virkelig på populariteten at ansætte Hjulmand? I mine øjne kunne de sætte Pep til at træne landsholdet, det ville intet hjælpe hvis folk ikke ser lortet.
Der er ingen samling omkring landsholdet længere fordi ingen ser det. Hvad var ratings under de sidste kampe 4-500000 seere? Det er jo intet i forhold til den eksponering de ville kunne få på f.eks. DR. Hvad siger ARLA til dette. Er de blevet spurgt? Det er ikke sikkert at det var den eksponering de havde regnet med. Det var sikkert heller ikke med i kalkulen at de skulle være sponsorer for det mindst sete landshold nogensinde.
Der må sidde nogle med røde ører et eller andet sted. Så hjælper det lige fedt om det er Hjulmand eller en eller anden tosse der styrer holdet.
Det er dog en ting man kan sige om Nordmanden. Han ville være yderst populær hvis hele Danmark kunne se holdet og se hans interviews, for der er lidt hygge onkel over ham og det har vi danskere altid godt kunne lide. Sådan lidt Bosse over ham, som jo kun blev overgået i popularitet af Sepp.
Få nu bare lortet tilbage på en af de store kanaler.

Jeg er ikke nødvendigvis uenig med dig, Jussi. Jeg må da også erkende, at siden medio sommer har landsholdsglæden været lidt so so. Det hænger sammen med flere ting. Blandt andet de manglende magiske aftener. Vi spiller resultatfodbold og det er jeg tilfreds med. Men det er ikke i nærheden af den følelse man sad med under ex VM 2002.

Jeg håber da at Hjulmand&Wieghorst bringer noget DBUsk folkelighed med sig. Jeg var ret begejstret for Wieghorst da han var spiller, og jeg tror egentlig også at han egner sig godt til at træne de bedste.

Men Hjulmand skal arbejde med sit lidt grå gemyt, så han fremstår med lidt mere glimt i øjet, hvis han skal blive en folkehelt. Og det mener jeg en landstræner bør være. Akkurat som mister libero var det ind til efter 2010-ish.

Vi vil jo selvfølgelig alle gerne have rødhvide sejre. Sådan overordnet vil vi det.

Det med MO og den sidste sure tid, lidt det samme ser jeg nu ske med ÅH. Og det er vel fortællingen om den gode historie, der ender skidt.

MO blev for længe og formåede ikke at skabe det, som pressefolkene og ÅH i begyndelsen fik ændret på. Nemlig at gøre landsholdet til vores hold. Det skete faktisk. Der kom et andet udtryk, mest synligt retorisk og fint med den nye norske vind og ÅH formåede at skubbe den Olsenske sure skygge bag sig. Fremad skulle vi. Alle mand.

Den gode fortælling om landsholdet, hvor vi er med som 12. og 13. mand. Eller som der skrives og siges i Danske spil reklamerne... "Uanset hvad".

Men det passer jo ikke. På samme måde som alle vi, der gerne ser underholdende og tryllebindende fodbold, må acceptere og anerkende, at andre ser mere kynisk og resultatorienteret, så må disse resultatfolk også forstå, måske anerkende og bestemt acceptere, at sejre og resultater simpelthen ikke er nok.

Jeg så nordmændene kæmpe imod overmagten Spanien i aftes. Jeg spolede den indre film tilbage til den tid, hvor norsk fodbold blev hånet. Drillende og onde og spottende kommentarer om lange bolde i feltet, Drillo-bold og mere af samme skuffe. Ved I hvad, sådan er det ikke længere. Danmark har, tør jeg påstå, overtaget den rolle. Det initiativ, den frækhed, det opfindsomme og ikke taktik-låste, det opportunistiske og direkte spil, det har vi tabt. Det spil vi har er nærmest endimensionelt og hængt op på enkelte spilleres dagsform, typisk en Christian Eriksen. Fra ham især, og lejlighedsvist andre spillere, som på dagen shiner. Men sker det ikke, og der er dælme langt imellem snapsene, så er vores spil langsomt, omstændeligt, til siden, bagud, lidt frem, til siden, lidt frem, lidt bagud og jeg kunne blive ved. Alt afhænger af perlen midtpå, og når han er grå, som det var i går og har været længe, så smuldrer det. Gassen går af ballonen og vi må forlade os på verdensklassespil mellem stængerne.

Norge har nu et hold og et udtryk, som de kan være stolte af.

Vi har en slatten rekord, som da er meget hyggelig og rar og som ikke betyder ret meget. Ja. Vi kom til VM, men hvor fedt var det lige, da det stod på? Samlede det nationen? Ser vi tilbage med stolthed og rank ryg?

Åh ja. Den der rekord. Den betyder ikke så meget for mig. Så supermange stærke nationer er det jo heller ikke, at vi har spillet uafgjort imod eller vundet over. Er det? Taler vi et par stykker? Polen. Kroatien. Frankrig i en kamp der var dømt til at være det den blev. Årtiers gaber.

Nej - den gode fortælling er borte. Åge, sur og indadvendt som han er blevet, har sølet sit eftermæle til. Rekorden må han gerne varme sig i. Det er ham vel undt. Men den gode fortælling, den hvor man er glad og stolt af sit landshold. Den er tabt.

Sejre betyder alt. Point tæller. Det er professionalisme det her, du. Ikke pladderromantik. Ja og nej. Selvfølgelig betyder sejre noget. Dog bestemt ikke alt.

Lad mig nævne to hardcore eksempler. Guds hånd og Thierry samme.Jeg tvivler stærkt på, at argentinerne og franskmændene som folk så disse indblandede hænder med stolthed og glæde. Jo - sejrene giver vinger og glæde. Men måden...

Og det er jo dét vi anfægter, os pladderromantikere. Ikke et stramt defensivt udgangspunkt. Ikke et panser uden stikvåben. Og på det parameter er Åge H ikke nogen stor mester.

Vi spiller for langsomt. Vi er for taktisk låste. Og Åge formår alt alt for sjældent at skabe den der danske dynamit, som vi ellers blev så glade for, og stadig er.

Og - og nu bliver det personligt. Episoden med halstørklædet i går cementerede blot det indtryk, at han er en småbitter person. Et åndsvagt tøsefornærmet signal. Og når folk bliver bitre og fornærmede, så er det som regel et tegn på, at noget har sat sig fast. I dette tilfælde kritikken. Både fra medierne og fra vores lille skib, bold.dk

Jeg vil langt hellere være nordmand nu og stolt af den måde, man til sidst godt og fortjent, fik et point. Jeg vil hellere være nordmand og kigge op i tabellen, vel vidende at det så heller ikke blev denne gang, end os, som drukner i angst for at tabe og så resignerer i spillestil, i udtryk og forlader os på blot jævne indsatser.

Schweiz er skam et godt hold. Det har de vist flere gange de senere år, og vi var 100 % heldige ikke at få snittet alt af os, i 3-3´eren mod gårsdagens modstandere.

Men Danmark er også et godt hold. Vi har gode spillere. Vi er dog hæmmet af en person, der helst sidder på en stol med fire ben. Han er ikke den gode fortælling længere. Han er blevet for længe. Rekorder eller ej.

Flå mig nu ikke, dersom du er uenig. Tal pænt, siger Clement om torsdagen, og accepter, at jeg ser bold, som jeg ser det. Ikke som du synes, at jeg skal se det.

Jeg lover, at jeg vil gøre det samme mod dig.

Forza Norge.

Det er mig ubegribeligt at folk er så hårde ved Åge og hans landshold. For mig er det vigtigste med landsholdet slutrunder. Derfor hader jeg når kvalifikationer bliver pisset væk ved at tabe til hold som Georgien, Armenien og Nordirland. Og jeg hader når landsholdsspillere bliver interviewet efter 2 point i de første fire kampe og siger "vi kan stadig selv afgøre det".
Jeg elsker tilgengæld når landsholdet går på banen og man sidder med en følelse af at de kommer til at kæmpe røven ud af bukserne for som minimum at få uafgjort. Og at der altid er en chance for at vinde.
Det må man gerne kalde resultatfokuseret og se ned på.

Som barn mødte jeg ind imellem nogen som gerne ville spille med hæl og tå, lave flotte finter etc., men som ofte mistede bolden, ikke løb med hjem og kvitterede med et "vi spiller jo bare for sjov" når modstanderne så scorede. Jeg så intet sjovt i at lukke mål ind.
Og måske er det de to tankegange om hvad fodbold er, som skiller os ad herinde.