Snak

Ang. pressehåndtering:

Igen - hvor er Yussuf dog fed ift at blive mødt med et ‘I spillede virkelig, virkelig, virkelig, VIRKELIG ringe’.

Hvor er det dog håbløst.

Schmeichel var i øvrigt rendyrket verdensklasse - også i studiet bagefter.

Hold kæft hvor er det godt skrevet SotD, enig hele vejen.

Mange tak. :)

Schmeichel var i øvrigt rendyrket verdensklasse - også i studiet bagefter.

Helt og aldeles enig. Hans passion brænder ud igennem hver en fiber i kroppen på ham, og direkte ud i ansigtet på modtager. Det, at han er helt oppe og ringe, og så bliver glad som en julegris når han får ros - det bliver man altså glad i skralden over.

Personligt synes jeg også små (usete?) detaljer omkring truppen gør at jeg får ekstra sympati.

Christian Eriksen der går hånd i hånd med den knægt, som DBU havde lavet en aftale med papfar omkring, fordi han havde det lidt svært. Simon Kjær der lige slutter nationalsangen af med et blink og kækt vink til kameraet. Yussuf der nærmest ikke kan komme hurtigt nok over til fansene for at juble (så han løber nærmest direkte igennem en schweizisk forsvarsspiller) og Pierre-Emiles knyttede næve til kameraet efter kampen, hvor han går på tværs af banen. Og selvfølgelig den her jubel der opstår omkring Schmeichel Jr., der for mig minder utrolig meget om den hans egen far startede omkring Christofte efter straffesparkskonkurrencen i 1992.

For mig er der bare så uendeligt mange paralleler til det landshold jeg betegner som MIT. Altså holdet omkring 1992-1995 inkl. EM triumf og King Fahd Cup. Måske det handler om min alder - men det var altså her JEG blev bidt og fodbold, og landsholdet. Ikke alt det der lå før. På samme måde er det ikke bolsjedrengene jeg forbinder med mine fedeste håndbold-øjeblikke, men derimod en nærmest grædende af raseri-Anja Andersen der vinder OL for os, imens Ulrik Wilbek udstråler den reneste form for følelsesudladning der kan findes.

Måske det i virkeligheden bare betyder meget mere for mig, at sådanne ting sidder i skabet - at man kan føle ægtheden og kampen (og deraf sejrens sødme) fremfor letheden og legen.

Det sked svenskerne dog stort og flot på... Deres selvforståelse lå nemlig ikke i bunden af en 30 år gammel Tuborg-flaske.


@ Sotd

Og det gør danskerne selvforståelse eller?

Dansk landsholdsfodbold i nyere tid er formet af 86-landsholdet. Det er definerende for vores måde at anskue landsholdet på. Hell; der spilles jo stadig ReSeppten i Parken, når der scores mål.
Landsholdet bærer på en arv, der gerne skal videreføres fremover. Jeg vil nødigt se os udvikle os i retning af Sverige og Norge, der konsekvent spiller tung fireblokfodbold.
Landsholdsfodbold må gerne være en fest, hvor spillet, resultaterne og publikum går op i en højere enhed. Lige nu lever vi udelukkende på resultaterne og begejstringen for disse. Ikke for spillet på banen.

Slutrunden i Rusland var et spillemæssigt lavpunkt, men bevares resultaterne var jo fornuftige. Det er muligt, man ikke kan forvente mere, men personligt er det ikke kampe, jeg ønsker at gense.

Debatten om landsholdet er relevant, og jeg er heller ikke entydigt utilfreds med Åge Hareide. Tværtimod kan jeg godt lide manden og de resultater, han har skabt.
Omvendt kan jeg sagtens forstå Peter Møllers beslutning om at få Hjulmand i spil. Hjulmand er en langt mere moderne træner, og det et modigt valg.

Spot on SotD, jeg er helt enig.

Det er jo meget fint at ville føre en tradition med flot fodbold videre, men det kræver nu engang spillere, der kan spille flot fodbold.

Forsøger vi at spille besnærende, teknisk, offensiv fodbold, ville vi ikke være i nærheden af hverken slutrunder eller sejre i det hele taget (eller flot fodbold for den sags skyld), for vi har 1-2 teknisk dygtige spillere i landet pt, og den bedste af dem er i sit livs formkrise for tiden. Så kan vi have nok så meget 86 historik, men offensiv kan også blive kedeligt hvis man taber hver gang.

Lige nu lever vi udelukkende på resultaterne og begejstringen for disse. Ikke for spillet på banen.

Hvad er vigtigst? At landsholdet serverer super optimistisk fodbold for den laveste fællesnævner eller at der bliver prioriteret resultatorienteret fodbold som seere med fodboldforståelse sagtens kan sætte pris på?

Har vi materialet til at spille boldbesiddende, kontrollerende fodbold med høj baglinje mod andet end nationer ude for top 50? Skal man stirre sig blind på den slags fodbold man selv ønsker eller skal man benytte sig af de spillere man har og spille den fodbold der bedst gør brug af deres styrker?

Vi har i øvrigt scoret 16 mål i 6 kampe, så at sige vi ikke spiller udpræget angrebsfodbold mod de nationer hvor det giver mening, er fjollet.

Jeg vil nødigt se os udvikle os i retning af Sverige og Norge, der konsekvent spiller tung fireblokfodbold.

Kan du nævne en kamp, ud over VM-kampen mod Frankrig hvor vi skulle forsvare en uafgjort mod et af verdens bedste hold, hvor vi har spillet noget der bare minder om "tung fireblokfodbold"?

@ Sotd

Og det gør danskerne selvforståelse eller?

Dansk landsholdsfodbold i nyere tid er formet af 86-landsholdet.

Præcis hvorfor jeg skriver som jeg gør. Men jeg synes altså det er vigtigt at forstå, at vi skriver 2019 - snart 2020 og at den kommende EM slutrunde ligger 34 år efter den 1986´er slutrunde. Jeg synes det er på tide, at vi betragter firserdrengene som hvad de er - en del af historien.

Men det handler jo også i stor grad om, at alle i og omkring medierne er vokset op med det. Om 20-30 år, når de "gamle" er udskiftet med drenge og piger som i dag er 10 år, så kan det jo nemt tænkes at det ser anderledes ud.

Det er definerende for vores måde at anskue landsholdet på. Hell; der spilles jo stadig ReSeppten i Parken, når der scores mål.

Ja, det er tradition og arv - eller hvad vi skal kalde det, men hvor det er fint at glædes/frygte fortiden, er det jo også det der skal bære os ind i nutiden, uden det stjæler fokus. Ellers kunne man jo bare mødes og se en kamp fra dengang. Der spilles også "Den knaldrøde gummibåd" når herrerne scorer i håndbold - det har der gjort i al den tid jeg kan huske. Men det er ikke det der skal fylde.

Landsholdet bærer på en arv, der gerne skal videreføres fremover.

Vi bærer også på en arv der gjorde os til europamestre. Den arv skal altså også gerne videreføres i min optik. Det ene kan ikke udelukke det andet. Vi har en arv der er STARTET i firserne. Men den døde altså ikke der. Tyskland lukkede heller ikke ved Hittlers entré.

Jeg vil nødigt se os udvikle os i retning af Sverige og Norge, der konsekvent spiller tung fireblokfodbold.

Men det er vel heller ikke temaet. Uanset hvordan vi spiller i den enkelte kamp, så vil vores historie jo ikke blive visket ud. Jo længere der går, desto færre kan huske den. Derfor er det også vigtigt, synes jeg, at omfavne den tid vi befinder os i, og ikke skele alt for meget tilbage til en tid der er i helt urimelige konkurrencevilkår, hvor vi altså kunne bestride en af verdens 5 bedste trupper, med storspillere fra bagerst til forrest - i øvrigt i en tid før Bosman-reglen.

Landsholdsfodbold må gerne være en fest, hvor spillet, resultaterne og publikum går op i en højere enhed. Lige nu lever vi udelukkende på resultaterne og begejstringen for disse. Ikke for spillet på banen.

Det kan vi ikke blive uenige i! Og jeg tror da ærlig talt også at det er målet for både trænerstab og spillere. Men vi befinder os bare i en anden tidsalder, hvor forsvarsspillet er blevet gjort MANGE gange bedre end de var i firserne, hvor man uden de store hovedrystelser fra medierne, kunne smide en angriber ned som defensiv midt, hvis det var det man ville.

Slutrunden i Rusland var et spillemæssigt lavpunkt, men bevares resultaterne var jo fornuftige. Det er muligt, man ikke kan forvente mere, men personligt er det ikke kampe, jeg ønsker at gense.

Det er jo kun et lavpunkt, fordi vi med tiden glemmer lavpunkter og i stedet forholder os til den positive side af historien. Vi kommer næppe nogensinde til at kunne genskabe højdepunktet fra 1986, selvom vi vandt EM i 1992 og siden har gjort det godt i eksempelvis 1998 og 2004. Tilgengæld følges nedture og nye lavpunkter altid nutiden. De lægger sig i hvert fald ofte meget tæt opad nutiden, medmindre der er tale om en decideret skandale som man husker tilbage på. Personligt synes jeg det var en kæmpemæssig spillemæssig skandale - og decideret nulpunkt for dansk professionel fodbold, da vi i EM kvalen 2008 blev nr. 4 efter Nordirland. Den tid står for mig som den både resultatmæssige og spillemæssigt dårligste tid. Kampen mod Sverige minder på alle måder om det vi leverede imod Polen 2-3 og Schweiz 3-3. Men kampen bliver bare omtalt anderledes positivt pga. comebacket. Man glemmer i farten at svenskerne formentlig havde scoret på straffespark og vundet 4-3 med rødt kort til Christian Poulsen i ´87 minut.

0-0 hjemme og 1-2 ude til Nordirland var ren til grin, ligesom vi på ingen måder spillede godt imod Letland hjemme.

På sin vis var den missede kvalifikation inden Morten Olsens retræte jo også en fadæse, som slet ikke kan måles i samme målestok med vores VM, selvom vi spillede to flotte kampe mod Serbien. Det idéforladte og håbløse spil der lå imod Armenien og Albanien vil for altid stå som en skamplet for dansk fodbold.

Og skal vi tage egentlige slutrunder med så står EM 1996 for mig som et lavpunkt, bl.a. på grund af den håbløse håndtering af Portugal efter føringsmålet, men så sandelig også fordi vi jo blev brugt som boksepude af Davor Suker i den efterfølgende kamp. Det kan en ligegyldig 3-0 sejr over Tyrkiet ikke opveje for - særligt ikke når man husker tilbage på hvordan 1. halvleg af dén kamp forløb.

Jeg har lykkelig glemt EM 2000 - som i vitterligt. Jeg husker absolut intet, men mon ikke vi også leverede noget ret så rædderligt der? Puljen var hård, absolut, men 0 point og 0-8 i målscore i en pulje med Holland, Frankrig og Tjekkiet.

Så jeg synes ærlig talt at det er for omsonst, at tale om VM 2018 som et spillemæssigt lavpunkt. Særligt fordi man i dén henseende jo åbenlyst må glemme det faktum (ignorere det om man vil), at kampen mod Frankrig endte præcist som vi ville og at vi spillede en af de bedste VM kampe (jeg kan huske) imod Kroatien.

Debatten om landsholdet er relevant, og jeg er heller ikke entydigt utilfreds med Åge Hareide. Tværtimod kan jeg godt lide manden og de resultater, han har skabt.

Omvendt kan jeg sagtens forstå Peter Møllers beslutning om at få Hjulmand i spil. Hjulmand er en langt mere moderne træner, og det et modigt valg.

For mig handler det egentlig heller ikke så meget om den ændrede strategi. Man ønsker en anden træner, han er dansk, tiden er løbet ud og Hareide var fra start et midlertidigt valg. Dén kan jeg sagtens æde. Uanset hvor klodset det så har forløbet...

@ Robert

Hvad er vigtigst? At landsholdet serverer super optimistisk fodbold for den laveste fællesnævner eller at der bliver prioriteret resultatorienteret fodbold som seere med fodboldforståelse sagtens kan sætte pris på?


Åh ja, for der ikke nuancer her, eller? Hvem snakker om superoptimistik fodbold for laveste fællesnævner?
Det er så tosset med stråmænd i debatten.

Jeg efterlyser en offensiv plan, hvor vores backs bliver sat meget mere i scene offensivt, hvor spillet langs jorden har meget mere struktur, og hvor alt ikke nødvendigvis skal bindes op på en aktion af Christian Eriksen.

Vi har i øvrigt scoret 16 mål i 6 kampe, så at sige vi ikke spiller udpræget angrebsfodbold mod de nationer hvor det giver mening, er fjollet.

Og de 11 er af dem er mod Gibraltar og Georgien, så her er der selvfølgelig også nuancer.
Jeg anklager sådan set ikke Hareide for ikke at spille offensivt; det er mere måden det udføres på, jeg ikke helt er begejstret for.

Kan du nævne en kamp, ud over VM-kampen mod Frankrig hvor vi skulle forsvare en uafgjort mod et af verdens bedste hold, hvor vi har spillet noget der bare minder om "tung fireblokfodbold"?
Kampene mod Peru og Australien var ikke kønne, men nu skrev jeg også udvikle os i retning af, og ikke at vi nødvendigvis gør det lige nu.

@ Sotd

Jeg er helt enig i den periode under MO. Det var rigtig skidt. Jeg husker slutrunden i 2000, og det var ikke godt. Puljen var dog også ret svær med Frankrig, Holland og Tjekkiet.

Resultatmæssigt køber jeg gerne 2018, som en godkendt slutrunde, men vores udtryk var bare ikke noget at råbe hurra for. En slutrunde må gerne efterlade et indtryk af, at holdet peaker, eller i hvert fald mindeværdige kampe.
Dem havde vi i rigt mål i 1984 og 1986. 1988 var dårlig, hvor Sepp holdt fast i den gamle garde for længe.
1992 giver sig selv, 1998 leverede vi fantastisk mod Nigeria og Brasilien, og Bosses hold peakede her.
2002 huskes for fede kampe mod Uruguay og Frankrig, mens 2010 var pinlig, og igen med en træner, der holdt fast i gamle spillere.
2012 var godkendt med sejren over Holland, men igen en umulig pulje.
1996 og 2000, 2018 har jeg vendt.

Der er mange måder at opgøre slutrunder på, men for mit vedkommende er det holdets evne til skabe historie og ætse sig ind i bevidstheden. På de områder står 2018 ret langt nede på min liste, men igen kan det være, at barndomsminder måske er mere idylliserede end nutidens bedrifter.

Sot

Man glemmer i farten at svenskerne formentlig havde scoret på straffespark og vundet 4-3 med rødt kort til Christian Poulsen i ´87 minut.

Man glemmer så også Jons friløber ved 3-3.

Og de 11 er af dem er mod Gibraltar og Georgien, så her er der selvfølgelig også nuancer.
Jeg anklager sådan set ikke Hareide for ikke at spille offensivt; det er mere måden det udføres på, jeg ikke helt er begejstret for.

Og 4 af dem er imod Schweiz - Apropos nuancer ;)